Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
18. marts 2016

Vinge fremhævet i smartcity-udstilling

Frederikssund Kommunes store byudviklingsprojekt, Vinge, er endnu en gang i fokus. Denne gang på en københavnsk udstilling om smarte byer. Udstillingen handler om de teknologier der kan gøre vores byer intelligente, men også om hvordan vi mennesker skal leve med teknologierne.

Det er DAC – Dansk Arkitektur Center – som netop har åbnet udstillingen: ’Update – gør byen smart’. Update er den første større udstilling i Danmark om de teknologier, der over de kommende år kan komme til markant at forandre måden, vores byer fungerer på.

Skraldespanden siger når den vil tømmes

Det handler om skraldespanden som fortæller, når den er fyldt og bestiller en skraldemand. Det er lygtepælen med gratis WIFI, som registrerer, om det er en fodgænger eller en bil, der passerer, og derudfra tilpasser lyset. Trafikkameraerne fortæller lyskrydset om morgentrafikken, og signalet skifter rytme. Det er din GPS, som får at vide, hvor den nærmeste parkering er. Det er byen, der kommunikerer, den lærer og den tilpasser sig.

Udstillingen UPDATE

De nye teknologier lyder smarte, men giver de os et bedre liv? Det er diskussionen, som DAC rejser med udstillingen ’Update’. På udstillingen kan du bl.a. opleve danske og internationale smartcity-løsninger, besøge fremtidens smarte by som streetartkunstneren Mormor forestiller sig den, gå rundt i en interaktiv udgave af Vester Voldgade og møde Smart Citizens fra hele verden.

Udstillingen UPDATE kan opleves fra d. 18. marts til d. 12. juni hos Dansk Arkitektur Center på Strandgade 27B, 1401 København K. Update er støttet af Realdania og skabt af DAC i samarbejde med Alexandra Instituttet med Københavns Kommune, Albertslund Kommune og Frederikssunds Kommune som bypartnere.

Læs mere om udstillingen på DACs hjemmeside.

Streetartkunstneren Mormor giver sit bud på smartcities på DACs udstilling
Streetartkunstneren Mormor giver sit bud på smartcities på DACS udstilling.