Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
31. august 2017

De kom, de så, de sejrede

Glade smil, latter og muntre toner fra musikskolen. Vikinger, kommunens folk, brandmænd, børn og barnlige sjæle. De var der alle sammen. Der var dømt folkefest, da Danmarks måske smukkeste stafetløb blev skudt i gang for første gang nogen sinde. 1500 deltagere – både gående og løbende – blev sluppet løs i Frederikssunds smukke natur på Kalvøen.

Der varmes op, inden starten går. Foto: Kenneth Jensen.Instruktører fra den lokale gymnastikforening sørgede for, at alle var varmet godt op, inden starten lød.

Motion, hygge og socialt samvær

Den lokale løbeforening Fjordløberne stod for afholdelsen af det veltilrettelagte arrangement. Fjordløbernes formand Torben Hansen og borgmester John Schmidt Andersen (V) indledte Frederikssund Stafetten med at byde alle deltagere velkommen, og de takkede de mange lokale virksomheder og foreninger, der har gjort begivenheden mulig.

- Det er vores håb, at den festlige og gode stemning, som vi mærker her i dag, vil have en afsmittende effekt ude rundt omkring. Stafetten skaber rammerne for, at borgere, lokale virksomheder og arbejdspladser kan mødes om en fælles begivenhed, hygge sig og have det sjovt sammen. Det bidrager til den lokale stolthed, som vi gerne vil værne om i vores kommune, sagde borgmester John Schmidt Andersen i sin tale.

Vikinger til Frederikssund Stafetten. Foto: Kenneth Jensen.Vikinger til Frederikssund Stafetten.

Der blev løbet til den helt store guldmedalje. Foto: Kenneth Jensen.Der blev løbet til den helt store guldmedalje.

En ny tradition er født

Frederikssund Stafetten er blevet til på initiativ fra Frederikssund Kommune. Kommunens ansatte drager normalt til København på denne årstid for at deltage i DHL-stafetten i hovedstaden. Byrådet har haft en ønske om, at det fremover i stedet skal være det lokale foreningsliv, som kommunen støtter med sin medarbejderdeltagelse. 

- Vi ser frem til at være med til at begynde en ny løbstradition i vores lokalområde. Frederikssund Stafetten er et socialt motionsløb, og jeg synes, at det er dejligt at se, hvordan vi i dag formår at forene motion, hygge og det sociale med hinanden. Samtidig med at motion giver sved på panden, skal det også være sjovt. Jeg er sikker på, at suset fra den store menneskemængde og tonerne fra musikskolen på festlig vis vil hjælpe alle vel over målstregen, sluttede borgmester John Schmidt Andersen af med at sige.

En brandmand med udstyr løber med i Frederikssund Stafetten. Foto: Kenneth Jensen.Brandvæsnet deltog også i Frederikssund Stafetten.

Selv de allermindste i babyjoggerne kunne være med. Foto: Kenneth Jensen.Selv de allermindste i babyjoggere kunne være med i det sociale motionsløb.

Foto: KEJE.