Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
29. november 2017

Konstitueringsaftale på plads i Frederikssund

Alle syv partier i det nye Frederikssund Byråd har indgået en aftale om konstituering. John Schmidt Andersen (V) fortsætter som borgmester, og der etableres otte stående udvalg og et ad hoc udvalg. 

Der er onsdag 29. november offentliggjort en konstitueringsaftale indgået mellem Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten i Frederikssund Kommune.

Aftalen betyder, at John Schmidt Andersen, Venstre, også er borgmester i den nye byrådsperiode. Lars Thelander Bostrøm, Dansk Folkeparti, besætter posten som viceborgmester. Tina Tving Stauning, Socialdemokratiet, besætter posten som 2. viceborgmester.

I Økonomiudvalget er borgmesteren (V) født formand. Økonomiudvalget i den kommende byrådsperiode består herudover af:
1 byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti
1 byrådsmedlem fra Det Konservative Folkeparti
1 byrådsmedlem fra Radikale Venstre
3 byrådsmedlemmer fra Socialdemokratiet
1 byrådsmedlem fra SF
1 byrådsmedlem fra Venstre

I konstitueringen er det aftalt, at der etableres følgende udvalg (nævnes med det parti den pågældende udvalgsformand repræsenterer):

Velfærdsudvalg (formand fra Dansk Folkeparti)
Vækstudvalg (formand fra Det Konservative Folkeparti)
Opvækstudvalg (formand fra Radikale Venstre)
Uddannelsesudvalg (formand fra Venstre)
Social- og Sundhedsudvalg (formand fra Socialdemokratiet)
Teknisk Udvalg (formand fra Socialdemokratiet)
Plan- og Miljøudvalg (formand fra Venstre)
Fritids- og Kulturudvalg (formand fra Socialdemokratiet)

Ad Hoc (§17 stk. 4) Udvalg (formand fra Venstre)

Konstitueringsaftale Frederikssund Byråd 2018-2021. Foto: Frederikssund Kommune

De tilstedeværende medlemmer af det nye Frederikssund Byråd ved offentliggørelsen af konstitueringsaftalen.

Konstitueringsaftalen er indgået i forlængelse af kommunalvalget den 21. november 2017 med virkning fra 1. januar 2018 til 31. december 2021.