Print
Frederikssund Kommunes logo
14. marts 2017

Bevaringsværdige bygninger i Skibby

Flere undersøgelser peger på, at gode byrum med arkitektonisk kvalitet er med til at gøre et område attraktivt ved at tiltrække bosætning og dermed vækst. Samtidig kan en registrering af bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer fungere som oplysning overfor borgerne og investorer om, hvad der skal bevares, og hvad der kan ændres, så vores fælles kulturarv bliver bevaret bedst muligt.

Blandt andet derfor sætter Frederikssund Kommune et projekt i gang, der skal kortlægge bevaringsværdige bygninger og kulturmiljøer i Skibby. I den forbindelse bliver der holdt informationsmøde:

Den 21. marts 2017 kl. 19:00 – 20:30 i Gymnastiksalen på Skibby Fritidscenter, Nyvej 7B, 4050 Skibby.

På mødet vil Frederikssund Kommune præsentere projektet, og du kan høre, hvad det vil betyde for dig, hvis kommunen vurderer, at dit hus er bevaringsværdigt. Du vil også møde en ejendomsmægler, som kan fortælle, hvad det betyder på boligmarkedet, hvis en ejendom er udpeget som bevaringsværdig.

SAVE-metoden

Selve udpegningerne foretages af Frederikssund Kommune ud fra den kendte metode SAVE, som er udarbejdet af staten. Denne metode indeholder en liste af forskellige objektive kriterier, som udvalgte ejendomme vurderes efter. I forår og sommermånederne vil man i Skibby opleve besøgende, som er ude at registrere udvalgte ejendomme.

Registreringer i andre områder af kommunen er enten foretaget tidligere eller vil blive foretaget på et senere tidspunkt.

Formålet med at registrere de bevaringsværdige bygninger er at få skabt et administrationsgrundlag, som dækker hele kommunen med henblik på at kunne yde ens sagsbehandling for alle. Frederikssund Kommune ønsker samtidig også at åbne en debat om den levende bygningsarv, hvor der er plads til både bevaring og udvikling af vores byer.

Skibby FritidscenterSkibby Fritidscenter