Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
30. september 2016

Antropolog vil portrættere Vinge


Susanne Rud er selv flyttet til området for to år siden, og ønsker med sit projekt at skabe en begyndende identitet for den kommende by Vinge.

- Som ny tilflytter er man meget sulten efter at høre om egnen og møde egnens personligheder. Min egen oplevelse af at falde til og rigtigt bebo stedet er, at det sker gennem stedets fortællinger og mennesker, forklarer hun.

10-12 portrætter

Derfor er hun, i samarbejde med Frederikssund Kommune, begyndt at interviewe og fotografere en række borgere i byerne St. Rørbæk, Lille Rørbæk, Snostrup, Stationsvænget, Skenkelsø samt nogle af de kommende indbyggere i Vinge. Det skal munde ud i 10-12 livshistorier og portrætter af lokalbefolkningen, som skal være en hyldest til egnen og mangfoldigheden i området omkring Vinge. Portrætterne bliver trykt på plancher, der - i første omgang – bliver udstillet i pavillonen i Vinge.

Fælles identitet og byliv

- Byen Vinge har ikke smukke gamle, eksisterende bygningsværker, som kan give stedet værdi for de nye vingeborgere, fortæller Susanne Rud og tilføjer:

- Derimod har Vinge naturen og et omkringliggende samfund med levede liv og historie, som kan være afsæt for en begyndende fælles identitet og byliv i Vinge.

Susanne Rud arbejder på projektet henover efteråret 2016. Inspirationen kommer fra lignende projekter som f.eks. ”En landsby i storbyen - Portrætter fra Brumleby”, som hænger på Metrohegnet i København. Her kan du se en video om portrætterne i Brumleby.  

Susanne Abilgaard Rud
Susanne Abilgaard Rud vil portrættere beboere i området omkring Vinge.