Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
17. december 2018

Stor interesse for mere grønne opvarmningsformer

Frederikssund Kommune havde for nylig inviteret oliefyrsejere til informationsaften, hvor Energistyrelsens rådgivningstjeneste holdt oplæg om varmekilder. Baggrunden for mødet var, at hvis man har et ældre og udtjent oliefyr og bor i et område med fjernvarme eller naturgas, så vil det ikke være muligt at installere et nyt oliefyr, når det gamle giver op.

Viden om varmekilder

Efter en velkomst fra formanden for Teknisk Udvalg, Tina Tving Stauning (S) kunne de ca. 140 borgere, der var mødt frem høre bygningsingeniør og energikonsulent, Anne Svendsen fra Energistyrelsens rådgivningstjeneste fortælle om forskellige alternativer til oliefyret. Det drejede sig bl.a. om jordvarme, luft-til-vand-varmepumper, luft-til-luft-varmepumper og pillefyr.

Her kan du se Anne Svendsens oplæg i form af de slides, hun præsenterede på mødet.

Anne Svendsen gav også tips til brug af hjemmesiden www.sparenergi.dk, hvor boligejere kan få viden om varmeforbrug og varmekilder.

Herefter orienterede Frederikssund Kommunes miiljøgruppe om oplysninger i BBR, nødvendige tilladelser og om hvad man skal huske, hvis man skifter opvarmningsform.

Her kan du se miljøgruppens oplæg i form af de slides, der blev præsenteret på mødet.

Tilslutningspligt

Hvis du bor i et område med kollektiv varmeforsyning (fjernvarme eller naturgas) kan din ejendom være omfattet af tilslutningspligt, men kun hvis det fremgår af lokalplanen for området eller en deklaration om tilslutningspligt efter varmeforsyningsloven er tinglyst på din ejendom.

Tilslutningspligt betyder, at forsyningsselskabet kan opkræve en tilslutningsafgift og/eller en fast årlig afgift, selvom du vælger en anden opvarmningskilde. Man kan få dispensation fra tilslutningspligten, hvis man bygger lavenergibyggeri og derudover i særlige enkelstående tilfælde. Hvis der ikke er tilslutningspligt på din grund, kan du vælge den opvarmningskilde du ønsker jf. bestemmelserne i Bygningsreglementet og lokalplanen for området.

Du er altid velkommen til at kontakte kommunen, hvis du ønsker yderligere information om tilslutningspligten. Forvaltningen i Frederikssund Kommune undersøger i øjeblikket mulighederne for at holde endnu et informationsmøde i 2019.