Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
2. maj 2016

Bæredygtig mad i royale rammer

Café Danner i Slotsgården i Jægerspris er meget mere end beskyttet beskæftigelse; det er økologisk mad i royale rammer, tilberedt fra bunden af lokale råvarer.

Cafe Danner- Foto Kenneth Jensen.Caféen ligger hvor den altid har gjort; lige til venstre når man kommer ind i Slotsgården ved Jægerspris Slot, og trives i bedste velgående selv om rygterne har gået om det modsatte.

I dag er caféen et kommunalt tilbud om beskyttet beskæftigelse for mænd og kvinder mellem 18 og 65 år, som på grund af varig funktionsnedsættelse har svært ved at finde eller fastholde almindeligt arbejde. Sådan har det været siden 1. januar 2016, hvor caféen blev et tilbud under AKUcenter Højagergaard.

 - At være blevet en del af Højagergaard, som jo ellers ligger i Slangerup, passer os rigtig fint, og går også rigtig godt i tråd med vores koncept om at vi er en café der drives på et bæredygtigt grundlag med overvejende økologiske råvarer fortæller teamkoordinator for Caféen, Betina Herskind Frandsen, og fortsætter:

 - Faktisk har vi det økologisk sølvmærke. Det er lidt lige som med Smileyordningen fra Fødevarestyrelsen; her bliver man bare tjekket af Fødevaredirektoratet ud fra en række kriterier opstillet af Økologisk Landsforening som står bag mærket. For at få sølvmærket skal man anvende 60-90 pct. økologiske varer i sin produktion.

Den hyggelige café har også butik med økologiske produkter. Foto Kenneth Jensen. - Vores grundlag er at fremstille så meget som muligt fra bunden, af friske – helst lokale - råvarer der passer til sæsonen. Det er blevet styrket yderligere efter vi er blevet en del af Højagergaard, der bl.a. producerer grøntsager og blomster til os. Derfra får vi i øvrigt også en del varer fra deres snedkeri og kreative værksted som vi sælger i vores café og butik. Det er ren win-win, da brugerne begge steder kan se at dét de producere faktisk bliver brugt, fortæller lederen. 

Meget mere end mad

Som navnet antyder, så handler Café Danner langt hen ad vejen om at producere og sælge mad. Men ifølge Betina Herskind Frandsen handler det om meget mere end det:

 - De fleste tænker: En café, dét er noget med mad. Men vi har også mange andre funktioner som skal passes. Vi klarer så vidt muligt alt selv, så der er mange faggrupper repræsenteret her hos os; først og fremmest naturligvis køkkenpersonale, men vi har også café- og kundebetjening, opvask og tøjvask samt pedelfunktion. Og på sigt kunne vi også godt tænke os en havemand til at passe urtehaven, så vi også helt lokalt bliver lidt selvforsynende.

Det lyder måske som mange medarbejdere til en forholdsvis lille café, men det er der en god forklaring på:

 - Arbejdsopgaverne tilpasses den enkelte, så det bliver en succesoplevelse at arbejde her, og man oplever sig som en del af et fællesskab.

Susanne Larsen i gang med at tilberede dagens ret. Foto Kenneth Jensen.
En af caféens medarbejdere, Susanne Larsen, i gang med at tilberede dagens ret. 

Ud over de faste medarbejdere er Café Danner derfor også praktiksted for STU-elever (Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) fra Højaggaard. De kommer i Caféen for at man kan afklare hvad de kan, men også for at de kan få styrket deres selvtillid, og opnå læring på en anden måde end den gængse. STU er meget mere praktisk anlagt end en traditionel ungdomsuddannelse, med fx en måneds undervisning på Højagergaard og en måneds praktik på Café Danner. 

 Gülcan Bayram klarer blandt andet tøjvasken i Caféen. Foto Kenneth Jensen.jpg
Gülcan Bayram klarer blandt andet tøjvasken i Caféen.

Også en forretning

Èn ting er det sociale perspektiv, men Caféen drives også som en rigtig forretning. Det betyder at der skal kunder i butikken hver dag, at medarbejderne skal have maden klar, og de skal levere topprofessionel service.

Christina Ambrosen tager imod kunderne i Caféen. Foto Kenneth Jensen.

Med en placering i hjertet af Jægerspris, og ved vel nok den største turistattraktion i byen, så kommer der også mange turister til stedet. Ud over turisterne leverer caféen også mad til slottets åbning hvert år, og ved særlige arrangementer på slottet.

 - Det er også en stor oplevelse for medarbejderne, fortæller Betina Herskind Frandsen: Der får vi lov at komme ind i lokaler hvor der normalt ikke er adgang.

Men caféen bruges også flittigt som ramme om enkeltdagskurser og andre dagarrangementer, og de fantastiske rammer indbyder da også til det, lige som lokalerne er udstyret med alt hvad der kræves i dag af AV-udstyr. Eneste naturlige begrænsning er at caféen skal lukke kl. 16 alle dage pga. omgivelserne den ligger i.

 - Vi får lov at ligger her, da det er i tråd med Grevinde Danners fundats fra 1873; hun ville gerne have at stedet her bliver brugt med et socialt perspektiv. Det vidner både børnehjem og specialskole om, og der er vi en fin anden vinkel på intentionen. Men det betyder også at vi skal vise hensyn til vores omgivelser, siger Betina Herskind Fransen, der også understreger hensynet til medarbejderne:

 - Vi skal også hele tiden tage hensyn til at vores medarbejdere er sårbare, og at hverdagen skal være forholdsvis forudsigelig. Så vi kunne sagtens få flere arrangementer, men det er ikke hovedformålet; det er at vi har vores medarbejdere der skal være med, yde en god service, og få en succesoplevelse ud af det.

Fakta

Caféen er åben

  • fra påske til ultimo oktober fra kl. 11.00 til 16.00 tirsdag til søndag, og
  • resten af året fra tirsdag til fredag kl. 11.00 til 16.00.

Her ud over serveres brunch-buffet flere gange om året i udvalgte weekends. I 2016 er flg. weekends planlagt:

  • Lørdag den 29. april 2016
  • - 26. juni 2016 
  • - 28. august 2016
  • - 18. september 2016
  • - 9. oktober 2016

Buffetten er på bordet fra kl. 11-14.

I år deltager Caféen også i Madmarked for de lokale madproducenter i Hornsherred 18. juni 2016 kl. 11.00 til 16.00 i Kulturhuset Rejsestalden. Her kan man smage både is, kød, frugt og grønt, og Café Danner er inviteret til at lave mad af de forskellige råvarer.

Foto: KEJE.