Gå til sidens indhold
Print
Frederikssund Kommunes logo

Kommunaldirektør hos Frederikssund Kommune

Kan du holde retningen og sikre, at vi når i mål med vores udviklingsprojekter i et tillidsfuldt samarbejde med byråd og administration?
Kan du lede vores organisation, så det gode humør, trivsel og arbejdsmiljø og ikke mindst kompetencer er grundlag for sikker drift og optimal service til vores borgere?


Og kan du kommunikere med alle i en ambitiøs, levende og ubureaukratisk kommune, hvor borgerne og de ansatte er medspillere?

Om Frederikssund Kommune
Frederikssund Kommune blev i 2007 dannet af de tidligere kommuner Jægerspris, Frederikssund, Skibby og store dele af Slangerup. Frederikssund Kommune er en del af Region Hovedstaden og er arealmæssigt den næststørste kommune i Region Hovedstaden. Der er tre administrationscentre, et i Jægerspris, et i Slangerup og et i Frederikssund By. Her mødes byrådets 23 medlemmer under ledelse af John Schmidt Andersen fra partiet Venstre, der har været borgmester siden 2014. Der er otte stående udvalg, et §18,4 udvalg By og Land Udvalget samt et økonomiudvalg. Kommunens nuværende areal er ca. 262 km2, og kommunens indbyggertal er med sammenlægningen vokset betydeligt, og siden 2013 er befolkningstallet steget fra 44.365 indbyggere til 45.187 indbyggere.

Frederikssund Kommune har et ambitiøst Byråd med både nye og erfarne politikere, der borger for kontinuitet og udvikling med omhu og omtanke. Byrådet har stort fokus på borgerne, sikker drift i velfærdsområderne, og som frikommune er der også gang i mange udviklingsprojekter, herunder infrastruktur-projekter i samarbejde med staten, blandt andet ny bro og motorvej.

Frederikssund Kommune består af både land og by, og der er flere udviklingsprojekter undervejs, herunder Campus med en række nye uddannelsesinstitutioner; byudviklingsprojektet Vinge med egen S-togstation; byggeriet af Danmarks første svømmehal med 25x25 meter bassin og modstrømsbassin og udvikling af et nyt tværsektorielt sundhedshus i samarbejde med Nordsjællands Hospital.

Folkeskolerne har været igennem store forandringer, og Frederikssund har den højeste forenings­deltagelse i Nordsjælland blandt børn og unge. Samtidig er kommunen kendt for sine kulturelle aktiviteter og for de skønne naturforhold.

Vores hidtidige kommunaldirektør har søgt nye udfordringer, så vi søger nu en ny kommunaldirektør, der som øverste administrative leder og med reference til borgmesteren bliver ansvarlig for at fremme et tillidsfuldt samarbejde mellem Byrådet og administrationen.

Din profil
Den ideelle kandidat besidder i alt væsentlighed følgende erfaringer og færdigheder:
  • Du er analytisk samt ledelsesmæssigt og fagligt en dygtig leder med en relevant uddannelsesmæssig baggrund og har arbejdet på direktionsniveau i en kommune. Du er derfor fortrolig med sparring med og servicering af en meget forskelligartet politisk ledelse.
  • Du har evner og mod til at udfordre og rådgive Byrådet og borgmesteren på retning, prioriteringer og effektivisering. Du kan spille ind på det politiske uden at være partipolitisk.
  • Samtidig har du har den sociale og professionelle erfaring og evne til at tale med og rådgive det enkelte byrådsmedlem, så alle får gode forudsætninger for at deltage i den politiske proces.
  • Som leder af chefer har du medvirket til at skabe markante resultater, fremmet sikker drift og optimal service for borgere og andre interessenter og har i den sammenhæng stået i spidsen for et samarbejde på tværs af drifts- og velfærdsområderne.
  • Du har stærke analytiske evner på det økonomiske område, og du er i stand til at håndtere budgetprocesser og udfordringer på store tværgående projektsamarbejder.
  • Du har arbejdet med fokus på dine medarbejderes udvikling, trivsel og arbejdsmiljø, ikke blot i dine nære ledelsesmæssige relationer, men i dialog med såvel HovedMed-Udvalget som bredt ud i organisationen.
  • Du har erfaring med klar, saglig, fakta-orienteret og pædagogisk borgernær kommunikation – også når det er svært.
  • Du har et professionelt netværk, der både medvirker til at sætte Frederikssund Kommunes krav på dagsordenen og samtidig kan bruges som inspiration til udvikling af kommunen.

Personlige kompetencer og egenskaber
Den ideelle kandidat besidder i alt væsentlighed følgende personlige kompetencer og egenskaber:
  • Du er et ordentligt, socialt og humoristisk menneske med gode værdier. Det betyder, at du viser, at du holder af at tale med alle mennesker, selv om de er forskellige.
  • Med dine stærke analytiske og strategiske kompetencer kan du løfte både politikere og medarbejdere op fra detaljeorienteringen og særinteresser, når det gælder.
  • Du har ikke brug for at skilte med magten. Du viser vejen med din personlighed og ikke med regler og bureaukrati. Du arbejder for lethed og smidighed i de administrative relationer.
  • Du kan sætte foden ned, både over for politikere og medarbejdere – men dit hovedanslag er tillid, anderkendelse og respekt over for andres holdninger og gode arbejde.
  • Du er empatisk, lytter og inddrager hele vejen ned gennem systemet, men også i forhold til borgere og andre interessenter i kommunen.
  • Du evner at nytænke med respekt for det, der kører – gerne mere for de samme penge.

Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst.

Der forventes tiltrædelse 1. december 2019.

Læs mere om Frederikssund Kommune på www.frederikssund.dk og mere om stillingen samt proces- og tidsplanen i den uddybende job- og kravprofil her.

Alle, der på baggrund af stillingsopslaget overvejer sin interesse i stillingen, er meget velkomne til at kontakte chefkonsulent John Reynolds, Mercuri Urval, tlf. 50 76 12 22 eller e-mail: john.reynolds@mercuriurval.com.

Frist
Ansøgning og CV uploades senest mandag den 23. september 2019 kl. 10.00.

Alle henvendelser vil blive behandlet fortroligt, og Frederikssund Kommune vil ikke blive orienteret uden forudgående aftale herom.

Søg stillingen via dette link.
 

Tilbage til oversigt