Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
2. februar 2018

Hjælp et barn med et alkoholproblem

Når far eller mor drikker, er det ikke bare de voksne, der har et alkoholproblem – det er i høj grad også børnene. Bare én stabil voksen, der kender barnet godt og hjælper med at skaffe støtte og hjælp, kan være afgørende for barnets trivsel.

Der er ca. 2-3 børn i hver skoleklasse, som vokser op med en mor eller far, der drikker.

- Derfor sætter Frederikssund Kommune fokus på, hvordan alkohol påvirker børn og unge ved at være en del af den landsdækkende kampagne RESPEKT, fortæller formand for Social- og sundhedsudvalget, Susanne Bettina Jørgensen (A).

Store konsekvenser for børnene

Forældre med et alkoholproblem vil som alle andre forældre kun det bedste for deres børn. Men når man er afhængig af alkohol, kommer flasken ofte i første række. I den situation begynder mange børn at lyve for at holde familiens alkoholproblemer skjult for omverdenen. Det gør de af skam og af frygt for, hvad der sker, hvis sandheden kommer frem. Nogle af børnene må blive voksne før tid, nogle bliver slået eller psykisk mishandlet. Nogle holder facaden og bliver 12-tals studenter, andre falder fra i skolen. Nogle begynder selv at drikke i en tidlig alder.

De fleste børn ønsker, at nogen kan se, hvordan de har det. Fælles for dem er, at de har brug for støtte og ofte terapi. Børn, der har en far eller mor med et alkoholproblem, har 2,5 gange større risiko for at blive indlagt på psykiatrisk afdeling og cirka dobbelt så stor risiko for at forsøge selvmord. Og mange af børnene bærer problemerne med sig ind i voksenlivet.

At gå i behandling skaber RESPEKT

Der er mange tabuer, ulykkelige skæbner og bristede relationer forbundet med alkoholmisbrug – både for den drikkende og de nære omgivelser. Formand for Social- og sundhedsudvalget Susanne Bettina Jørgensen håber, at Frederikssund Kommunes ekstra fokus på alkohol kan hjælpe flere til at komme i behandling.

- I gennemsnit går der 10-12 år, før en person med alkoholproblemer kommer i behandling, trods det at vi ved, at jo før man kommer i behandling, jo bedre. Og det er det, denne kampagne skal hjælpe med at sætte fokus på. Er man så modig at erkende og gøre noget ved sit alkoholproblem, så giver det respekt fra både børn, familie, venner, kollegaer og alle andre, der er omkring én, fortæller Susanne Bettina Jørgensen.

Sådan får du hjælp

Søg gratis rådgivning og alkoholbehandling hos Novavi. Her kan den, der drikker for meget få hjælp, og pårørende kan få rådgivning. Telefon 39 45 54 40.

Du kan kontakte Alkolinjen på 80 20 05 00, hvis du kender en, der drikker og er tvivl om, hvordan du skal tackle situationen.

Børn der vokser op i et hjem med alkoholmisbrug, kan få støtte og samtaleterapi hos Ung Revers, også selvom mor eller far ikke har erkendt deres alkoholproblem endnu. Gå ind på Novavi -Ung Revers eller kontakt: Ung Revers Herlev, telefon 23 70 89 56 eller Ung Revers Roskilde, telefon 23 70 06 88.

Børn og unge under 18 år kan også kontakte Åben Anonym rådgivning i Frederikssund Kommune. Du kan ringe på 80 30 10 10, som er et gratis nummer. Telefonen er åben torsdag kl. 14 – 15. Du kan også møde op om torsdagen kl. 15 – 17 på Kong Dansvej 7 i Frederikssund. Endelig kan du skrive til Netrådgivningen på www.frederikssund.dk/netrådgivning.

Børn og unge kan også søge hjælp på hope.dk.

Landsdækkende kampagne

Frederikssund Kommune deltager i den landsdækkende kampagne, RESPEKT, som Alkohol & Samfund og TrygFonden står bag.

Frem til marts 2018 vil kampagnen på tv, sociale medier og via events sætte fokus på alkoholproblemer og især på de 122.000 børn og unge, der vokser op med en mor eller far, der drikker. Læs mere på kampagnens hjemmeside, www.hope.dk.