Print
23. juni 2017

Ny by: Kæmpeinvestering realiserer Vinge C

Med en milliardinvestering i Vinge Centrum har realiseringen af et af Danmarks absolut største byudviklingsprojekter nået en kæmpe milepæl. Det ligger fast, efter at AP Pension og Frederikssund Kommune netop har indgået en aftale om etablering af Vinge Centrum, der blandt andet skal indeholde en prisbelønnet S-togsstation.

Mens de første familier har bygget deres huse i Vinges første boligområde, Deltakvarteret, har Frederikssund Kommune forhandlet om realiseringen af Vinge Centrum, og kommunen har nu indgået aftale med AP Pensions ejendomsselskab med MT Højgaard som kontraktpart. De to firmaer var i efteråret blevet prækvalificerede til den store udviklingsopgave.

- I dag har vi indgået aftale om Vinge Centrum, der vil få enorm betydning for vores kommune og for udviklingen i regionen. Med investeringen fra AP Pension og med solidt know-how fra et af landets mest erfarne entreprenørfirmaer får vi nu realiseret en helt afgørende del af vores byudviklingsprojekt - nemlig centrum i byen Vinge. Det er et kæmpestort skridt fremad for den vision Frederikssund Byråd formulerede, da vi godkendte helhedsplanen for etableringen af en ny bæredygtig by, som med årene vil øge kommunens indbyggertal med 20.000, fastslår Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V).

Borgmester John Schmidt Andersen (V) sætter sit navn på aftalen, der realiserer Vinge CentrumBorgmester John Schmidt Andersen (V) sætter sit navn på aftalen, der realiserer Vinge Centrum.

Opgaven med at etablere Vinge Centrum er udbudt i et samarbejde mellem Frederikssund Kommune, Transport-, Bygnings- og Boligministeriet v/Banedanmark, Boligselskabet Rosenvænget v/Domea samt Frederikssund Forsyning A/S.

Byen Vinge skyder op på en bar mark lige sydøst for Frederikssund, og det er AP Pension, der over de kommende år skyder op imod en milliard kroner i etableringen af byens centrale del.

- Vinge Centrum er et meget ambitiøst og visionært projekt, som kommer til at danne rammerne for unge og ældre samt små og store virksomheder. Det bliver en by, der uden tvivl bliver et nyt knudepunkt i området – og alt sammen i fornuftig køreafstand fra København. Jeg er stolt over, at kommunen har valgt os til, i et langsigtet samarbejde, at stå for etableringen af bygningerne i Vinge, siger adm. direktør i AP Pension, Bo Normann Rasmussen.

Ud over etablering af boliger, erhvervsejendomme og detailhandel, omfatter AP Pensions investering også etablering af bygninger, som skal rumme et kulturcenter og et børnehus i et såkaldt Offentligt-Privat-Partnerskab (OPP), samt option på opførelse af en skole også i OPP-regi. AP Pension arbejder endvidere på at etablere et seniorresort i Vinge med seniorvenlige udlejningsboliger, der er velegnede til personer i den tredje alder, og som ligger tæt på bl.a. lægehus og det friplejehjem, der også planlægges.

Omfattende investering

Realiseringen af Vinge Centrum omfatter blandt andet:

  • Etablering af 150.000 etagemeter byggeri i op til otte etagers højde, der skal give et højt og tæt bycentrum med masser af natur mellem bygningerne. Der skal etableres både eje- og lejeboliger, erhvervslejemål, detailhandel og byggeri til offentlige formål.
  • Etablering af infrastrukturen i byens centrum.
  • Etablering af den prisbelønnede nye S-togsstation (færdig i 2019) tegnet af Henning Larsen Arkitekter A/S med tilhørende landskabsbro.

Grøn bymidte

Vinge Centrum bliver anderledes end mange andre bycentre. Udover byens grønne hjerte, vil bymidten komme til at indeholde fire grønne byrum med plads til leg og sport. Beplantningen vil blandt andet rumme blomstrende og frugtbærende træer og buske og vil have et varieret udtryk med både park- og skovlignende områder. Vinge C vil derfor få mange grønne oaser med plads til picnic, grill eller andre udendørs aktiviteter, og regnvandsbassinerne vil give områder med åbent vand med tilstødende græsarealer og fritvoksende træer.

Etableringen af Vinge Centrum begynder i efteråret 2017.

Parterne bag aftalen om Vinge C fra venstre: Koncerndirektør i MT Højgaard Jesper Nordby, adm. direktør i AP Pension Bo Normann Rasmussen, borgmester i Frederikssund Kommune John Schmidt Andersen (V) og adm. direktør i AP Ejendomme Peter Olsson.Parterne bag aftalen om Vinge C fra venstre: Koncerndirektør i MT Højgaard Jesper Nordby, adm. direktør i AP Pension Bo Normann Rasmussen, borgmester i Frederikssund Kommune John Schmidt Andersen (V) og adm. direktør i AP Ejendomme Peter Olsson.

Adm. direktør i AP Pension, Bo Normann Rasmussen, forklarede på pressemødet hvorfor selskabet investerer så stort i VingeAdm. direktør i AP Pension, Bo Normann Rasmussen, forklarede på pressemødet hvorfor selskabet investerer så stort i Vinge.

Både byrådsmedlemmer, borgmester, investor, entreprenør m.fl. havde fundet de store smil frem., da aftalen om Vinge C blev en realitetBåde byrådsmedlemmer, borgmester, investor, entreprenør m.fl. havde fundet de store smil frem., da aftalen om Vinge C blev en realitet.

Aftalen om etableringen af Vinge C fik stor opmærksomhed fra medierne herunder TV-Avisen, TV2 News, TV2 Lorry samt en række trykte medier. Her ses Frederiksborg Amts Avis journalist Maj-Britt Holm i samtale med koncerndirektør for MT Højgaard, Jesper Nordby.Aftalen om etableringen af Vinge C fik stor opmærksomhed fra medierne herunder TV-Avisen, TV2 News, TV2 Lorry samt en række trykte medier. Her ses Frederiksborg Amts Avis journalist Maj-Britt Holm i samtale med koncerndirektør for MT Højgaard, Jesper Nordby.

Læs mere og find billeder og videoer om Vinge her på hjemmesiden.