Frederikssund Kommunes logo

Social og sundheds møde den 02. juni 2022

Byrådssalen kl. 08.30

Referat
Fold alle punkter

57Godkendelse af dagsorden

Beslutning

Godkendt.

58Godkendelse af procesplan for revision af Handicap- og psykiatripolitikken

Resume

I denne sag forelægges Social og sundhed en procesplan for revision af Frederikssund Kommunens Handicap- og psykiatripolitik til godkendelse. Dette med udgangspunkt i en kort opridsning af baggrunden for politikken, og en kort status for arbejdet med implementering af den nuværende politik.

Procesplanen forelægges til orientering i Børn, familie og forebyggelse samt Unge, fritid og idræt i selvstændige sager på udvalgenes respektive møder i juni 2022.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed at:

  1. Tage orienteringen om arbejdet med Handicap- og psykiatripolitik 2019-2022 til efterretning
  2. Anbefale over for Økonomiudvalg og Byråd at godkende procesplan for revision af Handicap- og psykiatripolitikken.
  3. Anbefale over for Økonomiudvalg og Byråd, at den nye Handicap- og psykiatripolitik målrettes voksne på 18 år og derover.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.

Indstillingspunkt 2: Anbefales.

Indstillingspunkt 3: Anbefales, idet udvalget ønsker, at der er opmærksomhed på at overgangen fra barn til voksen kommer i fokus i den nye politik jævnfør anbefalinger fra taskforcens rapport.

Sagsfremstilling

På møde den 27. marts 2019 (sag 68) godkendte det daværende Byråd Frederikssund Kommunes Handicap- og psykiatripolitik 2019-2022. Politikken blev til gennem en bred og inddragende proces med input fra interesserede borgere, foreninger, råd, politikere og medarbejdere. Der blev således afholdt dialogmøde mellem det daværende Social- og Sundhedsudvalg, Ældrerådet, Handicaprådet samt beboer- og pårørenderåd, temamøde i Byrådet og et offentligt cafémøde i Elværket i Frederikssund. Politikken er vedlagt sagen som bilag.

På møde den 3. juni 2019 (sag 64) behandlede Social- og Sundhedsudvalget en procesplan for udarbejdelse af handleplan for udmøntning af Handicap- og psykiatripolitikken. Her besluttede udvalget, at der skulle udarbejdes handleplaner for henholdsvis botilbudsområdet samt for hjemløshed og beskæftigelse.

Status for plan for botilbudsområdet

På møde den 4. november 2019 (sag 104) godkendte Social- og Sundhedsudvalget en plan for botilbudsområdet, der blandt andet bestod af indsamling af viden, inspirationsture til botilbud i Frederikssund og andre kommuner, opstilling af modeller for den nye tilbudsvifte og slutteligt etablering af den nye tilbudsvifte.

Den 24. februar 2021 (sag 57) tiltrådte Byrådet Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling om, at der i planen for det samlede botilbudsområde arbejdes videre med at udbygge botilbuddene på Vangedevej i Frederikssund og Egeparken i Jægerspris.

Social og sundhed er senest orienteret om arbejdet med plan for botilbud den 3. marts 2022 (sag 21), hvor udvalget drøftede høringssvar vedrørende en foranalyse for mulighederne i forhold til udvidelse af Vangedevej og Egeparken.

Status for plan for hjemløshed og beskæftigelse

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 3. juni 2019 (punkt 64) godkendte udvalget en procesplan for

udarbejdelse af en handleplan for hjemløshed og beskæftigelse.

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 7. oktober 2019 (sag 98) traf udvalget beslutning om at arbejde videre med følgende indsatsområder:

  1. Støtte udsatte, hjemløse borgere til at bevare kontakt til kommune, uddannelse og/eller arbejdspladsen
  2. Afklaring til borgere med sociale og psykiske udfordringer i forhold til beskæftigelsesmuligheder

Arbejdet med indsatsområderne er beskrevet i notatet ”Status på handleplan vedr. hjemløshed og beskæftigelse”, der er vedlagt sagen som bilag.

I notatet fremgår det blandt andet, at Center for Job og Rådgivning i forhold til fokusområde 1 har fokus på etablering og fastholdelse af en relevant boligløsning for den enkelte borger. Derudover er der arbejdet med rådgivningsmuligheder for borgere i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, som har behov for hjælp. Denne rådgivning gives primært via Ungekontakten og Rådgivningshuset. Derudover har der været fokus på sagsbehandlerne i jobcenteret, som har en koordinerende rolle og skal sikre, at borgere får en helhedsorienteret sagsbehandling. Dertil kommer, at sagsbehandlingen og de iværksatte indsatser gennemføres i samarbejde med den enkelte borger, så vedkommendes perspektiv, ønsker og mål indgår i tilrettelæggelsen af indsatsen hele vejen igennem den enkelte borgers forløb.

I forhold til arbejdet med fokusområde 2 fremgår det i notatet, at der konkret er arbejdet med forskellige indsatser og projekter, herunder mentorstøtte, virksomhedsindsats, Individuel Planlagt Støtte til Job (IPS), KLAPjob og samarbejde med frivillige, eksempelvis den frivillige gældsrådgivning og Røde Kors.

Taskforce

Frederikssund Kommune deltager i et samarbejde med Socialstyrelsens Taskforce-Handicap om et længerevarende analyse- og udviklingsforløb på voksenhandicapområdet, og har i den forbindelse modtaget en rapport, der klarlægger analysens resultater. I rapporten fremgår det, at taskforcen vurderer, at Frederikssund Kommune er på vej til at sikre et fælles fagligt grundlag for sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet, blandt andet ved at kommunen har en opdateret Handicap- og psykiatripolitik.

Taskforcen anbefaler blandt andet, at Frederikssund Kommune arbejder på at udbrede kendskabet til handicappolitikken samt andre aktuelle politikker og sikre, at de omsættes i relevante styringsdokumenter. Taskforcen anbefaler samtidig, at Frederikssund Kommune opstiller konkrete mål for handicapområdet i forbindelse med udarbejdelsen af politikker, strategier, og handleplaner.

Revision af Handicap- og psykiatripolitik

Frederikssund Kommunes Handicap- og psykiatripolitik er gældende til og med 2022, hvorfor denne bør revideres i år. Revisionen af handicap- og psykiatripolitikken kan med fordel tage udgangspunkt i taskforcens anbefalinger.

Formålet med revisionen er blandt andet, at Handicap- og psykiatripolitikken skal opstille klare mål og retningslinjer for det specialiserede socialområde. Politikken skal således opstille en række politiske målsætninger for det specialiserede voksenområde, som vil blive omsat til konkrete mål i en handleplan.

Den nye Handicap- og psykiatripolitik vil således fungere som et centralt styringsdokument for det specialiserede socialområde, der vil danne ramme for udarbejdelse og implementering af yderligere styringsdokumenter på området, herunder en udviklings- og handleplan for det specialiserede voksenområde.

Samtidig skal det sikres, at Handicap- og psykiatripolitikken understøtter den fælleskommunale strategi ’Sammen om Frederikssund’ i samspil med Frederikssund Kommunes Sundhedspolitik 2022-2026 og andre relevante indsatser, eksempelvis frontløbernetværket.

Administrationen foreslår, at Handicap- og psykiatripolitikken målrettes voksne på 18 år og derover. Dette skyldes, at Frederikssund Kommune i 2021 vedtog Børne- og Ungepolitik – Et godt sted at vokse op, der er retningsgivende for hele børne- og ungeområdet - også for børn og unge med handicap eller psykiske udfordringer. Med budget 2022 har Byrådet desuden prioriteret at igangsætte et arbejde omkring tidlig forebyggende indsats i Frederikssund Kommune, herunder udarbejdelse af en strategi for indsatsen. Arbejdet med strategien og den tidlige forebyggende indsats tager sit afsæt i Børne- og Ungepolitikken. Børn, Familier og Forebyggelse godkendte, på deres møde 9. marts 2022, et kommissorium for den videre proces omkring tidlig forebyggende indsats. Kommissoriet har tilsvarende været sendt til orientering hos Unge, fritid og idræt; Skole, klub og SFO og Social og sundhed.

Proces for revision af Handicap- og psykiatripolitik

Administrationen foreslår, at revisionen foregår i en inddragende proces, der indledes med en workshop, hvor borgere, interessenter, Seniorrådet, Handicaprådet, medarbejdere, Social og sundhed, Børn, familie og forebyggelse samt Unge, fritid og idræt inviteres til at deltage.

På baggrund af workshoppen udarbejder administrationen et udkast til revideret Handicap- og psykiatripolitik, der behandles af Social og sundhed inden udkastet sendes i høring hos relevante interessenter. Efter høringsperioden forelægges indkomne høringssvar for Social og sundhed, der oversender udkastet til godkendelse i Byrådet.

Med udgangspunkt i input fra workshoppen, fremsendte høringssvar og udvalgets behandling, vil administrationen udarbejde et udkast til handleplan for, hvordan den reviderede Handicap- og psykiatripolitik kan udmøntes i konkrete initiativer. I udarbejdelsesprocessen vil interessenter blive inddraget i det omfang, det er relevant, fx ved at danne arbejdsgrupper med relevante medarbejdere og ledere.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

I forhold til handleplanen for hjemløshed fremgår det, at der er en særlig problematik for målgruppen af psykisk sårbare unge med økonomi i forhold til, at boligerne er for dyre i forhold til de unges ydelse (uddannelseshjælp). Handicaprådet har svært ved at se, at indsatsen i disse tilfælde er tilstrækkelig, da opskrivning på boliglisten i sig selv jo IKKE løser udfordringen med dyre boliger. Det er efter Rådets opfattelse problematisk, at en tredjedel af de hjemløse er unge under 30 år, som har brug for hjælp til at komme i gang med voksenlivet. Og hvis man ikke har tag over hovedet og et sted at sove, bliver det også rigtig svært at få ret meget andet i sit liv til at fungere.

Efter Handicaprådets opfattelse er en bolig det første afgørende skridt ud af hjemløshed, og derfor skal samtlige hjemløse borgere tilbydes en fast bolig, der er til at betale. Derefter kan man tage fat på en målrettet indsats som for eksempel psykologhjælp, misbrugsbehandling eller anden social støtte.

I den forbindelse anbefaler vi at få inspiration fra de kommuner, som har haft stor succes med Housing First-strategien som f.eks. Odense.

handleplan for beskæftigelse

Frederikssund kommune har igangsat en række glimrende initiativer og projekter (IPS og Klapjob f.eks.), som er meget perspektivrige, for de borgere der er så heldige at kunne deltage heri. Målgrupperne for initiativerne er imidlertid stærkt begrænsede – nemlig førtidspensionister og patienter på Psykiatrisk Center Nordsjælland(PCN) – hvorimod ”almindelige borgere” med funktionsnedsættelser, der ikke er kommet gennem nåleøjet til førtidspension eller til behandling på PCN – IKKE har adgang til disse aktiviteter.

Handicaprådet vil opfordre til, at disse aktiviteter udbredes og gøres tilgængelige for flere borgere med funktionsnedsættelse – således at de igangværende projekter kan bruges som en slags ”isbryder” til at åbne virksomhederne for målgruppen og give dem en chance for at blive selvforsørgende og få et meningsfuldt og værdigt arbejdsliv.

Taskforce

Handicaprådet er enig i,at revisionen af handicap- og psykiatripolitikken skal tage udgangspunkt i taskforcens anbefalinger - herunder ikke mindst at der skal opstilles konkrete mål for handicapområdet, og at kendskabet til disse skal sikres – så de ikke blot bliver ord på et stykke papir - men så politikken kan fungere som et centralt styringsdokument for det specialiserede socialområde.

Tidsplan

Vi er ligeledes enige i, at den nye Handicap- og psykiatripolitik målrettes voksne på 18 år og derover samt i tidsplanen og den inddragende proces, den lægger op til.

Økonomi

Procesplan for revision af Frederikssund Kommunens Handicap- og psykiatripolitik har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

59Beslutning om Livskilden på Parkvej i Jægerspris - Ungeværested

Resume

Der er arbejdet videre med udvidelsen af værestedet Livskilden til Parkvej i Jægerspris og dermed med et særskilt tilbud til unge.

I denne sag følges der op på udvalgets beslutning i sag nr. 24 fra mødet den 3. marts 2022.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og Sundhed, at:

  1. Udvalget drøfter planerne for åbning af et værested på Parkvej i Jægerspris.
  2. Udpege en repræsentant til navngivningsdommer komitéen.
  3. Beslutter en officiel åbning af værestedet på Parkvej onsdag den 7. september 2022.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Drøftet idet udvalget ønsker at bringe til budgetforhandlingerne, at Livskilden Frederikssund kan bevare den eksisterende åbningstid i 2023. Udvalget ønsker en brugertilfredshedsundersøgelse i forbindelse med stillingtagen til evt. forsættelse af det nye initiativ.

Indstillingspunkt 2: Maibritt Møller Nielsen (B) udpeget.

Indstillingspunkt 3: Godkendt med begyndelse af arrangementet kl. 17.30.

Sagsfremstilling

Der er i april gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt 56 sårbare unge om behov og ønsker til et værested (vedlagt som bilag). 53 unge har svaret. 36 unge, svarende til 72 %, svarer, at de savner et værested for sårbare unge.

Behovet ser ud til at være tilstede, og da næsten halvdelen af de unge (der har svaret på spørgeskemaet) bor i nærheden af Jægerspris eller Skibby, vurderes det, at Parkvej i Jægerspris er et velvalgt sted at starte op med værested for de unge.

Der blev i april holdt et informationsmøde i Livskilden, hvor brugerne (ca. 30) deltog. Der blev orienteret om planerne om at etablere et værested for unge om onsdagen på Parkvej, og som et forsøg derfor flytte åbningsdagen i Livskilden om onsdagen til Parkvej. Der blev også informeret om, at det er et forsøg i resten af 2022 for at se, om der er et behov for et værested på den anden side af broen.

Lokalerne på Parkvej er klar til at anvendelse, og Livskilden ønsker at starte op med at have åbent der om onsdagen allerede i juni, for at kunne opnå så godt et grundlag som muligt for at se, hvor stort behovet er.

Over sommeren vil der sammen med brugerne blive arbejdet med den nærmere tilrettelæggelse af aktiviteter fra september af. Udgangspunktet er de meldinger, der er kommet ind i spørgeskemaundersøgelsen.

Der er et ønske om at nedsætte en dommerkomite til at finde navnet på det nye værested. En komite bestående af 1 politisk valgt repræsentant / 1 bruger fra Livskilden / 1 ny bruger fra Parkvej og en medarbejder fra Livskilden.

Det er et ønske, at der holdes officiel åbning af værestedet på Parkvej den 31. august 2022.

Efter sommerferien vil udvalget få fremlagt en sag om de øvrige udviklingsplaner for Livskilden.

Inddragelse

Der er gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt potentielle brugere for at afdække behov og ønsker til et værested for udsatte unge. Og der har været dialog med brugerne af det nuværende værested. Der vil blive inddraget nuværende og nye brugere i tilrettelæggelsen af aktiviteter i værestedet for unge.

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes snarest muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet er enig i forslaget om at etablere et unge-værested på Parkvej, som kan imødekomme behovet for de unge sårbare borgere, som er bosiddende i Jægerspris og Skibby.

Til gengæld synes vi ikke, at det er hensigtsmæssigt at åbningen af Parkvej fremkommer ved en reduktion af tilbuddet på Kilde Alle med en dag ugentlig – idet fremmødestatistikkerne jo tydeligt dokumenterer, at det er et behov for at holde åbent. Der er ikke andre tilsvarende tilbud i Frederikssund kommune til psykisk sårbare og syge, hvor de kan møde ligesindede og få et pusterum.

Økonomi

Planerne for åbning af et værested på Parkvej i Jægerspris har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet driften forudsættes afholdt inden for Livskildens eksisterende budget.

Bilag

60Drøftelse af Taskforcens analyserapport på det specialiserede myndighedsområde

Resume

Frederikssund Kommune har i september 2021 påbegyndt et længerevarende analyse- og udviklingsforløb i regi af Socialstyrelsens Taskforce Handicap med henblik på at styrke kvaliteten i sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet. Social og sundhed blev senest den 31. marts 2022 (Sag nr. 41) præsenteret for resultater og anbefalinger i analyserapporten af Socialstyrelsens Taskforce Handicap. På mødet den 31. marts 2022 blev udvalget desuden forelagt første udkast til Frederikssund Kommunes udviklingsplan "Sammen om socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen". Udviklingsplanen skal imødekomme analyserapportens anbefalinger og sætte en retning for det udviklingsforløb, der igangsættes i regi af Taskforcen. På nærværende møde forelægges udvalget et revideret udkast af udviklingsplanen til godkendelse.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Drøfte Taskforcens analyserapport samt dennes resultater og anbefalinger.
  2. Godkende administrationens udkast til en udviklingsplan.

Beslutning

Indstillingspunkt 1: Drøftet idet udvalget ønsker, at der udarbejdes en kvalitetsstandard for § 95 som kan fremlægges til politisk behandling sammen med et udkast til en revideret kvalitetsstandard for 2023.

Indstillingspunkt 2: Godkendt.

Sagsfremstilling

Socialstyrelsens Taskforce Handicap, bestående af medarbejdere fra Socialstyrelsen, Viso og Ankestyrelsen har i perioden 1. september 2021 til 31. marts 2022 gennemført en analyse af det specialiserede myndighedsområde i Frederikssund Kommune. Analysen er baseret på forskellige datakilder, herunder analyser af 18 sager fra foråret og frem til august 2021, interviews med borgere, sagsbehandlere, mellemledere, øverste ledelse, medarbejdere og ledere i andre afdelinger, samarbejdspartnere og Handicaprådet, kommunens selvevaluering samt gennemgang af eksisterende kommunale dokumenter på området. Taskforcens analyserapporten blev præsenteret for udvalgets medlemmer i sag nr. 41 på udvalgsmødet den 31. marts 2022.

Analysen koncentrerer sig om syv temaer:

  1. Politik og strategi
  2. Faglig ledelse og sparring
  3. Udredning, vurdering og afgørelse
  4. Handleplan og bestilling
  5. Opfølgning
  6. Helhed og sammenhæng
  7. Ledelsesinformation og styring

Overordnet er det taskforcens vurdering, at Frederikssund Kommune er på vej til at sikre et fælles fagligt grundlag for sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet. Dette begrundes blandt andet med, at der er udarbejdet og opdateret styringsdokumenter på området. Sagsbehandlerne anvender en godkendt udredningsmetode i sagerne og har adgang til faglig og juridisk sparring. Dertil kommer, at der er et relevant samarbejde på tværs af udfører og myndighed samt med andre myndighedsafdelinger i Frederikssund Kommune.

Udviklingsplan

Med udgangspunkt i taskforcens analyse af området er der udarbejdet en udviklingsplan "Sammen om socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen". Udviklingsplanen skal imødekomme de anbefalinger, som taskforcen har peget på og sikre, at der arbejdes målrettet for at nå de aftalte mål. Planen skal således beskrive Frederikssund Kommunes ambition for det voksenspecialiserede myndighedsområde og indramme udviklingsarbejdet de kommende år.

På møde den 31. marts 2022 (sag 41) fik Social og sundhed forelagt første udkast til udviklingsplanen. Til nærværende møde har administrationen i dialog med taskforcen, der godkender de enkelte delelementer i planen, udarbejdet et revideret udkast til udviklingsplanen. Det fremgår af udkastet til udviklingsplan, at området allerede har igangsat arbejdet med nogle af anbefalingerne.

Den videre proces for udviklingsarbejdet er som følger:

  • Ultimo maj 2022 godkendes udviklingsplanen af Socialstyrelsens Taskforce.
  • I juni 2022 forelægges Social og sundhed udviklingsplanen til endelig godkendelse.
  • I juni 2022 igangsættes udviklingsarbejdet i henhold til udviklingsplanen.

Administrationen arbejder målrettet med udviklingsplanen de kommende 15 måneder. Hver 8. uge afholdes statusmøder ved taskforcen. Status og risikovurdering gennemføres hver 4. uge og forelægges styregruppen i Frederikssund Kommune med henblik på evt. justeringer i forhold til at nå de aftalte mål. Udvalget vil blive forelagt en status på udviklingsarbejdet tre gange i den periode, hvor taskforcen følger udviklingen svarende til vedhæftet skematiske oversigt. Taskforce udarbejder efter ca. et års udviklingsarbejde en statusrapport, som omfatter gennemgang af 20 sager samt kommunens selvevaluering. Udvalget vil blive forelagt denne til orientering.

Vedhæftet denne sag er:

  • Taskforcens analyserapport.
  • Udkast til Frederikssund Kommunes udviklingsplan "Sammen om socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen" [NB: Endelig version lægges på, når den er godkendt af task force].
  • Skematisk oversigt til opfølgning på indsatserne i udviklingsplanen (Skitse).

Orientering om omgørelsesprocent i 2021 fra Ankestyrelsen

Hvert år udgiver Social- og Ældreministeriet et interaktivt "Danmarkskort" over omgørelsesprocenter på klagesager på servicelovens område behandlet i Ankestyrelsen. Danmarkskortet på voksenhandicapområdet omfatter følgende paragraffer efter serviceloven: §§ 95, 96, 97 og 100. Disse paragraffer indgår ikke i Ankestyrelsens sagsmåling i taskforcens analyserapport. Det forventes, at Danmarkskortet for sager behandlet i 2021 offentliggøres i juni 2022.

Data vedrørende omgørelsesprocenter er i dag tilgængelig i Ankestyrelsens tal og statistik. Administrationen har trukket data fra Ankestyrelsen inden for de pågældende paragraffer på voksenhandicapområdet. Data viser, at Ankestyrelsen har realitetsbehandlet 15 klagesager på voksenhandicapområdet fra Frederikssund Kommune i 2021. Otte af de 15 sager blev stadfæstet i Ankestyrelsen, syv sager blev hjemvist til fornyet sagsbehandling og ingen sager blev omgjort/ophævet. Dette svarer til en omgørelsesprocent på 47. Til sammenligning blev der i 2020 realitetsbehandlet 19 sager i Ankestyrelsen. Heraf blev 11 sager stadfæstet, seks sager blev hjemvist og to sager blev omgjort/ophævet, hvilket svarede til en omgørelsesprocent på 42.

Social og sundhed orienteres sammen med Omsorg og ældre, Børn, familie og forebyggelse, Økonomiudvalget og Byrådet om omgørelsesprocenterne i "Danmarkskortet" i en samlet sag om emnet på møderne i august.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og i Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet synes overordnet, at det er meget positivt, at Socialstyrelsens Taskforce er så aktivt involveret i udarbejdelsen af udviklingsplanen, og ser frem til at følge det videre udviklingsarbejde.

Handicaprådet henviser til sit tidligere fremsendte høringssvar til Taskforcens analyserapport og vil især fremhæve følgende opmærksomhedspunkter:

- opstilling af konkrete mål for handicapområdet og udbredelse af kendskabet til alle relevante politikker

- at sikre at kvalitetsstandarderne er i overensstemmelse med lovgrundlaget jævnfør Ankestyrelsens bemærkninger og sætte fokus på en systematisk anvendelse af disse i sagsbehandlingen.

- etablering af en fast praksis for fælles læring af klagesager og principmeddelelser

- at indhente oplysninger fra læger og andre specialiser, hvis der er tvivl om borgerens trivsel eller om, hvorvidt borgeren kan give samtykke

Derudover skal det sikres, at specialist oplysningerne skal lægges til grund for afgørelserne.

- at sikre inddragelse af borgerne og deres netværk i udredningen

- at sikre overholdelse af sagsbehandlingsfrister

- at der som en del af ledelsesinformationen føres statistik over klager og anker på området.

Endelig har Handicaprådet noteret sig stigningen i omgørelsesprocenter fra 2021 til 2022 (fra 42 – 47%), som vi synes er bekymrende, idet dette kan betyde en risiko for, at borgere med handicap ikke får de ydelser, som de er berettiget til. Vi ser frem til at få en redegørelse herfor i august måned.

Økonomi

Revideret udkast til Frederikssund Kommunes udviklingsplan "Sammen om socialfaglig kvalitet i sagsbehandlingen" har ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet det videre arbejde med planen forudsættes afholdt inden for eksisterende bevillingsmæssige rammer.

Bilag

61Orientering om tilsyn i aktivitets-, samværs-, og beskæftigelsestilbud samt friplejeboliger i 2021

Resume

I denne sag orienteres Social og sundhed om den årlige redegørelse for de driftsorienterede tilsyn i kommunens aktivitets-, samværs-, og beskæftigelsestilbud efter Servicelovens §§ 103 og 104 i 2021. Derudover indgår de fondsejede bofællesskab Lykke Marie (etableret efter lov om friplejeboliger) og det private beskæftigelsestilbud Parkteater i Frederikssund, hvor Frederikssund Kommune som beliggenhedskommune er tilsynsmyndighed.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social og sundhed godkendte på møde den 31. marts 2022 en procedure for formidling af tilsynsresultater og -rapporter. Proceduren betyder, at udvalget løbende får fremsendt de forskellige tilsynsrapporter, i takt med at administrationen modtager rapporterne fra tilsynsmyndigheden eller driftsenhederne. Rapporterne fremsendes i udgangspunktet uden kommentering fra administrationen. Rapporterne lægges desuden på som bilag under meddelsespunktet på det førstkommende udvalgsmøde. Hvis et tilbud modtager alvorlig kritik bliver udvalget orienteret på førstkommende udvalgsmøde. Udvalget modtager samtidig en orientering om, hvilke tiltag administrationen og/eller det enkelte tilbud har iværksat eller har planlagt at iværksætte for at imødegå kravene fra tilsynet.

Hvert år forelægges udvalget en samlet redegørelse for gennemførte tilsyn det foregående år.

Tilsynene er udført af BDO. Tilsynene følger i nogen udstrækning indholdet af Socialstyrelsens kvalitetsmodel for tilbud til voksne. Dog vil indholdet tilpasses efter det konkrete tilbud.

  • Målgruppe, metoder og resultater
  • Sundhed og trivsel
  • Aktiviteter og beskæftigelse
  • Selvstændighed og relationer
  • Organisation og ledelse
  • Kompetencer
  • Fysiske rammer

Samlet vurdering af tilsynene i 2021

I skemaet nedenfor ses hvordan BDO har scoret de enkelte tilbud på baggrund af temaerne. BDO scorer tilbuddene på en skala fra 1-5, hvor 5 er den højeste score og temaet i højeste grad er opfyldt.

InstitutionMålgruppe, metoder

og resultater

Sundhed og trivselAktiviteter og beskæftigelseSelvstændighed og relationer

Organisation og ledelseKompetenceFysiske rammerSamlet scoreGennemsnit
Højagergaard

5

5

5

5

5

5

5

35

5

Ejegod

5

555555355
Gnisten

5

5

5

5

4

5

4

33

4,7

Klub Stjerneskud

5

555

5

5

4

34

4,9

Bofællesskabet Lykke Marie

4

5

5

5

5

5

5

34

4,9

Parkteateret4545555334,7

AKU center Højagergaard

Højagergaard er et aktivitets-, samværs-, og beskæftigelsestilbud efter servicelovens §§ 103 og 104. Tilbuddet har 97 pladser fordelt på 8 værksteder i Slangerup og Cafe Danner i Jægerspris. Derudover har Højagergaard også Særligt tilrettelagt undervisning (STU), som ikke er omfattet af tilsynet. Tilsynsbesøget blev gennemført som et anmeldt tilsyn d. 9. november 2021.

Den overordnede vurdering er, at borgerne varetager meningsfuld beskæftigelse og desuden gives mulighed for at deltage i relevante sundhedsfremmende aktiviteter samt arrangementer, der understøtter det sociale fællesskab. Medarbejderne er kompetente og engagerede, og tilbuddet arbejder systematisk med borgernes indsatsmål. Ledelsen er visionær og har blik for relevante udviklingstiltag.

AKU center Ejegod

Ejegod er et aktivitets-, og samværstilbud efter servicelovens § 104 beliggende i Slangerup. Enkelte borgere er visiteret efter §103. Ved tilsynet var der tilknyttet 81 brugere. Tilsynsbesøget blev gennemført som et uanmeldt tilsyn den 10. november 2021.

Det er tilsynets overordnede vurdering, at tilbuddet anvender relevante faglige tilgange og metoder, der i praksis omsættes af kompetente og engagerede medarbejdere. Borgerne trives i tilbuddet, hvor de deltager i meningsfulde aktiviteter og indgår i fællesskaber. Ledelsen er nærværende og tydelig i forhold til den faglige retning for tilbuddet.

AKU Center Gnisten

Gnisten er oprettet efter servicelovens § 104 og har tilknyttet 20 brugere. Borgerne er i alderen 18 – 85 år. Tilsynsbesøget blev gennemført som et anmeldt tilsyn den 11. november 2021.

Det er tilsynets overordnede vurdering, at tilbuddet anvender relevante faglige tilgange og metoder, der i praksis omsættes af kompetente og engagerede medarbejdere. Borgerne trives i tilbuddet, hvor de deltager i relevante og sundhedsfremmende aktiviteter. Ledelsen er nærværende og har fokus på de organisatoriske rammer. De fysiske rammer på Gnisten udnyttes bedst muligt både inde og ude, dog kan pladsen forekomme trang både på toiletterne og i grupperummene. Det kan være svært at imødekomme borgernes behov for individuel skærmning.

AKU center Klub Stjerneskud

Klub Stjerneskud er et aktivitets-, og samværstilbud oprettet efter servicelovens § 104. Ved tilsynet var der tilknyttet 61 borgere i tilbuddet, heraf 40 borgere fra Frederikssund Kommune. Brugerne er i alderen 18-60 år. Tilbuddet er uvisiteret for borgere i Frederikssund Kommune, men kræver visitation for borgere fra andre kommuner. Tilsynet blev gennemført som et anmeldt tilsyn den 10. november 2021 på vegne af Frederikssund Kommune.

Det er tilsynets overordnede vurdering, at borgerne gennem tilbuddet gives mulighed for et alsidigt fritidsliv med deltagelse i fællesskaber og relevante aktiviteter. Medarbejderne fremstår kompetente og anerkendende i samspillet med borgerne, og de fysiske rammer udnyttes på bedste vis. Ligesom Gnisten er Klub Stjerneskud præget af de snævre rammer. Der benyttes både egne og lånte lokaler. Aktiviteterne foregår på to etager, hvilket er medvirkende til at klubben ikke fremstår samlet, og borgerne har ikke mulighed for at sætte deres præg på indretningen.

Bofællesskabet Lykke Marie

BDO har den 12. april 2021, på vegne af Frederikssund Kommune, gennemført anmeldt tilsyn. Lykke Mariehjemmet er et selvejende tilbud med 24 pladser oprettet efter friplejeboligloven. Målgruppen er voksne borgere med multiple funktionsnedsættelser.

Det er tilsynets overordnede vurdering, at trygge rammer, en hjemlig atmosfære samt engagerede og nærværende medarbejdere bidrager til at sikre borgernes trivsel. Ledelsen er udviklingsorienteret, og en tværfaglig sammensat medarbejdergruppe understøtter en helhedsorienteret indsats. Der er i høj grad fokus på borgernes sundhed og mulighed for at vedligeholde borgernes funktionsniveau. Tilsynet anbefaler, at der arbejdes konkret omkring borgernes mål og dokumentation af disse.

Parkteatret

BDO har den 7. oktober 2021 gennemført anmeldt tilsyn på beskæftigelsestilbuddet Parkteateret, som er et privat tilbud i Frederikssund. Stedet er opført efter servicelovens § 103, og har 6 – 8 pladser til medarbejdere med kognitive funktionsnedsættelser. Parkteateret er en socialøkonomisk virksomhed med professionel drift af teater, biograf og cafe. Tilbuddet har aktuelt 6 medarbejdere ansat.

Det er tilsynets overordnede vurdering, at borgernes trivsel og udvikling understøttes i tilbuddet, hvor de gives mulighed for at indgå i meningsfuld beskæftigelse og kollegialt samvær med andre borgere og pædagogiske medarbejdere. Medarbejderne er kompetente og engagerede, og der opstilles relevante mål for den enkelte borger. Tilsynet anbefaler, at der arbejdes mere systematisk med borgernes mål og delmål. Tilsynet anbefaler endvidere, at det drøftes, hvordan borgernes ønsker om mere kundekontakt kan imødekommes.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes til udvalgets medlemmer hurtigst muligt.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at vi er meget tilfredse med udviklingen af de enkelte tilbuds score, som generelt er meget høje.

Økonomi

Orientering om de driftsorienterede tilsyn i kommunens aktivitets-, samværs-, og beskæftigelsestilbud efter Servicelovens §§ 103 og 104 i 2021 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

62Orientering om arbejdet med patientsikkerhed, herunder medicinhåndtering

Resume

I 2021 blev der igangsat et systematisk arbejde for at understøtte driften i at styrke patientsikkerheden i Frederikssund Kommune. Indsatsen skal blandt andet etablere en solid læringskultur, hvor utilsigtede hændelser og læringen heraf prioriteres i alle led og sikre et større fokus på medicinhåndtering. Nærværende sag orienterer Social og sundhed om status på arbejdet.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Udvalget tager orienteringen om arbejdet med patientsikkerhed, herunder medicinhåndtering, til efterretning.

Historik

Beslutning fra Social og sundhed, 5. maj 2022, pkt. 52:

Udsat.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Velfærdsudvalget og Social- og Sundhedsudvalget fik i april 2021 en status på udviklingen utilsigtede hændelser i Frederikssund Kommune i 2019-2020. De utilsigtede hændelser registreres på alle områder, som udfører sundhedslovsydelser i kommunen. Data vidnede om en nedadgående registrerings- og læringskultur over de seneste år – og følgeligt et stort behov for at styrke arbejdet med patientsikkerhed i kommunen. Administrationen igangsatte derfor et systematisk arbejde for at understøtte driften i at etablere en solid læringskultur, hvor utilsigtede hændelser og læringen heraf prioriteres i alle led. Indsatsen for at styrke patientsikkerhedsarbejdet – og særligt medicinhåndteringen – blev yderligere aktualiseret af påbuddene i Døgnplejen i løbet af 2021. Nærværende sag orienterer Social og sundhed om status på arbejdet for at sikre patientsikkerheden.

Sagen forelægges samtidig i Omsorg og ældre.

Utilsigtede hændelser i 2021

Patientsikkerhed handler om at forebygge, at der sker fejl og skader – utilsigtede hændelser – når patienter behandles eller på anden måde er i kontakt med sundhedsvæsenet. En utilsigtet hændelse (UTH) kan fx være, at en borger får forkert medicin eller at en borger falder under hjælp til et toiletbesøg. Det kan også være, at to typer medicin forveksles, men at det opdages inden, at borgeren får medicinen. Sundhedsloven foreskriver, at utilsigtede hændelser i kommunernes sundheds- og omsorgstilbud registreres, så de kan bruges til læring og det kan forebygges, at samme type hændelse sker igen. Registreringen af utilsigtede hændelser er derfor et vigtigt redskab til forbedring af kommunens overordnede patientsikkerhed. Fokus i patientsikkerhedsarbejdet er på det, der skete – eller var tæt på at ske – og statistikken viser altså antallet af hændelser.

Der er indberettet 513 utilsigtede hændelser i 2021. Det ligger på niveau med 495 indberetninger i 2020, og fortsat markant under det niveau, der var i 2018, hvor der blev registret 1.469 utilsigtede hændelser. Som det blev fremhævet for udvalgene sidste år, så er et fald i registreringen af utilsigtede hændelser er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der ikke forekommer egentlige utilsigtede hændelser. Derimod kan årsagen lige så vel være, at hændelserne ikke registreres med henblik på forebyggelse og læring. Det sidste vurderes at være tilfældet, hvorfor der arbejdes systematisk med uddannelse af driften samt opfølgende indsatser med fokus på læring i forbindelse med UTH’er.

De største indberettere er Døgnplejen, det sociale område og omsorgscentrene. 67,3 procent af de indberettede hændelser i 2021 er i den kategori, der hedder Medicinering fx tabletter, vacciner og væsker. Den næststørste kategori er Overlevering af information, ansvar og dokumentation med 8,2 procent og den tredjestørste Patientuheld herunder bl.a. fald og brandskader med 6,4 procent. I bilaget ses en oversigt over utilsigtede hændelser i Frederikssund Kommune i 2021.

For at styrke arbejdet med utilsigtede hændelser og få antallet af indberettede hændelser op, er der etableret en tværgående risikomanager-funktion og et tilhørende netværk for lokale UTH-ansvarlige, der løbende mødes og sparrer om indberetninger, hændelsesanalyser mv. Risikomanageren udarbejder desuden månedlig ledelsesinformation, underviser (nye) medarbejdere og igangsætter relevant kompetenceudvikling på baggrund af de indberettede hændelser. Hensigten er at sikre vedvarende fokus på indberetningerne, videndeling og læring på tværs.

Andre redskaber i det daglige arbejde med sikring af kvaliteten i sundhedsvæsnet – som patientsikkerhedsområdet er en del af – er dokumentation af det udførte arbejde til videndeling og planlægning, audits, hvor borgeres forløb gennemgås med henblik på læring, udarbejdelse af instrukser og arbejdsgangsbeskrivelser for at sikre, at ting gøres ensartet og sikkert, samt uddannelse og kompetenceudvikling, der sikrer, at medarbejderne er klædt på til opgaverne.

Særligt fokus på medicinhåndtering i 2021 og 2022

Et særligt fokusområde i arbejdet med patientsikkerhed i 2021 og 2022 er medicinhåndtering. Dels er det det område, hvor der registreres flest utilsigtede hændelser i kommunen. Dels var det et kritikområde fra Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn i Døgnplejen. Indsatsen samler op på erfaringerne fra både utilsigtede hændelser og tilsyn, så de bruges til at styrke patientsikkerheden på tværs af hele ældreområdet.

Konkrete indsatser:

  • Sundhedsfaglig instruks (SFI) for medicinhåndtering: En af grundstenene i indsatsen er, at den fælles SFI for medicinhåndtering er blevet revideret. SFI’en fastlægger de overordnede rammer i ordination, dispensering og administration af medicin og sikrer et fælles grundlag for medicinhåndtering i Frederikssund Kommune. Den nye version indeholder den nyeste viden indenfor området og beskriver en klar ansvarsfordeling mellem faggrupperne. Revideringen er sket med inddragelse af medarbejdere på omsorgscentrene, Døgnplejen og socialtilbud.
  • Uddannelse og kompetenceudvikling: Der er sat flere initiativer i gang for at styrke den faglige viden om medicinhåndtering. Der er blandt andet lagt et modul ind om medicinhåndtering i det nye fælles introduktionsprogram til nye elever og medarbejdere. Derudover benyttes implementeringen af SFI’en som anledning til at tilbyde kompetenceudvikling på tværs af hele området og sikre en fælles og ensartet medicinhåndtering.
  • Ansættelse af farmakonomer i Døgnplejen: I anden halvdel af 2021 er ansat farmakonomer i Døgnplejen for at styrke den medicinfaglige viden i enhederne. Erfaringen med at bruge farmakonomer til at styrke patientsikkerheden ifm. medicinhåndtering kommer fra Rehabiliteringsafdelingen.
  • Lægeordineret dosisdispensering: I 2022 implementeres lægeordineret dosisdispensering i Døgnplejen. Det betyder, at borgernes medicin pakkes i små lukkede poser med angivelse af dato og tidspunkt for indtagelse inden det udleveres fra apoteket. Derved skal hverken borger, pårørende eller medarbejdere i Døgnplejen stå med de enkelte pilleglas eller blisterpakker og dispensere medicinen. Det reducerer risikoen for fejlmedicinering. Indsatsen sker i samarbejde med apotekerne og de praktiserende læger i kommunen.

Ny kvalitetsorganisation

For at styrke arbejdet med kvalitet og patientsikkerhed blev der i 2021 etableret en tværgående kvalitetsorganisation, der dækker alle sundhedsfaglige indsatser i Frederikssund Kommune. Kvalitetsorganisationen har fokus på de fælles faglige udviklingsspor i det nære sundhedsvæsen og arbejde med den ældre medicinske borger, som kan bidrage til at ruste kommunen til fremtiden.

Formålet med kvalitetsorganisationen er:

• At sikre en organisation, der er i stand til at imødekomme og optage nye dagsordener og udfordringer vedrørende det nære sundhedsvæsen og et fælles borgergrundlag; den ældremedicinske borger.

• At sikre et ledelsesmæssigt rum til prioritering af indsatser, der skal sikre kvaliteten på tværs af social- og omsorg-, sundheds- og forebyggelsesområdet.

• At sikre en organisering, der skaber sammenhæng på tværs af forskellige kvalitetsdagsordener.

• At sikre forankring og ejerskab af kvalitetstiltag hele vejen rundt i organisationen.

Kvalitetsorganisationen består af et ledelsesmæssigt Kvalitetsforum, hvor alle ledere på sundheds- og ældreområdet mødes og drøfter fælles prioritering af indsatser, samt et fagligt kvalitetsteam forankret i Center for Sundhed og Forebyggelse. Kvalitetsteamet omfatter temaerne hygiejne, patientsikkerhed, dokumentation, kompetenceudvikling og sundhedsuddannelserne. Oprettelsen har skærpet de sundhedsfaglige kompetencer i de fælles funktioner, ligesom tilgangen til det understøttende arbejde er blevet mere ensartet.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Øvrig inddragelse er ikke vurderet relevant.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet henviser til sit tidligere høringssvar og tager orienteringen til efterretning.

Seniorrådets høringssvar:

For så vidt angår patientsikkerheden, er der sket en nedadgående registrering- læringskultur over de seneste år - og følgelig et stort behov for at styrke arbejdet med patientsikkerhed i kommunen.

Patientsikkerhed handler om at forebygge, at der sker fejl og skader -utilsigtede hændelser - når patienter behandles eller på anden måde er i kontakt med sundhedsvæsenet.

Registrering af utilsigtede hændelser er derfor et vigtigt redskab til forbedring af kommunens overordnede patientsikkerhed.

Der er sket et fald i utilsigtede hændelser siden 2018, og der arbejdes for nye tiltag.

De største indberettere er Døgnplejen, det sociale område og omsorgscentrene, primært vedr. medicinhåndtering.

Konkrete indsatsområder:

• Sundhedsfaglig instruks for medicinhåndtering

• Uddannelse og kompetenceudvikling

• Ansættelse af farmakonomer i Døgnplejen

• Lægeordineret dosisdispensering

Seniorrådet kan tilslutte sig de tiltag, der er sat i værk, og ser frem til at Patientsikkerheden forbedres.

Vi ser frem til gode resultater.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet henviser til sit tidligere høringssvar og tager orienteringen til efterretning.

Seniorrådets høringssvar:

Seniorrådet henviser til tidligere høringssvar.

Økonomi

Orientering om arbejdet med patientsikkerhed har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

63Orientering om Socialtilsyn Hovedstadens tilsyn i botilbud og bofællesskaber i 2021

Resume

I denne sag forelægges Social og sundhed til orientering en samlet redegørelse for de driftsorienterede tilsyn fra Socialtilsyn Hovedstaden med botilbud og bofællesskaber i Frederikssund Kommune i 2021.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning.

Historik

Beslutning fra Social og sundhed, 5. maj 2022, pkt. 53:

Udsat.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Socialtilsyn Hovedstaden har i 2021 foretaget driftsorienteret tilsyn med ni botilbud og bofællesskaber for voksne med nedsat fysisk og psykisk funktionsevne i Frederikssund Kommune. I denne sag forelægges Social og sundhed en samlet redegørelse over resultaterne af Socialtilsyn Hovedstadens tilsyn i 2021.

Social og sundhed godkendte på møde den 31. marts 2022 en procedure for formidling af tilsynsresultater og -rapporter. Proceduren betyder, at udvalget løbende får fremsendt tilsynsrapporter, i takt med at administrationen modtager dem fra tilsynsmyndigheden eller driftsenhederne. Rapporterne fremsendes i udgangspunktet uden kommentering fra administrationen. Rapporterne vedlægges desuden som bilag under meddelelsespunktet på det førstkommende udvalgsmøde. Hvis et tilbud modtager alvorlig kritik, eksempelvis kommer under skærpet tilsyn eller får påbud, bliver udvalget orienteret på førstkommende udvalgsmøde. Udvalget modtager samtidig en orientering om, hvilke tiltag administrationen og/eller det enkelte tilbud har iværksat eller har planlagt at iværksætte for at imødegå kravene fra tilsynet.

Hvert år forelægges udvalget en samlet redegørelse for gennemførte tilsyn det foregående år.

Socialtilsynet skal føre et systematisk, ensartet, uvildigt og fagligt kompetent tilsyn. Tilsynet skal bidrage til at fastholde og udvikle kvaliteten i tilbuddene blandt andet gennem dialog med tilbuddene om deres pædagogiske tilgang, behandling af borgerne og deres styringsmæssige forhold som for eksempel økonomien.

Socialtilsynet fører tilsyn ud fra syv temaer i en kvalitetsmodel. Det er den samme kvalitetsmodel, som alle tilbud i landet bliver vurderet ud fra. I tilsynet vil der som regel være særlig fokus på 2-3 af temaerne.

  • Uddannelse og beskæftigelse
  • Selvstændighed og relationer
  • Målgruppe, metoder og resultater
  • Organisation og ledelse
  • Kompetencer
  • Fysiske rammer
  • Sundhed og trivsel

Ud over ovenstående temaer fører Socialtilsynet tilsyn med tilbuddenes økonomi og godkender herunder budgettet.

Socialtilsynet udvælger for det enkelte tilsynsbesøg, hvilke tilsynstemaer som skal være i fokus. Tilsynsresultaterne skal derfor ses i lyset af, at ikke alle temaer nødvendigvis har været genstand for tilsynets opmærksomhed.

En gang årligt, når alle tilsyn er gennemført, afholdes der et møde mellem Frederikssund Kommune og Socialtilsynet Hovedstaden. På mødet drøftes de gennemførte tilsyn, og samarbejdet omkring tilsynene. Ligeledes informeres der gensidigt omkring forestående ændringer af betydning for tilsynene.

Samlet vurdering af tilsynene i 2021

Fire ud af de ni tilsyn som socialtilsynet har gennemført i 2021 er foregået, mens der har været delvist lukket ned grundet Covid-19. Det har naturligvis påvirket tilsynene, som er foregået som en kombination af fysiske og virtuelle besøg. Derudover har socialtilsynet valgt blot at udplukke enkelte temaer som er behandlet, og øvrige er vurderet på samme niveau som ved tilsynet i 2019 og 2020.

Socialtilsynet har ikke givet nogen sanktioner i form af påbud eller andre vilkår til tilbuddene i forbindelse med tilsynsbesøgene i 2021. Socialtilsynet opstiller dog nogle anbefalinger og udviklingspunkter for en række af tilbuddene. Tilbuddene arbejder målrettet med disse punkter, som tilsynet forventes at følge op på kommende tilsyn.

I skemaet nedenfor ses, hvordan Socialtilsynet har scoret de enkelte tilbud på baggrund af temaerne. Socialtilsynet scorer tilbuddene på en skal fra 1-5, hvor 5 er den bedste score, hvor temaet i meget høj grad er opfyldt.

I de næste afsnit er der en kort sammenfatning af resultatet af de enkelte tilsyn.

Skema med oversigt over hvordan institutionerne har scoret ved tilsynet

TilbudUddannelse og beskæftigelseSelvstændighed og relationerMålgruppe, metode og resultaterSundhed og trivselOrganisation og ledelseKompetencerFysiske rammerSamlet scoreGennemsnit
Klintegården4,04,75,05,04,45,04,732,84,7
Skibbyhøj4,04,74,54,64,94,55,032,24,6
Rosenfeldthusene3,54,72,84,63,94,04,728,24,0
Lunden4,04,34,34,13,94,55,030,14,3
Linde Alle3,54,33,54,14,65,04,329,34,2
Vangedevej3,04,03,54,23,94,05,027,63,9
Ungekollegiet2,54,33,04,24,63,53,725,83,7
Egeparken3,03,73,04,33,64,04,025,63,7
Møllehaven4,04,33,84,34,54,53,729,14,2

Klintegården i Frederikssund

Socialtilsynet har den 29. november 2021 gennemført et anmeldt tilsyn på Klintegården. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Socialtilsynet konkluderer endvidere, at borgerne på Klintegården i høj grad trives og bliver mødt af engagerede og dygtige medarbejdere. Socialtilsynet vurderer, at den faglige og etiske kultur på Klintegården er med til at understøtte borgernes mulighed for selvbestemmelse og inddragelse. Medarbejderne er professionelle, og borgerne mødes med en respekt, som medvirker til, at borgerne møder hinanden med respekt. Det medvirker til en rolig og tryg dagligdag for borgerne. Tilbuddet anvender ikke magtanvendelse, og der foregår ikke overgreb i tilbuddet.

På trods af de covid-19 relaterede restriktioner har tilbuddet gennemført fælles kompetenceudvikling i form af efteruddannelse i systemisk/narrativ metode, hvilket har givet medarbejderne på tilbuddet et fælles fagligt sprog og ståsted. Samlet set er vurderingen, at tilbuddet varetages fagligt og kompetent. Der er høj grad af tillid til ledelsen, ligesom der er høj tillid til medarbejderne fra ledelsen.

Skibbyhøj i Skibby

Socialtilsynet har den 10. november 2021 været på anmeldt tilsynsbesøg på Skibbyhøj. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Socialtilsynet skriver, at borgerne giver udtryk for, at de trives og er glade for at bo på Skibbyhøj. De oplever en udvikling ved at bo på tilbuddet. Socialtilsynet finder, at der er en god kvalitet i tilbuddet, også selv om der er en konkret sag, som fylder meget hos både borgere, medarbejdere og ledelse. Socialtilsynet finder, at ledelsen har relevant kompetence til at understøtte daglig og overordnet drift og udvikling. Medarbejderne og ledelsen får relevant supervision, og der har været inddraget ekstra supervision, hvilket tilsynet anerkender. Medarbejderne har relevante kompetencer.

Socialtilsynet anbefaler, at tilbuddets ledelse tager initiativ til at overveje, hvordan man kan understøtte en fælles faglig forståelse af praksis igennem feedback. Socialtilsynet er opmærksom på, at der er afsat færre midler til medarbejdernes kompetenceudvikling, set i forhold til sammenlignelige tilbud. Socialtilsynet vil derfor følge, om dette på sigt vil have indflydelse på tilbuddets samlede faglige kvalitet.

Rosenfeldthusene i Frederikssund

Socialtilsynet har den 24. marts 2021 gennemført anmeldt driftsorienteret tilsyn på Rosenfeldthusene. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Socialtilsynet vurderer, at borgerne generelt trives på tilbuddet og bliver mødt ligeværdigt og respektfuldt, samt med et relevant fokus på borgernes selv- og medbestemmelse. Socialtilsynet konkluderer også, at medarbejderne møder borgerne anerkendende, og de har fokus på at skabe livskvalitet på tilbuddet. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet Rosenfeldthusene har fokus på borgernes uddannelse/beskæftigelse også i forhold til de borgere, som ikke har et dagtilbud. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet har arbejdet relevant med udviklingspunkter givet ved tilsynet i 2020, og det nu er muligt at kontakte borgerne individuelt, såfremt borgere har ønsket det. Socialtilsynet anerkender tilbuddets fokus på dokumentationen set i forhold til udviklingspunktet givet ved forrige tilsyn. Socialtilsynet ser, at der pågår en proces i tilbuddet, hvor omstillingen til en mere systematisk brug af resultatdokumentation er sat i gang.

Lunden i Frederikssund

Tilsynet gennemførte den 6. oktober 2021 et uanmeldt tilsynsbesøg på Lunden. Det er socialtilsynets samlede vurdering, at kvaliteten i tilbuddet er tilfredsstillende, og at tilbuddet fortsat lever op til sin godkendelse. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddets leder står overfor at sikre driftsmæssige udfordringer, som tilskrives tidligere forhold. Der har været en længere periode uden leder i foråret 2021 og personalegennemstrømning og sygefravær har været højt. Socialtilsynet vurderer, at der er store udfordringer i forhold til antallet af medarbejdere tilstede på tilbuddet og den nuværende normering beskrives at være for lav i forhold til at understøtte borgernes behov. Socialtilsynet vurderer, at borgerne ikke har tilstrækkeligt kontakt til medarbejder med relevante kompetencer og tilbuddet er i proces i forhold til re-visitering og ansættelsesforløb.

Socialtilsynet vurderer, at borgerne generelt trives, men at enkelte påvirkes af uro på tilbuddet, jf. ovenstående. Samtidigt er tilbuddet i proces i forhold til kulturforandring i forhold til tilbuddets metoder og pædagogiske indsats, som understøtter borgernes trivsel positivt. Socialtilsynet konstaterer, at der fortsat er en proces i gang i forhold til at sikre, at der opstilles mål og evalueres på disse, men at dette fortsat kan blive påvirket af forholdende omkring driften. Socialtilsynet konstaterer, at leder og medarbejdere er i en positiv proces i forhold til at understøtte borgerne og sikre, at de får den relevante støtte, men samtidigt at der skal tages aktive handlinger for at sikre den positive udvikling.

Linde Alle i Frederikssund

Socialtilsynet har den 29. november 2021 gennemført et anmeldt tilsyn i bofællesskabet Linde Allé. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Tilbuddet har været under en kulturændring de sidste 3 år i forhold til fokus på respekt for borgernes selv- og medbestemmelse, der nu betyder, at borgerne i højere grad siger til og fra i hverdagen. Dette har ifølge medarbejdere og ledelse betydet en afsmittende effekt, som har udfordret samarbejdet med de pårørende. Ledelsen har i løbet af det seneste år inviteret de pårørende til supervision, dialog og foredrag om borgernes rettigheder for at forbedre samarbejdet til gavn for borgerne. Socialtilsyn Hovedstaden har siden 2018 påpeget og været i dialog med tilbuddet om borgernes manglende retssikkerhed ved, at de betaler husleje for et areal (toilet), de ikke har råderet over. Socialtilsynet har den 10.1.2022 afholdt dialogmøde med tilbuddet og Frederikssund kommune. Det er sidenhen afstemt med Socialtilsynet, at udgiften til serviceareal vil indgå i tilbuddets budget for 2023, når der er indgået en aftale med udlejer LEV om leje af serviceareal.

Vangedevej i Frederikssund

Socialtilsynet har været på uanmeldt tilsyn i tilbuddet den 14. juli 2021. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Socialtilsynet konkluderer, at borgerne generelt trives og gives støtte hertil. Tilbuddet understøtter borgernes selv- og medbestemmelse ved at inddrage borgerne i beslutninger vedrørende deres eget liv, for eksempel ved inddragelse i opsætning af mål, men også vedrørende fælles beslutninger via husmøder. Der er fokus på både kost og motion samt mental sundhed, for eksempel med socialt samvær, gåture og lignende. Socialtilsynet bemærker positivt, at ledelsen fortsat har fokus på samarbejde med medarbejdergruppen og med en fortsat plan for at udvikle det faglige niveau i tilbuddet via følgende indsatser: øget ledelsesmæssig understøttelse af pædagogisk praksis ved personalemøder, interne audit, ved supervision og planlagt uddannelse og temadag til medarbejderne.

Ungekollegiet Lundevej i Frederikssund

Socialtilsynet har gennemført anmeldt driftsorienteret tilsyn den 11.-12. maj 2021. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Socialtilsynet konkluderer, at borgerne generelt trives på tilbuddet, dog bør der yderligere arbejdes med fællesskabet, så alle borgere accepterer hinanden. Fagligheden vurderes til et middel niveau, og personalegruppen er i gang med yderligere faglig udvikling. Ledelsen vurderes kompetent - med relevante faglige kompetencer. Tilbuddets medarbejdergruppe er stabil med lav personalegennemstrømning og lavt sygefravær. Socialtilsynet konkluderer, at tiltænkt socialt fællesskab mellem de unge og socialfagligt miljø er udfordret af den aktuelle lave belægning på 50 %. Socialtilsynet konkluderer, at tilbuddet har nogle vilkår for driften i form af få ansatte og høj grad af alene arbejde, som kan bevirke en sårbarhed i faglig udvikling. Tilbuddets størrelse kan modsat tilbyde en nærhed for borgerne, som kan være et godt udgangspunkt for udvikling. Socialtilsynet bemærker endvidere, at Ungekollegiet er udfordret økonomisk af lav belægning samt underskud de seneste par år.

Egeparken i Jægerspris

Tilsynet er gennemført den 25. januar 2021 som et uanmeldt tilsynsbesøg. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Socialtilsynet konkluderer, at Egeparken er et tilbud som skaber trivsel for borgerne. Der er positiv faglig udvikling med tydeligt definerede faglige tilgange og metoder. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet fortsat arbejder med udvikling og vedligeholdelse af borgernes færdigheder, mentale og fysiske trivsel og sundhed. Socialtilsynet vurderer, at tilbuddet arbejder relevant med forebyggelse af konflikter, vold, magtanvendelser og med forebyggelse af overgreb. Medarbejderne er dog ikke bekendt med ny lovgivning på området fra 1.1.2020 eller med planlagt E-Learnings kursus, hvilket derfor gives som et opmærksomhedspunkt. Socialtilsynet bemærker positivt ledelsesmæssig fokus på understøttelse af medarbejdernes samarbejde, der kan bidrage til stabil og kontinuerlig medarbejderkontakt til gavn for borgerne. Udviklingspunkterne fra tilsyn 2019 og 2020 omkring målarbejde og dokumentation vil blive videreført til opfølgning og dialog ved kommende tilsyn.

Møllehaven i Slangerup

Socialtilsynet har den 13. december 2021 været på uanmeldt driftorienteret tilsyn i Møllehaven. Det er socialtilsynets samlede konklusion, at tilbuddet fortsat opfylder godkendelsesgrundlaget. Socialtilsynet konkluderer, at borgerne generelt er i god trivsel på tilbuddet, som gennem veludviklet faglighed og gode relationer til borgerne understøtter borgernes udvikling og livskvalitet. Borgerne værdsætter i høj grad samspillet med medarbejderne. Socialtilsynet konkluderer, at organisationen er velfungerende, og fagligheden og borgerne er i centrum for arbejdet. Endvidere konkluderes det, at ledelsen skaber synergi og motiverede medarbejdere. Tilbuddet har seneste år lykkedes med ledelsesadfærd, der i høj grad skaber prioriteret kompetenceudvikling.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar sendes til udvalgets medlemmer hurtigst muligt.

Handicaprådets høringssvar fra den 5. maj 2022:

Handicaprådet tager orienteringen til efterretning med den bemærkning, at det er positivt, at Socialtilsynet ikke har givet nogle sanktioner i form af påbud eller lign.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet henviser til sit tidligere høringssvar og tager orienteringen til efterretning.

Økonomi

Orientering om Socialtilsyn Hovedstadens driftsorienterede tilsyn i 2021 med botilbud og bofællesskaber i Frederikssund Kommune har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

64Orientering om status på arbejdet frem mod et sundhedshus i Frederikssund

Resume

Med budgetaftale 2022-25 aftalte partierne i Frederikssund Kommune blandt andet at indgå en konkret dialog med Region Hovedstaden om mulighederne for at etablere et sundhedshus på Dybendal, Frederikssund Hospital, herunder den fremtidige ejerkonstruktion. I november 2021 fik Social- og Sundhedsudvalget forelagt en status på arbejdet frem mod et sundhedshus i Frederikssund (sag nr. 133). Denne sag giver en status på udviklingsarbejdet frem mod et sundhedshus.

Sagen forelægges Social og sundhed, Omsorg og ældre samt Børn, familier og forebyggelse samtidig, da alle tre udvalg har ansvar for tilbud, der i fremtiden forventes at blive placeret i et tværsektorielt Sundhedshus. Sagen skal ses som optakt til det fælles temamøde for medlemmerne af de tre udvalg, som afholdes på Frederikssund Hospital den 8. juni 2022, herunder orientering om den hidtidige proces.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Orientering om status og videre proces for sundhedshuset i Frederikssund tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Region Hovedstaden har siden 2016 arbejdet på at etablere et regionalt og tværsektorielt sundhedshus i Frederikssund Kommune i forbindelse med ibrugtagning af Nyt Hospital Nordsjælland i Hillerød – forventeligt ved årsskiftet 2024-2025. I forbindelse med budgetaftalen for 2021-24 aftalte forligspartierne i Frederikssund Kommune at fremme en proces, som understøtter udvikling af et fælles sundhedshus på Dybendal, Frederikssund Hospital, i samarbejde med Region Hovedstaden. I forlængelse af budgetaftale for 2021-24 gennemførtes i foråret 2021 en analyse, der belyste hvilke funktioner, der kan indgå i et fælles Sundhedshus, herunder overvejelser om flytning af daghjemmet fra Østergården (bilag 1 og 2).

Frederikssund Kommune har siden 2015 lejet lokaler på Frederikssund Hospital til Rehabiliteringsafdelingen, som her har et tæt samarbejde med Hospitalets øvrige funktioner. I april 2021 flyttede Sundhedsplejen tillige ud på Frederikssund Hospital og har i dag lokaler ved siden af jordemødrene. Sundhedsplejen og jordemødrene er i dag i gang med at etablere et tæt samarbejde, bl.a. om tidlig indsats. Med budgetaftalen for 2022-25 blev der afsat midler til at samle sygeplejeklinikkerne øst for sundet på hospitalet. Administrationen er pt. i dialog med regionen om en mulig placering i vaccinationsklinikkens lokaler.

I bilag 3 ses et uddybende notat om den hidtidige proces frem mod et sundhedshus i Frederikssund.

Frederikssund Hospital som ramme for sundhedshus – Analyse af kommunale og regionale funktioner

Siden november 2021 har Frederikssund Kommune og Region Hovedstaden i fællesskab gennemført en analyse af mulighederne for etablering af det fælles sundhedshus i Frederikssund Hospitals lokaler.

Hverken Region Hovedstaden eller Frederikssund Kommune har endnu truffet beslutning om placering af et fremtidigt fælles sundhedshus. Analysen har til formål at danne baggrund for en beslutning om, hvordan hospitalet kan benyttes af kommunale, regionale og evt. også andre sundhedsaktører i et fælles sundhedshus i fremtiden, herunder en analyse af kommunale og regionale funktioners rumbehov og hensigtsmæssige nærheder.

I forlængelse heraf har betyder det i praksis, at nøglepersoner for relevante funktioner i Frederikssund Kommune er interviewet med henblik på at kortlægge rumbehov (bilag 5) og nærheder (bilag 6) til andre kommunale og regionale funktioner. I forbindelse med analysen har Frederikssund Kommune og Region Hovedstaden udarbejdet nogle fælles overordnede byggetekniske principper, der kan understøtte, at huset danner en god ramme om det nære sundhedsvæsen, hvor kommune og region er fælles om opgaverne. Principperne findes i bilag 5.

Det vurderes, at Frederikssund Hospital er en velegnet ramme for et kommende sundhedshus, hvor der kan skabes god sammenhæng for patienter og borgere, når hospitalet nedlægges. Frederikssund Hospital ligger naturskønt og er indrettet, så det er muligt at foretage en ombygning og tilpasning af det nuværende interiør med henblik på at skabe mere lyse og velkomne arealer. Det er den foreløbige vurdering, at dette vil være hensigtsmæssigt også ud fra en økonomisk betragtning, da en stor del af den grundlæggende bygningsstruktur kan bevares. Bygningsstrukturen giver mulighed for at skabe selvstændige afgrænsede huse med egne og nye indgange til de forskellige aktiviteter, som hver for sig kan få selvstændige fysiske enheder – samtidig med, at husene vil være forbundet, så de fysiske rammer understøtter samarbejde på tværs. Der arbejdes således med et selvstændigt rehabiliteringshus, et fælles klinik og ambulatoriehus og et særskilt særligt indrettet børnesundhedshus.

På temamødet den 8. juni præsenteres udvalgene Social og sundhed, Omsorg og ældre samt Børn, familier og forebyggelse for kortlægningens resultater, og vil blive vist rundt på hospitalets lokaler. Det vil her samtidig være muligt at drøfte fremtidige perspektiver for Frederikssund Kommunes engagement i et kommende sundhedshus.

Med afsæt i analysen arbejder Region Hovedstaden og Frederikssund Kommune hen over sommeren på at drøfte økonomi i forbindelse et eventuelt kommende sundhedshus. Det forventes i eftersommeren 2022 at foreligge et samlet oplæg til politisk stillingtagen parallelt i regionsrådet og i byrådet, herunder vedr. placering af sundhedshuset, samt bl.a. samarbejdsformen i forhold til kommunale funktioner.

Regeringens sundhedsudspil og det videre arbejde med analysen

Den 27. oktober 2021 kom regeringen med et oplæg ”Tættere på ll – Sundhed, Uddannelse og lokaludvikling” (bilag 4), som blev lanceret på et pressemøde sammen dag på Frederikssund Hospital. I regeringens sundhedsudspil er det annonceret, at der etableres op til 20 nærhospitaler i perioden 2023-28, samt at der opslås en nærhospitalspulje på op til 4 mia. kr.

Puljen kan søges til etablering af bygninger, materiel og it-investeringer. Det er i givet fald kommuner og regioner, som kan søge midler fra en nærhospitalspulje til de konkrete projekter. Puljen inklusiv de nærmere ansøgningskriterier forventes at blive offentliggjort i andet halvår 2022, og de første ansøgninger forventes modtaget primo 2023. De mulige synergieffekter for både personale og borgere ved etablering af et fælles sundhedshuse skal indgå i en eventuel kommende ansøgning til nærhospitalspuljen.

Det forventes, at analysen vil kunne fungere som grundlag for Frederikssund Kommunes og Region Hovedstadens eventuelle ansøgning til nærhospitalspuljen.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes snarest muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.

Seniorrådets høringssvar:

Region Hovedstaden og Frederikssund kommune siden 2016 arbejdet med at etablere et fælles sundhedshus i Frederikssund. Det forventes at der i løbet af sommeren vil forelægge et samlet politisk oplæg til godkendelse i regionen og Frederikssund kommune.

Da det især er borgere over 70 år der har kroniske sygdomme, Anbefaler Seniorrådet, at der arbejdes på at Sundhedshuset Dybendal, kan varetage disse.

Økonomi

Orientering om status og videre proces for sundhedshuset i Frederikssund har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Bilag

65Orientering om drift af Rosenfeldthusene

Resume

Efter ønske fra formandskabet forelægges Social og sundhed i denne sag en status på driften af botilbuddet Rosenfeldthusene til orientering.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning idet Handicaprådet inviteres til temamødet efter sommerferien.

Sagsfremstilling

På baggrund af et ønske fra formandskabet for Social og sundhed forelægges udvalget i denne sag en beskrivelse af driften af botilbuddet Rosenfeldthusene. Det bemærkes hertil, at der i forbindelse med møde i Social og sundhed den 8. september 2022 afholdes et temamøde om tilbud på handicapområdet, hvor de samlede forhold omkring botilbuddene belyses.

Rosenfeldthusene er et botilbud efter almenboliglovens § 105 med støtte efter servicelovens § 85 målrettet borgere med udviklingshæmning. Tilbuddet er organisatorisk placeret under Handicap og Botilbud, og består af 17 pladser, der alle er besat af borgere i alderen fra slutningen af tyverne til 80 år. Beboerne i Rosenfeldthusene har betydelig og varig nedsat fysisk/psykisk funktionsevne. Flere har desuden psykiatriske diagnoser.

Alle borgere bor i toværelseslejligheder med direkte udgang til fællesarealer. Borgerne har en ugentlig hjemmedag og 13 borgere er tilknyttet beskæftigelse fire gange ugentligt. Fire borgere har pga. alder og funktionsnedsættelse ikke længere tilknytning til daglig beskæftigelse. Beboerne hentes med handicapkørsel og enkelte transporterer sig selv med offentlig transport eller cykler.

Borgerne får støtte til sociale relationer, konflikthåndtering, venskaber, ungdomslivet, den tredje alder og ensomhed. Borgerne bliver støttet i forhold til praktiske opgaver i hjemmet, ligesom de modtager vejledning og guidning til eksempelvis indkøb, økonomi, læge, tandlæge og kørsel med offentlig transport eller Flextrafik. Flere borgere har ledsagelse efter servicelovens § 97 op til 15 timer om måneden.

Der er ansat 21 medarbejdere på Rosenfeldthusene, herunder omsorgsmedhjælpere, social- og sundhedsassistent og pædagoger. De 21 medarbejdere er i alt ansat 703 timer om måneden, hvilket svarer til 19 fuldtidsstillinger. Normeringen i de forskellige tilbud under Handicap og Botilbud uden afdelingsleder og administrative medarbejdere fremgår af nedenstående skema. Det skal bemærkes, at Rosenfeldthusene og Lunden som de eneste tilbud har vågen nattevagt:

TilbudAntal pladserAntal ansatteAntal timer pr. månedFuldtidsstillinger*
Rosenfeldthusene172170319
Lunden1623709,519
Møllehaven1392527
Egeparken631073
Linde Alle53872
Ungekollegiet331113
Vangedevej871945

*Fuldtidsstillinger er beregnet på antallet af timer delt med 37 rundet af, og ikke det faktiske antal medarbejdere på fuld tid.

Rosenfeldthusene er i hverdagene bemandet af seks dagvagter, fem aftenvagter og en nattevagt. Dagvagterne møder som regel fra klokken 7 til 14 eller 15, mens aftenvagterne møder fra ca. 14.30 til ca. 23 og nattevagten møder ind fra 22.45 til 7.15 eller 8.15. Der er en dagvagt og en aftenvagt mindre lørdag og søndag. Derudover er der ekstra bemanding i særlige tidsrum, hvor der er behov for det, eksempelvis er der tirsdag til fredag en ekstra medarbejder fra 7-8.30 mens der om torsdagen også er en ekstra medarbejder fra 14.30-22.

Rosenfeldthusene har et bruger-/pårørenderåd, som består af to beboerrepræsentanter, to pårørende, daglig leder og en medarbejder, som støtter deltagelsen for de to beboere. Der afholdes et møde af to timers varighed en gang i kvartalet.

Hverdagen

En typisk dag i Rosenfeldthusene starter med diverse morgenrutiner, hvor borgerne guides og støttes ud fra deres individuelle behov sådan, at de er klar til afgang til dagbeskæftigelse fra ca. kl. 08.30. Dette indebærer hjælp til måltider, bad, toiletbesøg og hygiejne, ligesom fysisk støtte og hjælp til at færdes omkring er nødvendigt for nogle borgere.

De fleste af Rosenfeldthusenes beboere er beskæftigede i kommunens egne beskæftigelsestilbud, fx Højagergaard og Ejegod. Borgerne kommer tilbage fra dagbeskæftigelse mellem kl. 15 og 15.30, hvor de bliver mødt af botilbuddets medarbejdere.

Flere af borgerne går til sportsaktiviteter i Team 2010, der blandt andet tilbyder badminton, fodbold og gymnastik. Derudover afholdes der stolegymnastik en gang om ugen i regi af Team 2010, som er udlagt til Rosenfeldthusene. Beboerne deltager desuden i vikingespil og andre lokale aktiviteter, ligesom de understøttes i arrangementer i deres eget netværk.

Klokken ca. 16.30 begynder forberedelserne til aftensmaden, hvor beboerne motiveres til at hjælpe med fx udskæring af grønt mens andre dækker bord.

Efter aftensmaden opholder beboerne sig ofte i eget hjem. Nogle beboere har hobbyer, eksempelvis striktøj, maling eller perler mens andre beboere hører musik eller sidder i opholdsrummet. Medarbejderne tilbyder blandt andet spil og gåture, men størstedelen bruger deres aftener på tv efter en arbejdsdag. De fleste borgere er grundet deres funktionsnedsættelser trætte midt på aftenen og går i seng mellem 20 og 21.

Andre aktiviteter

Ud over de faste hverdagsaktiviteter, deltager borgerne også i en række begivenheder, eksempelvis Special Olympic, Kultur- og idrætsfestival og skiture. Beboerne deltager også i botilbuddets aktiviteter og traditioner, som kan være julearrangementer, sammenkomster eller bålhygge, ligesom der er aktiviteter i beboernes netværk. Flere borgere får således besøg eller holder weekend og ferier med forældre eller andre pårørende. Derudover har flere af beboerne ture med ledsagere.

Hjemmedage

Alle borgere i Rosenfeldthusene bliver tilbudt en ugentlig hjemmedag. Den kan være individuelt planlagt i et givent tidsrum. Hjemmedagens indhold aftales mellem borgeren og medarbejderen alt afhængigt af, hvad der er behov for, eksempelvis lægebesøg, frisør, indkøb, økonomi, samtaler og planlægning af ugens aftaler. Obligatorisk indeholder dagen også en mål- og delmålssamtale, samt tid til pædagogens administrative forpligtigelser, fx borgerrelateret dokumentation eller kontakt med værge.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet har noteret sig, at der på mødet i Social og sundhed den 8. september 2022 afholdes et temamøde om tilbud på handicapområdet, hvor de samlede forhold omkring botilbuddene belyses. Handicaprådet deltager meget gerne i dette temamøde.

Med denne bemærkning tager Handicaprådet orienteringen til efterretning.

Økonomi

Orientering om driften af Rosenfeldthusene har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

66Orientering om straksudlevering af hjælpemidler

Resume

I denne sag orienteres Social og sundhed om administrationens arbejde, der skal undersøge mulighederne for at etablere straksudlevering af visse typer af hjælpemidler til borgere i Frederikssund Kommune. Sagen behandles sideløbende i Omsorg og ældre.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Orienteringen tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Afdeling for Visitation og Hjælpemidler i Center for Voksenstøtte og Ældre er sammen med Hjælpemiddeldepotet og Egedal Kommune i gang med at undersøge mulighederne for at etablere straksudlevering af visse hjælpemidler i Frederikssund Kommune. Formålet med ordningen er at give borgere, der kan møde fysisk frem, mulighed for at få deres hjælpemidler hurtigere end de gør i dag.

I dag udleverer Visitation og Hjælpemidler udendørs rollator, badebænk, toiletstol, toiletforhøjer og nødkald uden besøg og yderligere vurdering, hvilket sker via afdelingens telefonvagt eller ved udskrivelse fra sygehus. Hjælpemiddeldepotet leverer i dag hjælpemidler indenfor tre hverdage, men bestræber sig på at levere indenfor to dage. Borgere, der har mulighed for det, kan afhente de lettere hjælpemidler direkte på depotet i Egedal efter nærmere aftale.

Ordningen tænkes etableret efter inspiration fra Hillerød Kommunes såkaldte "kvikkasse", hvor borgere kan ansøge om og få udleveret hjælpemidler ved fysisk fremmøde.

Målene med straksudlevering er at:

  • Sikre hurtigere udlevering af hjælpemidler.
  • Komme tættere på borgeren.
  • Nedsætte belastningen i telefonvagten.
  • Mindske dokumentationen for bevilling af disse hjælpemidler.

Borgerne skal have en varigt nedsat funktionsevne og hjælpemidlet skal i væsentligt grad afhjælpe funktionsnedsættelsen

Det vurderes, at følgende hjælpemidler vil kunne indgå i straksudleveringen:

  • Albuestokke
  • Rollatorer – udendørs. Ved indendørs rollator kan der være behov for opfølgende hjemmebesøg med henblik på udligning af dørtrin mm
  • Badebænke
  • Toiletstole
  • Toiletforhøjere.

Transportkørestole til varigt brug vurderes ikke at være omfattet af straksudleveringen da både varighedskriteriet og væsentlighedskriteriet i mange tilfælde ikke er opfyldt.

Administrationen arbejder i processen videre med følgende områder:

  • Lokation, fx på Frederikssund Hospital i tilknytning til kommende sundhedshus. Afhængig af placering kan der være udgifter til leje af lokaler.
  • Lokalebehov, kontor og eventuelt depot til opbevaring af hjælpemidler.
  • Tilgængelighed – fysiske rammer og tidsrum for fremmøde (i Hillerød er kvikkassen eksempelvis åben om torsdagen klokken 15-17).
  • Tidsbestilling.
  • Bemanding.
  • Registrering i Cura.
  • Direkte udlevering på stedet eller levering fra Hjælpemiddeldepot, hvis der ikke kan opbevares hjælpemidler på lokationen.

Straksudleveringen vil blive bemandet af visitatorer fra Visitation og Hjælpemidler, der skal vurdere behovet samt vejlede i brugen af og eventuelt justere hjælpemidlet i forbindelse med udleveringen. På denne måde sikres, det at borgeren får udleveret det bedste og billigste hjælpemiddel og får den fornødne instruktion, som kommunen er forpligtet til.

Det vurderes, at straksudleveringen er en forbedring af kommunens serviceniveau i forhold til den borgergruppe, der kan gøre brug af muligheden ved at møde fysisk op. Borgere, der ikke kan møde op, vil fortsat kunne få hjælpemidlerne indenfor 2-3 hverdage efter godkendelse af ansøgning. Der vurderes ikke at være et effektiviseringspotentiale i forhold til den måde udleveringen af hjælpemidler foregår i dag, da tidsforbruget ikke vurderes at blive væsentligt mindre.

Den samlede økonomi vil blive beskrevet i undersøgelsen.

Det forventes, at administrationen vil have færdiggjort undersøgelsen i 3. kvartal 2022, hvorefter udvalget vil blive præsenteret for en beskrivelse af projektet.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Handicaprådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet synes, forslaget om straksudlevering af hjælpemidler er positivt, da det kan betyde, at borgere, der kan møde fysisk frem, får mulighed for at få deres hjælpemidler hurtigere end de gør i dag.

Seniorrådets høringssvar:

Inspireret af Hillerød Kommunes ”kvikkasse”, der efter ansøgning udleverer hjælpemidler ved personligt fremmøde, vil afd. for Visitation og Hjælpemidler i Center for Voksenstøtte og ældre sammen med Hjælpemiddeldepotet og Egedal Kommune undersøger muligheden for at etablere straksudlevering af udvalgte hjælpemidler. En visitator på udleveringsstedet vil vurdere behovet for og evt. justere hjælpemidler på stedet samt sikre borgeren den rette instruktion på det bedste og billigste udstyr. Målet er, at sikre hurtigere ekspedition, komme tættere på borgere, nedsætte belastning på telefonvagt samt reducere dokumentation for bevilling af hjælpemidler.

Initiativet vurderes at blive en serviceforbedring for de borgere, der kan møde op, - det er ikke i effektiviserings øjemed. Der skal fortsat leveres hjælpemidler indenfor 2-3 dage efter godkendelse af ansøgning, hvis borgere ikke kan møde op.

Seniorrådet anbefaler oprettelse af selvafhentning af hjælpemidler, men gør opmærksom på at for at så mange som muligt kan få gavn af tilbuddet, burde der oprettes et afhentningssted i Frederikssund

Økonomi

Orientering om undersøgelse af straksudlevering af visse typer hjælpemidler har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

67Orientering om program til Sundhedsugen 2022

Resume

Frederikssund Kommune afholder Sundhedsugen 2022 i uge 34. Formålet med sundhedsugen er først og fremmest at bidrage til bedre sundhed blandt Frederikssund Kommunes borgere. Derudover skal Sundhedsugen skabe fokus på sundhedsfremmende tilbud fra kommunale, kommercielle og frivillige aktører. Med denne sag orienteres det foreløbige program for Sundhedsugen 2022.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed, at:

  1. Orientering om det foreløbige program til Sundhedsugen 2022 tages til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Social og sundhed besluttede den 3. marts 2022 (sag nr. 29.00.00-P20-3-18) at afholde en sundhedsuge i uge 34 i 2022.

Sundhedsugen 2022 skal skabe synlighed om sundhedsfremmende tilbud, aktiviteter og indsatser fra lokale frivillige og kommercielle aktører i Frederikssund Kommune. Sundhedsugen henvender sig til alle borgere i Frederikssund Kommune. Derfor målrettes aktiviteterne både børn, voksne og ældre således at borgere i alle aldersgrupper får mulighed for at deltage i Sundhedsugen.

Programmet til Sundhedsugen udformes i samarbejde med eksterne aktører som borgere, frivillige organisationer og virksomheder samt interne aktører indenfor kommunens egne centre.

På hjemmesiden for Sundhedsugen 2022 (www.frederikssund.dk/sundhedsuge) opfordres aktører til at oprette events via den digitale kulturkalender KultuNaut, som Frederikssund Kommune i forvejen bruger til at vise, hvilke arrangementer der er i nærområdet. Fordelen ved at bruge KultuNaut er, at aktørerne selv kan styre omfanget af eventet, hvis der eksempelvis stilles krav til et maksimum for antal tilmeldte borgere. Med KultuNaut kan alle få mulighed for at arrangere et event, som kan designes specifikt til enhver målgruppe. Alle aktører har modtaget et brev fra udvalgsformændene, hvor de opfordres til at byde ind med arrangementer til afholdelse i Sundhedsugen.

Der er flere events, som allerede står i det digitale program for Sundhedsugen 2022. Frederikssund Stafetten afholdes om torsdagen i uge 34 og er arrangeret af Frontløberne. Om søndagen i uge 34 er der Kids Tour, et cykelløb for børn, hvorefter idrætsprisen for foreninger uddeles af Folkeoplysningsudvalget.

Administrationen planlægger en markedsdag evt. i samarbejde med handelslivet eller fritidslivet, som kan afholdes om lørdagen i uge 34. På markedsdagen vil der være stande, hvor blandt andet frivillige aktører som Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen mv. kan dele deres sundhedsperspektiver med borgerne i Frederikssund Kommune. Der planlægges yderligere et velkomstevent i starten af markedsdagen med eksempelvis en idrætscoach som laver fælles idrætsøvelser med borgerne.

Administrationen anbefaler at Social og sundhed drøfter afholdelse af et event, hvor politikere kan komme i dialog med Frederikssund Kommunes borgere om vores fælles sundhed. Der kan eksempelvis afholdes et borgermøde på et bibliotek, hvor omdrejningspunktet er fællesskaber for at bekæmpe ensomhed. Et andet forslag er at invitere borgere og politikere til åbent hus på Frederikssund Hospital, med mulighed for at få rundvisning på det kommende sundhedshus. Arrangementet kan eventuelt sluttes af med fællessang.

Da der udarbejdes et digitalt program for Sundhedsugen 2022, vil programmet for ugen løbende opdateres på Frederikssund Kommunes hjemmeside. Arrangementer kan meldes ind helt op til sundhedsugen, og derfor vil det endelige program først være klar umiddelbart inden uge 34.

Sundhedsugen projektledes og koordineres i et samarbejde mellem Center for Sundhed og Forebyggelse og Center for Kultur og Fritid.

Afholdelse af Sundhedsugen i uge 34 i 2022 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Inddragelse

I Sundhedsugen 2022 bliver borgerne inddraget i 1) udformningen af programmet for ugen, gennem mulighed for at indtaste events via KultuNaut 2) at deltage i aktiviteter og events i selve Sundhedsugen 2022.

Borgerinddragelse er yderligere beskrevet i sagsfremstillingen.

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes snarest muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet tager orienteringen til efterretning.

Seniorrådets høringssvar:

Social

og sundheds udvalget

får i denne sag en orientering om programmet til Sundhedsugen til orientering.

Programmet udformes i samarbejde med eksterne aktører bla. borgere, frivillige, organisationer, virksomheder m.fl.

Seniorrådet tager orienteringen

til efterretning.

Økonomi

Orientering om det foreløbige program til Sundhedsugen 2022 har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

68Meddelelser

Beslutning

Taget til efterretning.

Sagsfremstilling

Kommende arrangementer indenfor udvalgets område:

  • Fælles dialogmøde med Omsorg og ældre, Handicaprådet, Seniorrådet og bruger-/pårørenderåd på socialområdet om Budget 2023 den 20. juni 2022 klokken 16-17 i Byrådssalen.
  • Fælles dialogmøde med Omsorg og ældre, Handicaprådet, Seniorrådet og bruger-/pårørenderåd på socialområdet om Budget 2023 den 5. september 2022 klokken 16-17.

Meddelelser:

  • Planlægning af borgermøde om budget 2023-2026.
  • Endelig tilsynsrapport for bofællesskabet Egeparken 2022 fra Socilatilsyn Hovedstaden er vedlagt til orientering.
  • Status botilbud.
  • Regeringen har indgået en bred aftale om en sundhedsreform. Regeringens udspil til sundhedsreform og aftaleteksten med Folketingets partier er vedlagt til orientering.

Bilag

69Beslutning vedrørende botilbud (Lukket punkt)

Åben beslutning

Udvalget anbefaler model 1.

70Underskrifter

Beslutning

.

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark.

Når der trykkes "godkendt" svarer det til, at underskriftarket er underskrevet.