Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
30. marts 2017

Ny plan for kultur, idræt og bevægelse i Vinge

Visionen med KIB-planen (Kultur, Idræt og Bevægelse) er, at den kan være med til at sikre et hverdagsliv for borgerne i Vinge, som styrker en sund livsstil og inspirerer til medborgerskab og fællesskab. Planen udtrykker en ny måde at tænke fritidsmuligheder på i fremtiden. Den er således skabt med en bred inddragelse af brugerne og understøtter de værdier, der ligger til grund for skabelsen af Vinge. Med planen er der nu sat ord på temaer for fritidslivet og konkrete visionsprojekter, der kan implementeres i takt med at byen bliver udviklet og borgerne flytter til.

Aktivitetssøen - et af fire visionsprojekter i KIB-planen.Aktivitetssøen - et af fire visionsprojekter i KIB-planen. Visualisering: BARK og Polyform Arkitekter.

Nyt stort skridt for Vinge

Efter Byrådets vedtagelse onsdag den 29. marts 2017 ligger der nu en køreplan for udviklingen af kultur- og fritidsmuligheder til borgerne, og det glæder borgmester John Schmidt Andersen (V):

- Vedtagelsen af KIB-planen er et stort skridt fremad for Vinge. Netop i denne tid flytter de første beboere ind i Deltakvarteret og flere vil hurtigt følge efter. Derfor er det vigtigt, at vi fra politisk side viser, at vi har ambitioner med Vinge, og det synes jeg, vi tydeligt signalerer med denne omfattende plan for kultur- og fritidslivet i byen, fastslår borgmesteren.

Attraktive boligområder

KIB-planen er blevet til i et samarbejde mellem Frederikssund Kommune og Lokale- og Anlægsfonden. Og her roser man Frederikssund Kommune for at tænke fritidslivet ind i byplanlægningen:

- Muligheder for et aktivt og udviklende fritidsliv er en afgørende værdi for både små og store byer. Inddragelsen af faciliteter til idræt, kultur og friluftsliv bliver alt for ofte glemt, når planlægningen af nye bydele går i gang. Tit bliver der kun tænkt på plads til boliger, daginstitutioner og erhverv, men det er ikke nok, hvis der skal skabes attraktive boligområder. Frederikssund Kommune viser i dette tilfælde, hvordan en kommune kan tage ansvar for fremtiden, når en ny by skal dannes, med et skarpt blik på alt det, indbyggerne vil få brug for – også i deres fritid, siger Anna Hassel, der er arkitekt hos Lokale- og Anlægsfonden.

Temaer og projekter

Planen arbejder med temaerne: Mødesteder, Kultur og Fællesskab og beskriver, hvordan temaerne kan manifestere sig fysisk gennem fire visionsprojekter:

1. Børnekulturforum.
Et mødested, hvor der er aktiviteter og socialt samvær for børn og deres familier. Visionen er en blanding af midlertidige og permanente aktiviteter, der kan fungere som et læringssted for børn inden for kreativitet, bæredygtighed medborgerskab mv.

2. Aktivitetssø.
En badesø i den centrale del af byen – det grønne hjerte. Her skal der være mulighed for aktiviteter for alle aldre. De yngste borgere kan soppe, de unge kan lege og de seriøse svømmere kan træne. Ved søen skal der også være omklædningsfaciliteter til brugerne og sauna til vinterbaderne.

3. Bakkebanen.
Et kuperet aktivitets- og cykleområde for byens unge, som skabes i samarbejde med byens borgere. Skal ligge i nær tilknytning til den kommende idrætsby.

4. Hjertestien.
En fem km. lang sti, der omkranser Vinges grønne hjerte og giver mulighed for rekreative oplevelser samt giver rum til de selvorganiserende idrætsgrene

Du kan læse hele KIB-planen som bilag til punkt 55 på Byrådets dagsorden.

Mange aktører inddraget

Planen er udarbejdet af Dansk Bygningsarv og Polyform Arkitekter med inddragelse af lokale aktører indenfor Frederikssund Kommunes fritidsliv, repræsentanter for de kommende beboere i Vinge og Idrættens Analyseinstitut (IDAN). Fritidsudvalget har desuden deltaget i en workshop i forløbet.

Børnekulturforum - et af fire visionsprojekter i KIB-planen. Visualisering: BARK og Polyform Arkitekter.Børnekulturforum - et af fire visionsprojekter i KIB-planen. Visualisering: BARK og Polyform Arkitekter.

Bakkebanen - et af fire visionsprojekter i KIB-planen. Visualisering: BARK og Polyform Arkitekter.Bakkebanen. Visualisering: BARK og Polyform Arkitekter.

Hjertestien - et af fire visionsprojekter i KIB-planen. Visualisering: BARK og Polyform Arkitekter.Hjertestien. Visualisering: BARK og Polyform Arkitekter.

Fakta om Vinge

Kun 40 minutter fra København udvikler Frederikssund Kommune byen Vinge. Det er et af Danmarks største byudviklingsprojekter med et samlet areal på 370 hektar eller næsten 20% større end Ørestaden i København. Når Vinge er fuldt udbygget i 2035 vil der være ca. 20.000 indbyggere og omkring 4000 arbejdspladser i byen.
Samlingspunktet i Vinge bliver det grønne hjerte, - en attraktiv og levende byfælled, som forbinder Vinges forskellige kvarterer. S-togsstationen kommer til at ligge midt i centrum, som også kommer til at rumme butikker, kontorer, institutioner, plads til sport og leg og andre offentlige faciliteter. Overalt i Vinge bliver der tænkt nye teknologier og bæredygtighed ind i planlægningen af byen.