Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
6. februar 2018

Børn i børnehave trives

Næsten alle 4 til 6-årige børn i kommunens børnehuse trives. Det viser den trivselsundersøgelse, som blev gennemført i november og december 2017, og for tredje år i træk stiger børnenes trivsel.

I undersøgelsen svarer 91 procent af børnene, at de er glade for deres børnehave. I 2015 var tallet 85 procent. Dermed opnår Frederikssund Kommune delvist sit mål i Børne- og Ungepolitikken for 2014-2017, hvor der står, at trivslen skal stige år for år, og at den som minimum skal ligge på landsgennemsnittet, der er på 92 procent.

- Det er godt at se, at børnene overordnet er rigtig glade for deres børnehave, og at tallet stiger år for år. Vi skal forsætte med de gode tiltag bag succesen, men det er også vigtigt, at de sidste 9 procent kommer til at trives i deres børnehave, siger Maria Katarina Nielsen (B), formand for Opvækstudvalget.

I den nye Børne- og Ungepolitik 2018-2021 er målsætningerne ændret sådan at andelen af børn, der er glade for deres børnehave, som minimum skal ligge på 90 procent, mens der fortsat skal ske en stigning år for år.

Børnetrivselsundersøgelsen bliver gennemført hvert år, og alle besvarelserne bliver samlet i en rapport. På baggrund af rapporten vil områdelederne for børnehusene samle op på resultaterne sammen med hvert enkelt børnehus. I den forbindelse vil forældrebestyrelserne blive inddraget, og efterfølgende vil der blive udarbejdet en handlingsplan.

- Jeg håber, at flere børn med mor eller fars hjælp vil udfylde spørgeskemaet næste gang, undersøgelsen bliver gennemført. Det er vigtigt for både os politikere og ikke mindst for det pædagogiske personale, at vi får de her data at arbejde med, så vi kan sikre, at dagtilbuddene bliver bedst mulige, siger Maria Katarina Nielsen.

Undersøgelsen er gennemført ved, at børnene har udfyldt et spørgeskema sammen med deres forældre. 58,5 procent af børnene har svaret på undersøgelsen.

91 procent af børnene i Frederikssund Kommune er glade for deres børnehave. Foto: Kenneth Jensen91 procent af børnene i Frederikssund Kommune er glade for deres børnehave.

Foto: Kenneth Jensen.