Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
18. august 2017

13 millioner kroner til uddannelsesprojekt

Projektet FUEL, der skal sikre, at flere unge gennemfører en erhvervsuddannelse, har modtaget ca. 13 millioner kroner i støtte fra EU’s Socialfond og fra Region Hovedstadens regionale erhvervsudviklingsmidler.

- Jeg glæder mig meget over, at FUEL får 13 millioner kroner i støtte. FUEL er et særdeles relevant projekt. Jeg kender til flere virksomheder, som har svært ved at skaffe kvalificerede faglærte folk, og derfor er det vigtigt, at vi får endnu flere til at tage en erhvervsuddannelse. Vi skal sætte ind med en målrettet indsats, der starter allerede i grundskolen. Det er her de første frø skal sås, siger borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen (V).

FUEL står for Før, Under og Efter Læringsmiljøer. Projektet fokuserer blandt andet på praktikpladsgaranti og forpligtende samarbejde mellem grundskole, erhvervsuddannelser og virksomheder. Konkret iværksætter FUEL en række aktiviteter, der tilsammen støtter op om elevernes valg- og læringsprocesser, der finder sted i de tre faser i elevernes liv: Før valg af uddannelse, under uddannelse og efter gennemførelse af grundforløbet. Og ikke mindst i overgangene ind imellem. Læringen sker både for de elever, som deltager i projektet – og som i højere grad end før vil vælge og gennemføre en erhvervsuddannelse. Men også for de involverede partnere, som i løbet af projektets tre år vil videndele og opbygge læring om fælles løsninger, der kan udbredes til andre kommuner.

Første skoledag hos SOPU på Campus Frederikssund. Foto: Kenneth JensenFørste skoledag hos SOPU på Campus Frederikssund. 

Stærkt partnerskab

FUEL gennemføres af de seks partnere: Frederikssund Kommune, Frederikssund Erhverv og de fire erhvervsskoler: TEC, SOPU, Esnord og Knord.

Rammen for projektets indsatser er, at alle aktiviteter udspringer af det tværgående, koordinerede og forpligtende samarbejde mellem kommune, virksomheder og erhvervsskoler med fokus på det udvidede Campus i Frederikssund.

- Vi har fra erhvervsskolernes side løbende fokus på at øge optaget på vores erhvervsuddannelser. Med FUEL sætter vi endnu mere fokus på området gennem det stærke partnerskab, vi nu har etableret. Det er afgørende, at vi forener kræfterne, for partnerskaber og samskabelse er vejen frem, hvis vi skal nå regeringens mål om, at 30 procent af en ungdomsårgang skal vælge en erhvervsuddannelse i 2025, fortæller Inge Prip, direktør for Esnord.

Også direktøren for Frederikssund Erhverv mener, at netop samarbejdet mellem skoler og erhverv er den rette vej frem, når det handler om at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse og hermed sikre virksomhederne en lettere adgang til faglært arbejdskraft.

- Erhvervsuddannelsesområdet skal være efterspørgselsdrevet frem for udbudsstyret. Med FUEL får erhvervsskoler, grundskoler og uddannelsesvejledere i højere grad viden om, hvad virksomhederne efterspørger af den fremtidige arbejdskraft, og hvilke behov virksomhederne har. På langt de fleste områder er det ikke praktikpladserne, der mangler – det er eleverne, siger Peter Bo Andersen, direktør i Frederikssund Erhverv.

Selvom projektejerskabet er forankret i Frederikssund Kommune, og en del af aktiviteterne starter på Campus Frederikssund, vil andre kommuner i regionen også få glæde af arbejdet. Blandt andet vil der være aktiviteter i Frederiksberg, Hillerød, Ballerup og Lyngby, hvor erhvervsskolerne også har afdelinger.

- Vi ønsker fra Byrådets side et dynamisk og varieret uddannelsesmiljø på Campus Frederikssund. Det er afgørende for os, at de nye erhvervsuddannelser på Campus bliver en succes. FUEL-projektet hjælper det rigtig godt på vej. Samtidig er FUEL med til at højne vores uddannelsesniveau i regionen generelt, idet vi får skabt nogle erfaringer, som udbredes til andre kommuner, siger John Schmidt Andersen.

Målsætninger i FUEL:

FUEL-projektet sigter efter tre effektmål:

  1. antal elever, der vælger en erhvervsuddannelse, stiger med 314.
  2. antal elever, der gennemfører en erhvervsuddannelse, stiger med 193 i 2022.
  3. antal indgåede praktikaftaler stiger med 205.

FUEL er støttet af:

Den Europæiske Socialfond

Vækstforum Region Hovedstaden

Foto: Kenneth Jensen.