Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
26. april 2016

Plan for varmeforsyning i Vinge endeligt godkendt

Frederikssund Byråd godkendte på sit møde onsdag den 20. april 2016 et projektforslag, som giver mulighed for etablering af en midlertidig flytbar varmeforsyning til boligerne i det kommende Deltakvarter i Vinge.

Byrådet har allerede behandlet projektforslaget fra Vestforbrænding I/S om varmeforsyning i Vinge på sit møde den 28. januar 2016. Herefter har projektforslaget været i høring og nu har Frederikssund Byråd så endeligt godkendt forslaget.

Flytbar varmecentral

Projektforslaget fra Vestforbrænding I/S går ud på at forsyne den kommende bebyggelse i Deltakvarteret med varme fra en midlertidig flytbar varmecentral med en luftvarmepumpe. Systemet planlægges sådan, at det vil være muligt at koble det sammen med det fjernvarmedistributionsnet, som, man forventer, vil blive etableret, når Vinge bliver yderligere udbygget. Vestforbrænding I/S vil derfor på et senere tidspunkt lave et projektforslag på fjernvarmeforsyning af et større område i Vinge.

Investering på 5,4 mio. kr.

Ifølge projektforslaget er den fælles midlertidige varmecentral mere rentabel for forbrugerne end hvis der skulle installeres individuel opvarmning i alle boligerne. Således beskriver forslaget en udgift pr. husstand på ca. 10.600 kr/år ex. moms imod ca. 13.300 kr/år ex. moms for individuel opvarmning. Den samlede investering for at etablere den midlertidige varmecentral samt tilslutning til de kommende boliger vil ifølge forslaget blive på 5,4 mio. kr. Heraf finansierer Vestforbrænding I/S 4,1 mio. kr. mens forbrugerne skal betale 1,3 mio. kr. for deres del af installationerne.

Frederikssund Kommune stiller areal til rådighed for anlægget.

Boligerne i det kommende Deltakvarter kan muligvis blive varmet op af en midlertidig flytbar varmecentral.
Boligerne i det kommende Deltakvarter kan muligvis blive varmet op af en midlertidig flytbar varmecentral.