Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo
15. december 2015

Projekt om affald i Vinge

Visionen for den nye by Vinge sigter mod at skabe en smart og bæredygtig by. Et nyt projekt afdækker hvordan affaldshåndteringen i Vinge kan bidrage til at gøre visionen til virkelighed.

Byliv og ressourcer

Affald er svært at undgå i et moderne byliv. Selvom en del produkter kan få nyt liv ved at blive delt eller byttet væk, skal der  Emballagen fra nethandel og fødevarer og skrællerne fra grønsagerne. Hvis affaldet bruges til at lave nye produkter i stedet for at blive brændt, er det imidlertid muligt at sænke aftrykket fra forbruget markant.

Derfor har Frederikssund Kommune sat sig for at undersøge hvordan man kan skabe et affaldssystem der gør det muligt for borgerne i Vinge at genanvende størstedelen af deres affald. Undersøgelsen arbejder med en række scenarier der alle tager udgangspunkt i at affaldsløsninger er noget der er fælles og som optræder som en naturlig del af byrummet. Både i Vinges centrale bydel omkring stationen og i byens knap så tætte boligområder.

Det skal være let og det skal give mening

Et affaldssystem skal virke for alle byens borgere uanset hvilken bolig de bor i, og om de kører i bil eller på cykel. Derfor skal muligheden for at aflevere affald til genanvendelse tættere på. Men de rette beholdere gør det ikke alene. I scenarierne arbejdes der derfor med små tiltag der kan skubbe adfærden omkring sortering i den rigtige retning. Det handler både om at give brugbar information på rette tid og sted, og om hvordan indkastet på beholderen virker og ser ud.

"Det er faktisk muligt at genanvende en rigtig stor del af det affald der skabes, men det er en udfordring at gøre det let og meningsfuldt for borgerne at sortere deres affald i hverdagen. I en helt ny by er der mulighed for at både kommunen og borgere kan bryde med gamle vaner og få vigtig infrastruktur på plads fra starten", udtaler Lars Ege Larsen som er kommunens projektleder.

Projektet forsøger også at spille med på ideen om Vinge som en "smart city". Derfor undersøges det i et af scenarierne hvordan opsamling af data på den enkelte husstands affaldsstrømme kan bruges til at motivere og vejlede til mere og bedre sortering.

Hvad skal der ske

Frederikssund Kommune er i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Sweco og kommunikationsbureauet Rostra ved at udarbejde en rapport der belyser en række scenarier for udviklingen af affaldsløninger til Vinge by. Rapporten er færdig i løbet af februar 2016. Resultaterne fra rapporten skal både bruges til at designe indsamlingsløsningerne i Vinge og til at vejlede planlægningen af de mange nye områder der skal udvikles i byen. Det er planen at Teknisk Udvalg i marts 2016 skal tage stilling til hvilke løsningsmodeller der konkret skal arbejdes videre med.

Spørgsmål til projektet kan rettes til projektleder Lars Ege Larsen på laela@frederikssund.dk.