Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
6. december 2017

Lad bilen stå hvis du har drukket

Det er Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, som står bag årets spritkampagne.

- Selv om antallet af spritbilister er faldet over årene, er spritkørsel desværre stadig et problem på vejene. Det kan gøre en forskel, at vi alle bliver bedre til at gribe ind, hvis en person vil køre efter at have drukket for meget alkohol, siger Michelle Laviolette, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik.

Det er svært at sige fra over for svigerfar

Det er ikke altid let at gribe ind, hvis man ser en beruset person finde bilnøglerne frem. Det er især svært at gribe ind over for chefen, kollegerne og svigerfar, når de har drukket så meget alkohol, at der er tvivl om, hvorvidt de må køre bil.

- I situationen kan det virke grænseoverskridende at blande sig, men man skal huske på, at man gør folk en kæmpe tjeneste, hvis man sørger for, at de ikke kører spritkørsel. Tilbyd dem at overnatte, en taxa hjem eller sørg for at have nogle spændende alkoholfrie drinks, siger Dorte McGugan Pedersen, udviklingschef i TrygFonden.

Hvornår må du køre dagen derpå?

Regneeksemplet nedenfor viser, at det er meget vanskeligt at beregne, hvornår man er klar til at køre bil igen efter en hyggelig aften i byen.

"Katrine" er til julefrokost og får den første genstand kl. 18.15 som velkomstdrink.

Resten af aftenen drikker hun følgende:
• Til silden: 1 alm. øl og 1 snaps (2 genstande)
• Til andestegen: 2 glas rødvin (2 genstande)
• Til risalamanden: 1 glas portvin (1 genstand)
• Efter middagen og frem til natmad kl. 02:00: 2 øl og 1 gin & tonic (3 genstande).
• I alt: 9 genstande.

Katrine vejer 65 kg og forbrænder derfor 1 genstand på ca. 1 time og 45 minutter. Forbrændingen går dog først i gang efter ca. 45 minutter. Det betyder, at Katrines promille først vil ramme 0 kl. 10.45 næste dag. Katrine skal køre sin søn til fodboldkamp næste morgen og føler sig egentlig frisk nok til at køre. Men da hun sætter sig bag rattet i god tro, er hun spritbilist!

Det er alt for kompliceret at regne promillen ud efter en våd aften. Så lad hellere bilen stå lyder det gode råd fra Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden.

Spritkampagnen 2017.

Kilde: Fakta om alkohol fra Regionernes ANT-kursus.