Print
Frederikssund Kommunes logo
19. maj 2017

Valg til Ældrerådet skudt igang

Ældrerådet har i denne uge afholdt de første opstillingsmøder. Valget den 21. november 2017 er dermed så småt skudt igang.

Første møde fandt sted i Kulturhuset Elværket i Frederikssund den 16. maj, og startede med en præsentation fra nuværende Ældrerådsformand Lise Lotte Due. Hun fortalte lidt om Ældrerådet og dets virke i indeværende valgperiode.

Den mere formelle del af rådets arbejde, herunder en præsentation af vedtægterne og de opgaver der er forbundet med hvervet som medlem af Ældrerådet, tog Lise-Lotte Tøttrup fra Ældre og Social Service sig af.

Ældrerådsformand Lise Lotte Due bød velkommen. Foto Kenneth Jensen.Ældrerådsformand Lise Lotte Due bød velkommen.

Ældrerådet bliver hørt

Mødet bød ud over den overordnede introduktion, og spørgsmål fra de fremmødte, også på indlæg fra nogle af rådets medlemmer, som fortalte om deres arbejde.

Ole Klenke, som er medlem af Ældrerådet på 16. år, fortalte blandt andet at det de første år efter kommunalreformen kneb lidt med at blive inddraget.

 - Det er der bestemt lavet om på. I de sidste mange år har det været meget spændende at arbejde med Velfærdsudvalget, sagde Ole Klenke, som i sin periode i Ældrerådet blandt meget andet har været kontaktperson i forbindelse med opførelsen af Omsorgscenteret Pedershave, hvilket var meget spændende. 

 - Det har bestemt været nogle gode år og der har været god dialog med politikerne. 

Brænder for mærkesager

Christian Heiberg, medlem af Ældrerådet i gennem 12 år, beretter ligeledes om nogle gode år. Hans mærkesager igennem tiden har blandt andet været trafikken, vejene og hospitaler herunder medicinering, hvilket Christian har stor interesse i.

Christian Heiberg og Lise-Lotte Tøttrup fortalte om rådets arbejde. Foto: Kenneth Jensen.Lise-Lotte Tøttrup (tv.)  og Christian Heiberg  (i midten med hånden oppe) fortalte om rådets arbejde.

Vibeke Davids Hansen som har siddet i Ældrerådet de sidste fire år, var også med ved opstillingsmødet i tirsdags.

Hun fortalte blandt andet at varblevet meget overrasket over så meget materiale der kom til gennemlæsning før møderne. I starten kunne det virke lidt vanskeligt at forstå materialet da sproget og stilen det var skrevet i var meget ”kommunal”. Men som Vibeke sagde med et glimt i øjet:

 - Man kommer hurtigt efter det, og finder ud af hvad der menes. 

Vibekes mærkesag er sundhed.

 - Jeg brænder for ”de sunde ældre”. De skal holdes i gang, og det er vigtigt at der også er fokus på dem der stadig kan. Så jeg syntes det er meget vigtigt at der støttes op omkring de sunde og friske ældre i kommunen.

Vibeke Davids Hansen fortalte om sit virke i Ældrerådet. Foto: Kenneth Jensen.Vibeke Davids Hansen fortalte om sit virke i Ældrerådet.

Vil du opstilles? 

Overvejer du at opstille til Ældrerådet for de kommende fire år, eller vil du høre mere om dets arbejde, så afholdes endnu to opstillingsmøder i kommunen.

De finder sted:

  • I Skibby tirsdag den 23. maj 2017 kl. 14.00 i Gymnastiksalen på Nyvej 7.
  • I Slangerup den 1. juni kl. 14.00 i Aktivitetshuset, Kannikestræde 2 C.

  På møderne vil der blive serveret kaffe og kage, og Ældrerådet håber på stort fremmøde.

Foto: KEJE.