Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
9. februar 2017

Guld til Deltakvarteret i Vinge

Midt i den hektiske byggeaktivitet i Deltakvarteret i byen Vinge kan de nye og kommende borgere i området glæde sig over, at kvarteret – som det første byområde i Danmark – har modtaget en guldmedalje. Medaljen er givet af Green Building Council Denmark, der certificerer bygninger og byområder efter den såkaldte DGNB-standard, hvor der er fokus på bæredygtighed inden for både miljø, økonomi samt sociale, tekniske og procesmæssige forhold.

Meget tilfredsstillende

- Deltakvarteret er først nu ved at skyde op af jorden på en mark lidt sydøst for Frederikssund. Derfor er det meget tilfredsstillende, at vi som det første byområde i Danmark har opnået denne certificering – og endda til en guldmedalje. Bæredygtighed er et hovedfokus i skabelsen af Vinge, og med certifikatet i hånden kan vi nu underbygge disse intentioner med konkrete vurderinger af en lang række forhold. Vel at mærke vurderinger foretaget af eksterne eksperter, siger Frederikssund Kommunes borgmester, John Schmidt Andersen (V).

Også chefen for By og Landskab i Frederikssund Kommune, Søren Smidt-Jensen, glæder sig over, at byen Vinges første bebyggelse – Deltakvarteret – nu har fået papir på bæredygtigheden:

- Det er et kæmpe stort skulderklap til alle, der har været involveret i tilblivelsen af byen Vinge. Vi kan konstatere, at Deltakvarterets kvaliteter inden for blandt andet energi, regnvandshåndtering og hensyntagen til områdets natur og dyreliv er blevet vægtet meget højt i bæredygtighedsvurderingen. Det er vi rigtig glade for, for det er netop nogle af de væsentlig fokusområder i projektet, siger Søren Smidt-Jensen.

Vurderet på 45 kriterier

Certificeringen af Deltakvarteret baserer sig på vurdering af 45 målbare kriterier for bæredygtighed inden for fem forskellige områder. For hvert område vurderes opfyldelsen til mellem 0 og 100%, og Deltakvarterets samlede opfyldelse er på 73,2%, hvilket udløser en guldmedalje. Vurderingerne er foretaget af arkitekt og projektchef i COWI, Thomas Leerberg.

- Deltakvarteret er et pionérområde inden for bæredygtig byudvikling i Danmark. Byområdet skaber attraktive rammer for godt liv bl.a. ved at vende udfordringen med regnvandshåndtering til en fordel og skabe et stort rekreativt deltaområde midt i byen med let adgang til resten af Vinges rekreative tilbud, forklarer Thomas Leerberg og tilføjer:

- Der skabes desuden en stærk social infrastruktur med blandede funktioner og boligformer, kulturelle tilbud og naboskaber ligesom nærheden til S-tog stationen har stor vigtighed for områdets tiltrækning og fremtidige byliv.

Han vurderer desuden, at Deltakvarterets certificering baner vejen for, at andre byområder i landet kan få vurderet bæredygtigheden.

Fakta

GBCD – Green Building Council Denmark – er et dansk råd for bæredygtighed i byggebranchen, der arbejder for at fremme bæredygtighed i bygninger og byer i Danmark, ved at certificere byggerier efter den danske certificeringsordning, DGNB. Certificeringsordningen har fokus på både miljø, økonomi og sociale forhold.

DGNB-certificeringen består af en række kriterier, der tilsammen bruges til at evaluere en bygning eller et byområde. De kvaliteter, som bliver vurderet gennem DGNB er miljø, økonomi og social bæredygtighed. Dette suppleres med en vurdering af tekniske kvaliteter, der dækker over de fysiske rammer, og af proceskvaliteter, som dækker over selve udviklingsprocessen.

En certificering kan medføre enten sølv, guld eller platinmedalje. Ved en samlet opfyldelse af bæredygtighedskriterierne på -

50% gives sølvmedalje

65% gives guldmedalje

80% gives platinmedalje

Deltakvarterets samlede opfyldelse er på 73,2%.

Deltakvarteret i Vinge har fået guldmedalje i bæredygtighed.Deltakvarteret i Vinge har fået guldmedalje i bæredygtighed. Visualisering: SLA.