Frederikssund Kommunes logo

Økonomiudvalgets møde den 15. juni 2022

Byrådssalen kl. 16.00

Referat
Fold alle punkter [ud] [ind]

Beslutning

Godkendt.

Der var afbud fra Poul Erik Skov Christensen (A) og Rasmus Pedersen (Ø).

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø)

Kirsten Weiland (N).

Resume

Kommunens revision (BDO) har fremsendt beretning om revisionsaftale (beretning nr. 21), som redegør for revisionens opfattelse af samarbejdet og for lovgivningens afgrænsninger af Byrådets og revisors opgaver og ansvar. Derudover har BDO afgivet beretning om årsregnskabet for 2021 (beretning nr. 22).

Den udførte revision har ikke givet anledning til bemærkninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Beretning om revisionsaftale (beretning nr. 21) tages til efterretning.
  2. Beretning om årsregnskabet for 2021 (beretning nr. 22) godkendes.
  3. Årsregnskab for 2021 godkendes endeligt.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-3 anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har den 3. juni 2022 modtaget beretning nr. 21 vedrørende revisionsaftale, som det samlede Byråd hermed orienteres om.

Beretningen er udarbejdet som følge af valg af nyt Byråd den 1. januar 2022. Beretningen redegør for revisionens opfattelse af samarbejdet og for lovgivningens afgrænsninger af Byrådets og revisors opgaver og ansvar. Den omhandler herudover en beskrivelse af revisionens tilrettelæggelse, udførelse og rapportering. Rapporteringer til Byrådet vil tage udgangspunkt i beretningen om revisionsaftale. Beretningen en vedlagt som bilag.

Byrådet godkendte på sit møde den 27. april 2022 at oversende Frederikssund Kommunes årsregnskab for 2021 til revisionen. Revisionens beretning skal ifølge styrelsesloven afgives senest den 15. juni, hvorefter Økonomiudvalget og Byrådet inden udgangen af august måned skal godkende det endelige regnskab. Den lovpligtige revision omfatter både finansiel revision, juridisk-kritisk revision og løbende forvaltningsrevision.

BDO har den 3.juni 2022 afgivet beretning nr. 22 vedrørende årsregnskabet 2021. Det er revisionens opfattelse, at årsregnskabet i alle væsentlige henseender er rigtigt, dvs. udarbejdet i overensstemmelse med de relevante bekendtgørelser. Den udførte revision har ikke givet anledning til bemærkninger. Revisionsberetningen, revisionspåtegningen samt det endelige årsregnskab for 2021 er vedlagt som bilag.

Per Lund og Maj-Britt Aabrink fra BDO deltager på Økonomiudvalgsmødet under behandling af punktet.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Center for Økonomi har ikke yderligere bemærkninger til sagen.

Resume

Udkast til kommunens kommende indkøbspolitik forelægges til godkendelse. Politikken er mere princip-orienteret og mindre indkøbsteknisk end den nuværende politik. Den er opbygget omkring 5 temaer; "Det gode købmandskab", "Bæredygtige grønne indkøb", "Den sociale dimension", "Indkøb i kerneforretningen" og "Compliance, innovation og samarbejde".

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende udkast til ny indkøbspolitik.

Beslutning

Drøftet. Sagen genoptages på næste møde i Økonomiudvalget.

Den nuværende indkøbspolitik vedlægges referatet fra Økonomiudvalgets møde.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø)

Sagsfremstilling

Kommunens Udbuds- og indkøbspolitik 2018-2022 skal revideres 1. halvår 2022. På den baggrund fremlægges udkast til ny indkøbspolitik (vedlagt som bilag) til godkendelse.

Den foreslåede indkøbspolitik adskiller sig i sin form fra den hidtidige ved at være have en mere temaorienteret struktur, mere princip-orienterede formuleringer og et mindre indkøbsteknisk indhold.

Der er i indkøbspolitikken udpeget 5 fokusområder:

  • Det gode købmandskab: Her beskrives, hvordan kommunen overordnet søger at opnå størst kvalitet og økonomisk gevinst i vores indkøb.
  • Bæredygtige grønne indkøb: Her beskrives kommunens værdier omkring grønne indkøb. Konkrete målsætninger for grønne indkøb påtænkes indarbejdet i kommunes klimahandleplan, men politikken beskriver overordnede fokusområder, som vil være med til sætte rammerne og prioriteringen af arbejdet med grønne indkøb.
  • Den sociale dimension: Her beskrives det, hvordan kommunen varetager sit samfundsansvar i forbindelse med indkøb, herunder gennem brug af arbejdsklausuler og sociale klausuler.
  • Indkøb i kerneforretningen: Der er et stort potentiale i at arbejde med indkøbstiltag på velfærdsområderne. Der er derfor beskrevet, hvordan kommunen arbejder videre af dette spor.
  • Compliance, innovation og samarbejde: Her beskrives bl.a. generelle principper for vores samarbejde med leverandørerne og de generelle regler og forpligtelser på indkøbsområdet.

Herudover består indkøbspolitikken af et afsnit om den politiske behandlingsproces. Dette afsnit er i sit indhold identisk med den nugældende behandlingsproces. Dog foreslås det, at udbudsplanen fremover forelægges i 4. kvartal for Økonomiudvalget i forlængelse af vedtagelsen af budgettet. Heri angives de centrale udbud, som planlægges opstartet i de kommende 2 år.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Personalepolitikken er udarbejdet og vedtaget af Frederikssund Kommunes Hoved MED-udvalg og skal godkendes af Økonomiudvalget ved begyndelsen af byrådsperioden.

Indstilling

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget, at:

  1. Godkende Frederikssund Kommunens Personalepolitik.

Beslutning

Tiltrådt med den bemærkning, at det præciseres, at den omtalte retningslinje om mobning og chikane også bør omfatte seksuel chikane.

Den hidtidige personalepolitik vedlægges referatet fra Økonomiudvalgets møde.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Personalepolitikken skal ved hver ny byrådsperiode godkendes af Økonomiudvalget. Den reviderede personalepolitik er drøftet og vedtaget af Frederikssund Kommunes Hoved MED-udvalg den 5. maj 2022. Personalepolitikken, der udspringer af kommunens overordnede værdier, har primært gennemgået en opdatering som bl.a. indebærer, at de tre udviklingsspor i den nye strategi for organisationen, Sammen om Frederikssund, er afspejlet i politikken.

Inddragelse

Personalepolitikken er drøftet og godkendt på Hoved MED-udvalgsmøde den 5. maj 2022. Yderligere inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Ved denne sag skal Økonomiudvalget over for Byrådet anbefale at godkende et ændret vejforløb for Dalvejen i Vinge. Planlægningen af Vinges Bycentrum skal i gang, og derfor skal Dalvejens ændrede vejforløb også være afklaret forinden. Det er afgørende for en veldefineret planlægning, at det ændrede vejforløb, som Udviklingsplanen for Vinge anviser, godkendes.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende det ændrede vejforløb for Dalvejen i Vinge, som skitseret i Vinge udviklingsplan.

Beslutning

Anbefales.

Der vedlægges et bilag til Økonomiudvalgets referat med forslag til en mere bugtet linjeføring, der afspejler de øvrige vejforløb i byen.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Det ændrede vejforløb skal principielt godkendes for at gøre byens centrum klar til kommende byggeri og tager afsæt i Udviklingsplanen for Vinge. Det ændrede vejforløb sikrer, at Dalvejen kører ned til stationsforpladsen og under den kommende landskabsbro. Derved friholdes byens centrum og Det Grønne Hjerte for en gennemkørende vej og skaber muligheden for et stort, uforstyrret og attraktivt byrum omkring Tvinsmosen.

I den genbesøgte udviklingsplan anbefales Dalvejen ført sydover og ned til stationen, inden vejforløbet rammer krydset ved Deltavej. I den vestlige del af det reviderede vejforløb er der fortsat en usikkerhed om hvorvidt vejen skal føres op langs bebyggelsen ved Stationsvænget eller længere mod øst. Dette afklares nærmere i den senere detail planlægning af vejens forløb og koblingen til øvrige anvendelser i dette område. Når Dalvejens forløb mod vest er nærmere afklaret forelægges det politisk. Til sagen er vedlagt kortbilag, som viser Dalvejens ændrede forløb.

Det skal bemærkes, at det skitserede vejforløb vil få en mere bugtet linjeføring ved den endelige detailplanlægning, så vejens forløb også afspejler de øvrige vejforløb i byen. Det vedlagte kortbilag er udelukkende retningsgivende og viser den principielle linjeføring.

Med opstart i 2. halvår 2022 igangsættes den overordnede planlægning af stationsområdet. Derfor er det nødvendigt at fastlægge principperne for Dalvejens forløb langs stationsområdet og godkende det ændrede vejforløb. Det skal dog bemærkes, at den endelige projektering af vejens forløb sker i forbindelse med den kommende lokalplanlægning for stationsområdet. Med denne sag tages der principiel beslutning om at udmønte Udviklingsplanens vejprincip for Dalvejen. Anlæg af Dalvejen ned til stationen vil først blive realiseret, når stationsområdet er lokalplanlagt og det derved er nærmere afklaret, hvordan indretning, anvendelser og trafikafvikling håndteres.

Der pågår en opgradering af Dalvejen, hvor forløbet langs Tvinsmosen også etableres, dog kun i en midlertidig løsning. Opgradering af Dalvejen tager afsæt i det godkendte anlægsprojekt fra mødet i Teknisk udvalg den 7. april 2021. Det vurderes, at kommende byggeri omkring stationsområdet tidligst vil blive realiseret om 4-6 år. I den mellemliggende periode skal der sikres en ordentlig vejbetjening, hvorfor den midlertidige vejstrækning også realiseres i nuværende anlægsprojekt. Den midlertidige vejstrækning kan, til en hvis grad, genanvendes i den fremtidige planlægning og anlæg af stationsområdet.

Det skal bemærkes, at det ændrede vejforløb for Dalvejen ikke er budgetlagt. Anlægsoverslag på det ændrede vejforløb er 8 til 10 mio. kr., som vil skulle prioriteres indenfor de kommende 4-6 år sammen med øvrige anlægsbehov til den videre planlægning af Vinge centrum, såsom skole og landskabsbro.

Dette fremlægges politisk, når detailplanlægningen for Vinge Centrum er længere fremskreden.

Økonomi

Der er i den eksisterende investeringsplan ikke afsat et rådighedsbeløb til finansiering af det pågældende vejforløb. Som det oplyses i sagen, bør dette derfor prioriteres indenfor de næste 4-6 år, svarende til en anlægsudgift på 8-10 mio. kr.

Resume

Bærebo ønsker at revidere deres boligprojekt i Vinge således, at det i højere grad imødekommer deres kommende beboeres ønsker. Projekttilpasningen forudsætter en politisk godkendelse, som sker ved denne sag. Projekttilpasningen tager ligeledes afsæt i Udviklingsplanens ændrede vejforløb for Dalvejen, som anbefales ændret på anden sag på Økonomiudvalgets møde.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Den reviderede bebyggelsesplan godkendes principielt

Beslutning

Anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Bærebo har fremsendt anmodning om et revideret projekt som er afstemt med deres kommende beboere og i højere grad skaber bokvalitet for boligområdet. Ved denne sag skal Byrådet godkende Bærebos nu fremsendte tilpassede bebyggelsesplan efter accept af købstilbud på Byrådets møde den 24. februar 2021 og efterfølgende godkendelse af tidligere projekttilpasning på mødet den 24. juni 2021. Til sagen er vedlagt det godkendte projektforslag fra mødet i juni 2021. Bærebo har efterfølgende haft en optionsperiode frem til ultimo april 2022, som bygherre ønskede forlænget frem til 30. juni. 2022. Administrationen har imødekommet optionsforlængelsen. I forbindelse med godkendelse af indkommen købstilbud, blev det også bemærket, at optionsforlængelse er muligt, såfremt Frederikssund Kommune godkender dette.

Hvor den oprindelige bebyggelsesplan fra Bærebo dannede bygningsmæssig kant mod Dalvejen, anmoder Bærebo nu om en tilpasning. Under forudsætning af, at det ændrede vejforløb for Dalvejen godkendes, vil hensynet til bebyggelsen langs Dalvejen ikke længere gøre sig gældende.

Tilpasset bebyggelsesplan

Bebyggelsesplanen tager afsæt i en forventet beslutning om, at Dalvejens forløb løber sydover ned mod stationen, som fremlagt på Økonomiudvalgets øvrige punkt "Beslutning om ændring af Dalvejens planlagte vejforløb i Vinge Centrum". Til sagen er vedlagt bilag med Bærebos fremsendte anmodning og det reviderede projektforslag.

Herunder gengives i overordnede træk det tilpassede projektforslag:

  • Ændret bygningsfordeling hvor bebyggelsen langs Dalvejen bliver lavere og i stedet prioriteres bygningsvolumen mod Deltavej og fortsat med samme antal boliger som i oprindelige projektforslag
  • Indkørsel fra Dalvejen ca. 20 meter vest fra krydset ved Deltavej - så en del af det midlertidige vejstykke anvendes til boligområdets indkørsel
  • Etablering af areal til offentligt byrum på hjørnet af Deltavej og Dalvejen
  • Friholde byrummet i bebyggelsen for parkering for at skabe kvalitet for kommende beboere og derved placere parkeringsarealet mod syd
  • Aktivere stue/kælderetagen langs Deltavej med funktioner der kan styrke bylivet

Der er flere forhold i den tilpassede bebyggelsesplan som vil forudsætte dispensation fra lokalplan nr. 139. I denne sag, og på nuværende tegningsgrundlag, er der ikke foretaget endelig realitetsbehandling af de forhold. Til sagen er vedlagt et notat hvor administrationens foreløbige vurdering af bygherres tilpasningsforslag i forhold til dispensationsmuligheden gennemgås. Det skal understreges, at den endelige dispensationsansøgning vil blive behandlet når der fremsendes byggeandragende og at evt. væsentlige dispensationer vil blive fremlagt politisk. Såfremt det reviderede projektforslag godkendes, forventer Bærebo at fremsende byggeandragende i august måned.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Center for Økonomi har ingen bemærkninger, da sagen ikke har bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Byrådet besluttede på møde den 30. marts 2022 at igangsætte en proces med det formål at afdække og eventuelt iværksætte initiativer for at sikre tryghed og kriminalitetsforebyggelse i det offentlige rum.

På den baggrund har der været initieret borgerinddragende initiativer i form af både et borgermøde og den digitale platform www.vi.skaber.frederikssund.dk.

Derudover har alle politiske fagudvalg drøftet, hvordan man inden for de respektive områder kan bidrage til kriminalpræventive- og tryghedsskabende initiativer i Frederikssund Kommune.

Udbyttet af disse indsatser præsenteres i denne sag.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Beslutte tilbud om kriminalitetsforebyggende samtaler til unge og deres familier.
  2. Beslutte at tryghed og kriminalitetsforebyggelse fremadrettet medtænkes i planlægning af byrum, belysning og beplantning.
  3. Beslutte at der, som en del af implementeringen af kommunens nye klubstrategi, iværksættes dialog om tryghed med kommunens unge i Ungdomsklubberne og Ungerådet.
  4. Beslutte at relevante fagudvalg fremadrettet indtænker tryghed og kriminalitetsforebyggelse i både udformning og realisering af politikker og strategier, i dialog med relevante råd, nævn, bestyrelser m.fl.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-4 blev bragt til afstemning.

For indstillingen stemte: Anna Poulsen (F), Kirsten Weiland (N), Søren Weimann (B), Niels Martin Viuff (C), Morten Skovgaard (V), Michael Tøgersen (V), John Schmidt Andersen (V) og Tina Tving Stauning (A).

Imod indstillingen stemte: Inge Messerschmidt (O) med den begrundelse, at initiativerne ikke afhjæper den oplevede utryghed her og nu.

Indstillingspunkt 1-4 anbefales.

Kirsten Weiland (N) stillede et forslag om, at der tændes for gadebelysningen i Frederikssund by fredag og lørdag nat resten af 2022, som finansieres ved en tillægsbevilling på ca. 50.000 kr.

For forslaget stemte: Kirsten Weiland (N), Inge Messerschmidt (O), Niels Martin Viuff (C), Anna Poulsen (F) og Michael Tøgersen (V).

Imod forslaget stemte: John Schmidt Andersen (V), Morten Skovgaard (V) og Tina Tving Stauning (A).

Søren Weimann (B) undlod at stemme.

Forslaget tiltrådt.

Økonomiudvalget har fået tilsendt et opdateret bilag 1 (Opsamling fra fagudvalgenes drøftelser i maj 2022), hvori også referat fra drøftelser i Omsorg og ældre indgår. Dette bilag vedlægges referatet fra Økonomiudvalgets møde og erstatter det oprindelige bilag 1.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

På Byrådets møde den 30. marts 2022 blev det besluttet, at der med inddragelse af kommunens borgere skulle arbejdes med at udforske, belyse og drøfte viden og initiativer i forhold til kriminalitetsforebyggelse og tryghed.

Dette har betydet, at der har været afviklet et borgermøde i april måned, og at der på baggrund af perspektiver herfra har været iværksat digital borgerinvolvering via platformen www.vi.skaber.frederikssund.dk. Denne er en platform til borgerinddragelse med det formål at sikre borgerne mulighed for at bidrage til drøftelse og forslag til eventuelle indsatsområder fremadrettet. Borgerne har kunnet skrive perspektiver og forslag inden for syv forudbestemte temaer, som blev besluttet på baggrund af erfaringerne fra borgermødet.

Der har sideløbende været inddragelse af alle fagudvalg med henblik på at sikre bidrag på tværs af udvalgenes ansvarsområder. Alle fagudvalg har derfor på møder i maj måned 2022, som input til den videre proces, drøftet hvordan man inden for hvert udvalgs område kan bidrage til kriminalpræventive- og tryghedsskabende initiativer i Frederikssund Kommune.

Desuden er emnet på dagsordenen på kommunens møde med boligorganisationerne i juni måned 2022, og eventuelle bidrag herfra vil sidenhen blive inddraget i relevante fagudvalgs dagsordener.

Borgmesteren har herudover inviteret Justitsministeren til et temamøde med Byrådet om tryghed og kriminalitetsforebyggelse med det formål at sikre mulighed for en drøftelse af perspektiver og tiltag, der også skal adresseres nationalt, frem for kommunalt.

Processen er forankret i Økonomiudvalget, og erfaringerne fra den digitale borgerinvolvering og drøftelserne i fagudvalgene fremlægges derfor i bilag til denne sag for Økonomiudvalget og Byrådet, med det formål at konkrete initiativer besluttes. Desuden findes i bilag 3 relevante forskningsmæssige perspektiver på området, som kan fungere som relevant baggrundsviden for drøftelserne i Økonomiudvalget og Byrådet.

Forslag til beslutning om initiativer

Med udgangspunkt i de borgerforslag og perspektiver der blev adresseret på henholdsvis borgermødet i april og via den digitale platform, samt de input kommunens politiske fagudvalg på møder i maj 2022 har haft til emnet, anbefaler administrationen, at fire initiativer besluttes og iværksættes.

Tilbud om kriminalitetsforebyggende samtaler til unge og deres familier

Center for Familie & Rådgivning tilbyder, i samarbejde med Trivsel & Kriminalitetsforebyggelse (SSP), opfølgende samtaler med unge og deres familier. Samtalerne tilbydes, når den unge har været indkaldt til afhøring som mistænkt eller sigtet for kriminalitet.

Samtalerne tilbydes til unge og familier, hvor Center for Familie & Rådgivning ikke vurderer, at der er anledning til at opstarte en social sag, men hvor der kan være behov for samtaler af rådgivende karakter, for at forebygge at den unge bringer sig selv i samme situation igen.

Center for Familie & Rådgivning vurderer i samarbejde med Trivsel & Kriminalitetsforebyggelse, hvem der er relevante deltagere i sådanne samtaler.

Tiltaget vil kunne igangsættes fra og med den 1. august 2022 og er forankret i Børn, familie og forebyggelse i samarbejde med Skole, klub og SFO.

Tryghed og kriminalitetsforebyggelse skal medtænkes i planlægning af byrum, belysning og beplantning

Plan og teknik peger på muligheden for at arbejde med byrum, belysning og beplantning som bidrager til tryghed og kriminalitetsforebyggelse i forbindelse med planlægningen.

I arbejdet med at skabe trygge byer, trygge byrum og trygge rekreative områder kan der tages udgangspunkt i rapporten "Trygge byrum for alle, mange, få", som er udgivet af Det Kriminalpræventive Råd (DKR) i februar 2022. Forfatterne af rapporten kan eksempelvis inviteres til et fagligt temamøde med Plan og teknik med deltagelse af andre relevante udvalg samt fagpersoner.

Iværksættelse af dialog om tryghed med kommunens unge i Ungdomsklubberne og Ungerådet, som en del af implementeringen af kommunens nye klubstrategi

I efteråret 2022 er der særligt fokus på implementering af kommunens nye klubstrategi. Center for Børn og Skole kan derfor, som en del af samarbejdet med klubberne om implementeringen sikre, at der iværksættes dialoger om tryghed og de unges færden i det offentlige rum.

Relevante fagudvalg indtænker fremadrettet tryghed og kriminalitetsforebyggelse i udformning og realisering af politikker og strategier, i dialog med relevante råd, nævn, bestyrelser m.fl.

Fremadrettet vil det være muligt at sikre, at tryghed og kriminalitetsforebyggelse indtænkes som væsentlige perspektiver både i udformning og realisering af kommunens politikker og strategier på relevante områder. På den måde sikres både opfølgning og et tværgående og kontinuerligt fokus på området i kommunens styringsredskaber.

Inddragelse

Borgere i Frederikssund Kommune har både ved borgermøde og den digitale inddragelsesplatform været inviteret til at deltage i debatten om kriminalitetsforebyggelse og tryghed i det offentlige rum og komme med perspektiver og forslag.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Sagen giver en kort status over ukrainske flygtninge i Frederikssund Kommune og den forventede udvikling i den nærmeste fremtid. Byrådet besluttede den 2. juni 2022 at igangsætte forberedelser til indkvartering af yderligere 80 flygtninge i de kommunale ejendomme. I sagen nævens kort placering og tidshorisont for færdiggørelse af denne indkvartering. Da forventningen til antallet af flygtninge er stigende, foreslås klargøring til at modtage op til yderligere 53 ukrainere. Situationen med og udfordringer omkring medtagne kæledyr beskrives, og det foreslås, at der gives tilladelse til at dække udgifter til vaccination mod rabies. Der gives endvidere en status på kompensationsordningen til logiværter, og ordningen foreslås forlænget til udgangen af august 2022. Endelig gives en status på samarbejdet med de frivillige organisationer.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Økonomiudvalget over for Byrådet anbefaler, at:

  1. Der ansøges som en anlægsbevilling på 0,905 mio. kr., som samtidig frigives, til klargøring af Regnbuen i Jægerspris og Skolevejens Børnehave - udgiften forudsættes finansieret i 2. budgetopfølgning.
  2. Kompensationsordningen til logiværter forlænges med 2 måneder frem til 31. august 2022.
  3. Kommunen påtager sig forpligtigelsen med at vaccinere medbragte hunde og katte.
  4. Der gives en bevilling til 1 fuldtidsmedarbejder til at varetage opgaven som socialvicevært på de kommunale indkvarteringssteder i en periode på 12 måneder.
  5. Behovet for eventuelle tillægsbevillinger til driften, som følge af indstillingspunkt 1-4, afklares som en del af årets 2. budgetfølgning pr. 30/6, hvor der samtidig vil være et overblik over en eventuel foreløbig statslig kompensation.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-5 anbefales.

Desuden anbefaler udvalget, at boliger på Parkvej 12 klargøres, og at økonomien til dette beskrives frem mod Byrådets møde den 22. juni 2022.

Økonomiudvalget har fået tilsendt et notat vedr. Parkvej 12, som vedlægges referatet fra Økonomiudvalgets møde.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Status på visiterede borgere og forøgelse af kvoten for Frederikssund Kommune

Pr. 2. juni 2022 har Frederikssund kommune fået visiteret 129 ukrainske borgere, der har fået tildelt opholdstilladelse efter særloven.

Udlændingestyrelsen har visiteret omkring 19.000 ukrainere og vil dermed nu påbegynde fordelingen af den næste gruppe på op til 10.000 personer. Fordelingen sker, ligesom sidste fordeling, efter kommunernes andel af den samlede befolkning. Frederikssund Kommunes andel vil dermed øges med yderligere 78 borgere fra Ukraine.

10 kommuner har meddelt Udlændingestyrelsen, at de ønsker at modtage flere ukrainske flygtninge end deres kvote tilsiger. Styrelsen oplyser, at de indmeldte ønsker lægges oven i det samlede kommunetal. Der vil således ikke være kommuner, der skal modtage færre som konsekvens af andres ønsker om flere. Frederikssund Kommunes samlede kvote er hermed øget fra 168 til 246.

Indkvartering af borgere, som har fået opholdstilladelse

I nedenstående tabel fremgår indkvarteringen pr. 1. juni 2022.

Indkvarteringssted

Antal pladser

Nuværende antal beboere

Bemærkninger

Tolleruphøj

30-39

30

Ferslev skole

40

30

Skuldelev kro

30

29

Ifølge den aftale, der er indgået med kroen: Bemærk aftalen forventes opsagt ved udløb af august 2022.

Nordhøj

Ikke flere ledige

3

Privat indkvarteret

21

Primært hos logiværter

I alt

100-109

113

Fremskrivning/forventet udvikling i antal borgere

Frederikssund Kommunes kvote er som nævnt nu på 246. Kommunen har ikke modtaget information, om i hvilket omfang eller tempo, tildelingen af flere flygtninge vil komme til at foregå. Men det må forventes, at antallet over de næste uger og måske måneder vil blive øget. Det fremtidige behov for boliger afhænger også af, i hvilket omfang de visiterede borgere selv finder privat indkvartering. Her er en vigtig faktor, også i hvilket omfang ukrainerne opnår beskæftigelse og dermed får mulighed for at betale for en bolig. Primo juni måned har 12 ukrainere opnået ordinær beskæftigelse. Jobcenteret vurderer, at op mod 50 af de modtagne ukrainere har gode beskæftigelsesmuligheder på rimelig kort sigt, da de taler lidt eller godt engelsk. En mindre andel har en længerevarende uddannelse, såsom sygeplejerske, skolelærer, ingeniører m.m. Men at estimere beskæftigelsesmulighederne for gruppen som helhed og naturligvis især dem, der endnu ikke er visiteret til kommunen, er ikke muligt på nuværende tidspunkt.

Hvis der foretages et skøn på baggrund af den hidtidige visitering til kommunen af ukrainere med opholdstilladelse over de seneste par måneder, ses der ind i en fordobling af antallet over de kommende par måneder.

Da den nuværende kommunale indkvarteringskapacitet er ved at være nået, vil der være behov for yderligere boliger i den kommende tid.

Indkvartering fremover

Nedenfor ses en oversigt over den indkvartering, der blev besluttet ved byrådsmøde den 2. juni 2022. Som det ses, etableres der med denne beslutning yderligere 80 pladser. Det betyder, at der til sammen skabes plads til 159 flygtninge i de kommunale ejendomme.

Indkvarteringssted

Antal pladser

Type

Klar til anvendelse - dato

Ferslev skole (Trin 2)

40

10 pr. klasseværelse

21. juni

Tidligere Jægerspris bibliotek

40

Værelser 2-5 pr. værelse, samt ca. 10 familier på sovesal ca. 10 familier

2. juli (klargøringstid forventes at være ca. 4 uger)

Allerede etablerede pladser i kommunale ejendomme

79

I alt

159

På baggrund af den øgede kvote til kommunen på 246 personer anbefaler administrationen yderligere at igangsætte et eller flere af nedenstående tiltag.

Indkvarteringssted

Antal pladser

Type

Klargøringsperiode

Etableringsudgift

Løbende årlig drift

Regnbuen i Jægerspris

25

Værelser 1-3 personer. 12 værelser. I alt 25 personer.

Ca. 8 uger. (dog obs. på sommerferie medfører længere klargøringsperiode)

600.000

648.000

Skolevejens Børnehave

28

Værelser 1-4 personer. I alt 7 værelser

Klargøringsperiode 2-3 uger.

305.000

540.000

I alt

53

905.000

1.188

Tidligere beslutninger

159

I alt

212

På baggrund af ovenstående anbefaler administrationen at igangsætte klargøringen af Regnbuen i Jægerspris samt Skolevejens børnehave. Administrationen undersøger i øjeblikket også muligheden for at anvende Parkvej 12 i Jægerspris. Notat herom fremsendes til Økonomiudvalget inden mødet.

Endvidere pågår der et arbejde med at undersøge muligheden for at opsætte pavilloner til flygtninge.

Kompensation til logiværter

Frederikssund Kommune udbetaler kompensation til logiværter på 150 kr. pr. døgn pr. person. Siden opstarten den 10. marts og frem til den 5. april blev der samlet udbetalt 395.000 kr. til 20 logiværter. I perioden 6. april til 15. maj er der udbetalt 258.000 kr. til ca. 15 logiværter Logiværterne huser/har huset mellem 1-7 flygtninge. Flere flygtninge opnår opholdstilladelse og bliver herefter bliver selvforsørgende, så der dermed ikke skal udbetales til logiværter. Skønnet for den kommende udbetalingsperiode (16. maj til 15. juni), lyder derfor på, at der er ca. 10 ukrainere, der endnu ikke har opnået opholdstilladelse, hvilke giver en udgift på ca. 45.000 kr.

Ordningen gælder foreløbig frem til udgangen af juni 2022. Det skønnes, at der vil være meget få ukrainere tilbage uden opholdstilladelse, når vi når juli måned. Der kan muligvis komme flere til, men det vurderes at være mindre sandsynligt. Alligevel foreslås det at forlænge ordningen over sommeren, frem til den 31. august, af hensyn til de få, der evt. ikke har fået opholdstilladelsen inden, og i den situation, at der evt. skulle komme flere til landet i den periode. Dermed undgås forskelsbehandling baseret på en bestemt skæringsdato. Vurderingen er som nævnt, at der vil være meget få, og at udgiften derfor også bliver minimal.

Samarbejde med de frivillige organisationer

Frederikssund kommune har et godt og systematisk samarbejde med de frivillige organisationer i kommunen.

Som beskrevet i tidligere byrådssager (30. marts og 27. april 2022) ønsker kommunen et bredt samarbejde med humanitære organisationer, foreninger og privatpersoner, som gerne vil bidrage til flygtninges indkvartering og etablering af en god hverdag i Danmark. For at styrke indsatsen overfor ukrainere, er der indgået et samarbejde med bl.a. Dansk Flygtningehjælp og de øvrige frivillige organisationer, herunder Røde Kors. Kommunens frivillighedskonsulent er i løbende dialog med disse.

Center for Kultur og Fritid er i tæt samarbejde med Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors om at hjælpe ukrainske flygtninge i Frederikssund Kommune. Dansk Flygtningehjælp tilbyder bl.a. ”Tal Dansk Cafe” i Frivillighuset samt bistår med diverse papirer, herunder ansøgning om ophold. Dansk Røde Kors tilbyder bl.a. besøgsvenner og har etableret en samarbejdsaftale med Frederikssund Kommune.

Kæledyr

Flere ukrainske borgere har medbragt deres kæledyr. I øjeblikket er der ”indkvarteret” 2 hunde og 4 katte på Skuldelev Kro og Ferslev skole. Flere hunde bliver passet midlertidigt af private borgere. Flere ejere af de nævnte dyr har givet udtryk for, at de ønsker deres dyr tilbage. Ifølge miljølovgivningen må der ikke være mere end 4 hunde på en ejendom, der ikke har tilladelse til erhvervsmæssig dyrehold. Der er ikke begrænsning på katte og mindre dyr.

Frederikssund Kommune har været og er fortsat i dialog med KL og Fødevarestyrelsen samt Dyreværnet omkring udfordringen. Fødevarestyrelsen ønsker at se på mulige løsninger for de kommuner, som oplever flere udfordringer og kapacitetsproblemer i forhold til at huse personer med kæledyr. Der er i øjeblikket ikke nogen konkrete løsningsforslag fra Fødevarestyrelsens side. En mulighed vil være at anbringe dyrene på pension. I den forbindelse skal det bemærkes, at tæthed til dyrene har stor betydning for flygtningene, og at en sådan løsning derfor for mange vil blive betragtet som en uheldig løsning. Yderligere vil en sådan løsning være midlertidig og ikke løse det mere permanente problem. Frederikssund Kommune afventer fortsat en tilbagemelding fra KL og Fødevarestyrelsen.

Fødevarestyrelsen har udarbejdet en risikovurdering af smitterisikoen for rabies og vurderer, at der tale om en ”høj” risiko for at blive smittet af de medbragte kæledyr fra Ukraine og anbefaler, at kæledyr bliver registreret og vaccineret.

Vaccination, evt. ormekur og udstedelse af attest koster i omegnen af 2.500 kr. pr. kæledyr. Når der skal huses hunde og katte i de kommunale indkvarteringssteder, vil det være nødvendigt at sikre vaccination m.m. Det vurderes umiddelbart, at det ville koste ca. kr. 0,065 til vaccination.

Det er svært at vurdere, i hvilket omfang der kommer yderligere kæledyr i forbindelse med opholdstilladelser. Men det er velkendt, at mange har medbragt deres kæledyr på flugten fra Ukraine. Et skøn er, at der kan komme mellem 20 og 30 hunde eller katte over de kommende måneder.

NemID

En række flygtninge oplever problemer med at få NemID. Årsagen hertil er, at der skal opnås opholdstilladelse efter særloven, før et NemID kan udstedes. Den enkelte skal have et NemID for at kunne få en bankkonto mv. Der er hos bankerne ekspeditionstid på at få oprettet bankkonti.

Ressourcer til at varetage den kommunale indkvarteringsopgave og integrationsindsats

Den hidtidige indsats med at huse flygtningene har vist, at det kræver en betydelig indsats fra forskellige medarbejdere i kommunen, både i forbindelse med den initierende placering, herunder hensyntagen til familie og personlige forhold, handicap, kæledyr m.m. Løbende er der behov for konstant opfølgning og tilpasning af indsatsen på de forskellige indkvarteringssteder. En opgave, der bliver større desto flere der bliver visiteret og den deraf afledte udvidelse af indkvarteringssteder. Til at sikre en effektiv, tryg og hensigtsmæssig drift af indkvarteringsstederne foreslås det, at der ansættes 1 midlertidig socialvicevært i en afgrænset periode på 12 måneder.

Det tekniske servicekorps vil bistå beboerne med tekniske problemstillinger så som problemer med lys, varme og vand. Det forudsættes, at der bruges ca. 2 timer om ugen pr. lokation i gennemsnit for dette. Center for Ejendomme og IT etablerer i øjeblikket inden for den nuværende ressourceramme klargøringen af de forskellige ejendomme. Dette betyder, at andre af centrets opgaver forsinkes. Etableringen af flygtninge indkvarteringsstederne betyder, at bl.a. servicekorpsets planlagte opgaver på skoler og børnehuse udskydes, og at bl.a. bygningsregistrering og igangsættelse af planlagte vedligeholdelsesopgaver skubbes en eller flere måneder.

Modtagelse, integrations- og beskæftigelsesindsatsen har hidtil været varetaget indenfor Center for Job og Rådgivnings ramme.

Til at sikre en effektiv, tryg og hensigtsmæssig drift af indkvarteringsstederne og til varetagelse af integrations- og beskæftigelsesindsatsen for de ukrainske borgere, der opnår opholdstilladelse og visiteres til Frederikssund Kommune, vil der være behov for yderligere medarbejderressourcer til opgaverne. Der vil på den baggrund blive forelagt en sag om yderligere ressourcer til de ovennævnte opgaver til august 2022

Bilag: Der vedlægges til orientering et uddybende notat vedrørende indretning til indkvartering.

Inddragelse

Administrationen planlægger at afholde et borgermøde i uge 24 for naboer i nærområdet til indkvarteringsstederne for at sikre en forståelse og forankring af indsatsen lokalt.

Økonomi

Der anmodes i denne sag om en anlægsbevilling på 0,905 mio. kr. i 2022, til klargøring af Regnbuen i Jægerspris samt Skolevejens børnehave. Bevillingen indstilles finansieret ved årets 2. budgetopfølgning pr. 30/6.

Der forventes merudgifter til følgende driftsområder, som berøres i denne sagsfremstilling: Drift af indkvarteringssteder, kompensation til logiværter, vaccination af kæledyr og 1 socialvicevært. Disse udgiftsområder vil blive yderligere kvalificeret frem imod 2. budgetopfølgning. På dette tidspunkt forventes der ligeledes at være en afklaring af kommunernes foreløbige økonomiske kompensation, hvilket vil gøre det muligt at opgøre den umiddelbare nettokonsekvens for Frederikssund Kommune.

Resume

I denne sag forelægges Social og sundhed en procesplan for revision af Frederikssund Kommunens Handicap- og psykiatripolitik til godkendelse. Dette med udgangspunkt i en kort opridsning af baggrunden for politikken, og en kort status for arbejdet med implementering af den nuværende politik.

Procesplanen forelægges til orientering i Børn, familie og forebyggelse samt Unge, fritid og idræt i selvstændige sager på udvalgenes respektive møder i juni 2022.

Indstilling

Administrationen indstiller til Social og sundhed at:

  1. Tage orienteringen om arbejdet med Handicap- og psykiatripolitik 2019-2022 til efterretning
  2. Anbefale over for Økonomiudvalg og Byråd at godkende procesplan for revision af Handicap- og psykiatripolitikken.
  3. Anbefale over for Økonomiudvalg og Byråd, at den nye Handicap- og psykiatripolitik målrettes voksne på 18 år og derover.

Historik

Beslutning fra Social og sundhed, 2. juni 2022, pkt. 58:

Indstillingspunkt 1: Taget til efterretning.

Indstillingspunkt 2: Anbefales.

Indstillingspunkt 3: Anbefales, idet udvalget ønsker, at der er opmærksomhed på at overgangen fra barn til voksen kommer i fokus i den nye politik jævnfør anbefalinger fra taskforcens rapport.

Beslutning

Indstillingspunkt 2-3 fra Social og sundhed anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

På møde den 27. marts 2019 (sag 68) godkendte det daværende Byråd Frederikssund Kommunes Handicap- og psykiatripolitik 2019-2022. Politikken blev til gennem en bred og inddragende proces med input fra interesserede borgere, foreninger, råd, politikere og medarbejdere. Der blev således afholdt dialogmøde mellem det daværende Social- og Sundhedsudvalg, Ældrerådet, Handicaprådet samt beboer- og pårørenderåd, temamøde i Byrådet og et offentligt cafémøde i Elværket i Frederikssund. Politikken er vedlagt sagen som bilag.

På møde den 3. juni 2019 (sag 64) behandlede Social- og Sundhedsudvalget en procesplan for udarbejdelse af handleplan for udmøntning af Handicap- og psykiatripolitikken. Her besluttede udvalget, at der skulle udarbejdes handleplaner for henholdsvis botilbudsområdet samt for hjemløshed og beskæftigelse.

Status for plan for botilbudsområdet

På møde den 4. november 2019 (sag 104) godkendte Social- og Sundhedsudvalget en plan for botilbudsområdet, der blandt andet bestod af indsamling af viden, inspirationsture til botilbud i Frederikssund og andre kommuner, opstilling af modeller for den nye tilbudsvifte og slutteligt etablering af den nye tilbudsvifte.

Den 24. februar 2021 (sag 57) tiltrådte Byrådet Social- og Sundhedsudvalgets anbefaling om, at der i planen for det samlede botilbudsområde arbejdes videre med at udbygge botilbuddene på Vangedevej i Frederikssund og Egeparken i Jægerspris.

Social og sundhed er senest orienteret om arbejdet med plan for botilbud den 3. marts 2022 (sag 21), hvor udvalget drøftede høringssvar vedrørende en foranalyse for mulighederne i forhold til udvidelse af Vangedevej og Egeparken.

Status for plan for hjemløshed og beskæftigelse

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 3. juni 2019 (punkt 64) godkendte udvalget en procesplan for

udarbejdelse af en handleplan for hjemløshed og beskæftigelse.

På Social- og Sundhedsudvalgets møde den 7. oktober 2019 (sag 98) traf udvalget beslutning om at arbejde videre med følgende indsatsområder:

  1. Støtte udsatte, hjemløse borgere til at bevare kontakt til kommune, uddannelse og/eller arbejdspladsen
  2. Afklaring til borgere med sociale og psykiske udfordringer i forhold til beskæftigelsesmuligheder

Arbejdet med indsatsområderne er beskrevet i notatet ”Status på handleplan vedr. hjemløshed og beskæftigelse”, der er vedlagt sagen som bilag.

I notatet fremgår det blandt andet, at Center for Job og Rådgivning i forhold til fokusområde 1 har fokus på etablering og fastholdelse af en relevant boligløsning for den enkelte borger. Derudover er der arbejdet med rådgivningsmuligheder for borgere i hjemløshed eller i risiko for hjemløshed, som har behov for hjælp. Denne rådgivning gives primært via Ungekontakten og Rådgivningshuset. Derudover har der været fokus på sagsbehandlerne i jobcenteret, som har en koordinerende rolle og skal sikre, at borgere får en helhedsorienteret sagsbehandling. Dertil kommer, at sagsbehandlingen og de iværksatte indsatser gennemføres i samarbejde med den enkelte borger, så vedkommendes perspektiv, ønsker og mål indgår i tilrettelæggelsen af indsatsen hele vejen igennem den enkelte borgers forløb.

I forhold til arbejdet med fokusområde 2 fremgår det i notatet, at der konkret er arbejdet med forskellige indsatser og projekter, herunder mentorstøtte, virksomhedsindsats, Individuel Planlagt Støtte til Job (IPS), KLAPjob og samarbejde med frivillige, eksempelvis den frivillige gældsrådgivning og Røde Kors.

Taskforce

Frederikssund Kommune deltager i et samarbejde med Socialstyrelsens Taskforce-Handicap om et længerevarende analyse- og udviklingsforløb på voksenhandicapområdet, og har i den forbindelse modtaget en rapport, der klarlægger analysens resultater. I rapporten fremgår det, at taskforcen vurderer, at Frederikssund Kommune er på vej til at sikre et fælles fagligt grundlag for sagsbehandlingen på voksenhandicapområdet, blandt andet ved at kommunen har en opdateret Handicap- og psykiatripolitik.

Taskforcen anbefaler blandt andet, at Frederikssund Kommune arbejder på at udbrede kendskabet til handicappolitikken samt andre aktuelle politikker og sikre, at de omsættes i relevante styringsdokumenter. Taskforcen anbefaler samtidig, at Frederikssund Kommune opstiller konkrete mål for handicapområdet i forbindelse med udarbejdelsen af politikker, strategier, og handleplaner.

Revision af Handicap- og psykiatripolitik

Frederikssund Kommunes Handicap- og psykiatripolitik er gældende til og med 2022, hvorfor denne bør revideres i år. Revisionen af handicap- og psykiatripolitikken kan med fordel tage udgangspunkt i taskforcens anbefalinger.

Formålet med revisionen er blandt andet, at Handicap- og psykiatripolitikken skal opstille klare mål og retningslinjer for det specialiserede socialområde. Politikken skal således opstille en række politiske målsætninger for det specialiserede voksenområde, som vil blive omsat til konkrete mål i en handleplan.

Den nye Handicap- og psykiatripolitik vil således fungere som et centralt styringsdokument for det specialiserede socialområde, der vil danne ramme for udarbejdelse og implementering af yderligere styringsdokumenter på området, herunder en udviklings- og handleplan for det specialiserede voksenområde.

Samtidig skal det sikres, at Handicap- og psykiatripolitikken understøtter den fælleskommunale strategi ’Sammen om Frederikssund’ i samspil med Frederikssund Kommunes Sundhedspolitik 2022-2026 og andre relevante indsatser, eksempelvis frontløbernetværket.

Administrationen foreslår, at Handicap- og psykiatripolitikken målrettes voksne på 18 år og derover. Dette skyldes, at Frederikssund Kommune i 2021 vedtog Børne- og Ungepolitik – Et godt sted at vokse op, der er retningsgivende for hele børne- og ungeområdet - også for børn og unge med handicap eller psykiske udfordringer. Med budget 2022 har Byrådet desuden prioriteret at igangsætte et arbejde omkring tidlig forebyggende indsats i Frederikssund Kommune, herunder udarbejdelse af en strategi for indsatsen. Arbejdet med strategien og den tidlige forebyggende indsats tager sit afsæt i Børne- og Ungepolitikken. Børn, Familier og Forebyggelse godkendte, på deres møde 9. marts 2022, et kommissorium for den videre proces omkring tidlig forebyggende indsats. Kommissoriet har tilsvarende været sendt til orientering hos Unge, fritid og idræt; Skole, klub og SFO og Social og sundhed.

Proces for revision af Handicap- og psykiatripolitik

Administrationen foreslår, at revisionen foregår i en inddragende proces, der indledes med en workshop, hvor borgere, interessenter, Seniorrådet, Handicaprådet, medarbejdere, Social og sundhed, Børn, familie og forebyggelse samt Unge, fritid og idræt inviteres til at deltage.

På baggrund af workshoppen udarbejder administrationen et udkast til revideret Handicap- og psykiatripolitik, der behandles af Social og sundhed inden udkastet sendes i høring hos relevante interessenter. Efter høringsperioden forelægges indkomne høringssvar for Social og sundhed, der oversender udkastet til godkendelse i Byrådet.

Med udgangspunkt i input fra workshoppen, fremsendte høringssvar og udvalgets behandling, vil administrationen udarbejde et udkast til handleplan for, hvordan den reviderede Handicap- og psykiatripolitik kan udmøntes i konkrete initiativer. I udarbejdelsesprocessen vil interessenter blive inddraget i det omfang, det er relevant, fx ved at danne arbejdsgrupper med relevante medarbejdere og ledere.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Handicaprådet og Seniorrådet. Eventuelle høringssvar fremsendes hurtigst muligt til udvalgets medlemmer.

Handicaprådets høringssvar:

I forhold til handleplanen for hjemløshed fremgår det, at der er en særlig problematik for målgruppen af psykisk sårbare unge med økonomi i forhold til, at boligerne er for dyre i forhold til de unges ydelse (uddannelseshjælp). Handicaprådet har svært ved at se, at indsatsen i disse tilfælde er tilstrækkelig, da opskrivning på boliglisten i sig selv jo IKKE løser udfordringen med dyre boliger. Det er efter Rådets opfattelse problematisk, at en tredjedel af de hjemløse er unge under 30 år, som har brug for hjælp til at komme i gang med voksenlivet. Og hvis man ikke har tag over hovedet og et sted at sove, bliver det også rigtig svært at få ret meget andet i sit liv til at fungere. Efter Handicaprådets opfattelse er en bolig det første afgørende skridt ud af hjemløshed, og derfor skal samtlige hjemløse borgere tilbydes en fast bolig, der er til at betale. Derefter kan man tage fat på en målrettet indsats som for eksempel psykologhjælp, misbrugsbehandling eller anden social støtte.I den forbindelse anbefaler vi at få inspiration fra de kommuner, som har haft stor succes med Housing First-strategien som f.eks. Odense.

handleplan for beskæftigelseFrederikssund kommune har igangsat en række glimrende initiativer og projekter (IPS og Klapjob f.eks.), som er meget perspektivrige, for de borgere der er så heldige at kunne deltage heri. Målgrupperne for initiativerne er imidlertid stærkt begrænsede – nemlig førtidspensionister og patienter på Psykiatrisk Center Nordsjælland(PCN) – hvorimod ”almindelige borgere” med funktionsnedsættelser, der ikke er kommet gennem nåleøjet til førtidspension eller til behandling på PCN – IKKE har adgang til disse aktiviteter.Handicaprådet vil opfordre til, at disse aktiviteter udbredes og gøres tilgængelige for flere borgere med funktionsnedsættelse – således at de igangværende projekter kan bruges som en slags ”isbryder” til at åbne virksomhederne for målgruppen og give dem en chance for at blive selvforsørgende og få et meningsfuldt og værdigt arbejdsliv.

TaskforceHandicaprådet er enig i,at revisionen af handicap- og psykiatripolitikken skal tage udgangspunkt i taskforcens anbefalinger - herunder ikke mindst at der skal opstilles konkrete mål for handicapområdet, og at kendskabet til disse skal sikres – så de ikke blot bliver ord på et stykke papir - men så politikken kan fungere som et centralt styringsdokument for det specialiserede socialområde.TidsplanVi er ligeledes enige i, at den nye Handicap- og psykiatripolitik målrettes voksne på 18 år og derover samt i tidsplanen og den inddragende proces, den lægger op til.

Økonomi

Procesplan for revision af Frederikssund Kommunens Handicap- og psykiatripolitik har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Med baggrund i erfaringerne fra de seneste fire år, skal det besluttes, om bestyrelsen for Hjælpemiddeldepotet I/S fortsat skal bestå af udvalgsformænd fra Frederikssund og Egedal Kommuner.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Omsorg og ældre over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Bestyrelsen for Hjælpemiddeldepotet I/S udpeges blandt de deltagende kommuners administrative personale.
  2. Hver kommune udpeger den fagchef/centerchef, der har det organisatoriske ansvar for hjælpemiddelområdet, og at suppleanten er en administrativ repræsentant fra hver kommune.
  3. Formanden for bestyrelsen følger administrationskommunen, som pt. er Egedal Kommune.
  4. Godkende de reviderede vedtægter for Hjælpemiddeldepotet I/S.

Historik

Beslutning fra Omsorg og ældre, 2. juni 2022, pkt. 59:

Indstillingspunkt 1: Anbefales.

Indstillingspunkt 2: Anbefales.

Indstillingspunkt 3: Anbefales.

Indstillingspunkt 4: Anbefales idet udvalget ønsker referaterne forelagt på udvalgsmøderne.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-4 fra Omsorg og ældre anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Hjælpemiddeldepotet I/S er et fælleskommunalt selskab godkendt i henhold til Styrelseslovens § 60. Selskabet ejes af Frederikssund og Egedal kommuner og har til formål at anskaffe, opbevare og håndtere de genbrugshjælpemidler, som kommunerne bevilliger deres respektive borgere. Nærværende sag behandles sideløbende i Egedal Kommune.

Bestyrelsen består i dag af de til enhver tid værende formænd for kommunernes fagudvalg på hjælpemiddelområdet. Tilsvarende er suppleanterne udpeget blandt fagudvalgenes medlemmer.

Hjælpemiddeldepotet I/S er et driftsselskab. Der er indgået en Serviceaftale, som i detaljer regulerer Selskabets opgaveudførelse, herunder ekspeditionstider m.m., ligesom de to kommuner har aftalt en fast model for selskabets økonomi.

Visitationen til hjælpemidler til den enkelte borger ligger i de to kommuners respektive administrative afdelinger. Det er aftalt, at selskabets daglige administration varetages af Egedal Kommune, der samtidig har det daglige personaleansvar for selskabets leder.

Samlet set anbefaler administrationen, at selskabets bestyrelse fremadrettet udpeges blandt de to kommuners administrative personale. Konkret anbefales det, at de to byråd udpeger den fagchef/centerchef, der har det organisatoriske ansvar for hjælpemiddelområdet, og at der som suppleanter udpeges en administrativ repræsentant fra hver kommune. Det anbefales samtidig, at formandsposten følger administrationskommunen, som pt. er Egedal Kommune.

Minimum én gang årligt afholdes et ejerkredsmøde, hvor formandskabet for de ansvarlige fagudvalg på hjælpemiddelområdet fra hver enkelt kommune deltager. På ejerkredsmødet kan kommunerne tage beslutninger på hjælpemiddeldepotets vegne, herunder om ændring af administrationskommune.

Såfremt Byrådet tiltræder anbefalingerne, skal vedtægterne ændres. Administrationens forslag til reviderede vedtægter, der tager højde for de foreslåede ændringer i bestyrelsens sammensætning er vedlagt sagen som bilag.

Hjælpemiddeldepotet er et mindre selskab, hvilket betyder, at de nye vedtægter ikke skal godkendes af Statsforvaltningen, men alene fremsendes til orientering.

Hvis Byrådet fastholder en politisk bemanding i bestyrelsen fortsætter de nuværende vedtægter uændret. Det bemærkes, at udpegningen til bestyrelsen ikke tidligere har udløst honorar.

Inddragelse

Sagen er sendt i høring i Seniorrådet og Handicaprådet. Eventuelle høringssvar fremsendes til udvalgets medlemmer hurtigst muligt.

Handicaprådets høringssvar:

Handicaprådet har ingen kommentarer til forslaget om ændring af sammensætning i Hjælpemiddeldepotet.

Seniorrådets høringssvar:

Administrationen foreslår at bestyrelsen for Hjælpemiddeldepotet I/S ændres fra politiks repræsentation til administrativ repræsentation. Og, at der årlig afholdes et møde med ejerkredsen.

Seniorrådet har ingen kommentarer til forslaget.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Byrådet skal træffe beslutning om justeret periodisering af anlægsudgifter for Maritimt Center Frederikssund.

I forbindelse med forberedelserne til arkitektkonkurrencen for Maritimt Center Frederikssund har administrationen i tæt dialog med følgegrupperne udviklet projektets fire hovedvisioner samt gennemført en forundersøgelse af mulighederne for at opbevare både i vandet hele året rundt. Både visioner og undersøgelse af bådhåndtering er centrale forudsætninger for projektets videre udvikling. Med denne sag præsenteres Byrådet desuden for de videreudviklede visioner samt resultaterne fra undersøgelsen af bådhåndtering.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Unge, fritid og idræt over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Rapporten fra ekstern rådgiver med sammenfatning af forundersøgelse for vinteropbevaring af både på vand, fremtidige scenarier og potentialer tages til efterretning.
  2. Orientering om ny konkurrencesekretær
  3. Status på udvikling af vision for maritimt center tages til efterretning.
  4. Godkendelse af revideret tids- og procesplan
  5. Justere periodiseringen på de budgetlagte bruttoanlægsudgifter i investeringsplanen 2023-2032, således at bruttoanlægsudgifterne udgør 9,7 mio. kr. i 2023, 21,3 mio. kr. i 2024 og 17,5 mio. kr. i 2025.

Historik

Beslutning fra Unge, fritid og idræt, 31. maj 2022, pkt. 84:

Indstillingspunkt 1-3: Anbefales.

Indstillingspunkt 4 og 5 blev bragt til afstemning.

For stemte: Jesper Wittenburg (A), Kenneth Jensen (A) og Søren Weimann (B).

Undlod at stemme: Anne Sofie Uhrskov (V) og Niels Martin Viuff (C).

Indstillingspunkt 4 og 5: Anbefales.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-5 anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Fra idéfasen omkring et maritimt center i Frederikssund og frem til påbegyndelsen af et kommende konkurrenceprogram har visionen udviklet sig. Fem etablerede maritime foreninger med hver deres egne slidte faciliteter meldt klart ud, at de ville skabe et maritimt fællesskab sammen. Byrådet vedtog i december 2021 at igangsætte arbejdet med et konkurrenceprogram for Maritimt Center, hvor fire centrale visioner skulle videreudvikles. Samtidig godkendte Byrådet, at administrationen arbejder tæt sammen med Lokale- og Anlægsfonden med henblik på at udvikle et eksempelprojekt, fonden kan støtte med et fondstilskud.

I processen og dialogen med de maritime foreninger er visionerne videreudviklet med flere nuancer og beskrivelser. Visionen "Nytænkning af bådopbevaring" er blevet omformuleret til en mere ambitiøs titel: ”En moderne bæredygtig havn”. Denne visions justering deles med Frederikssund Lystbådehavn og elementer af visionen hører budgetmæssigt under Lystbådehavnens egen fremtidige investeringsplan. Som bilag til sagen er det oprindeligt vedtaget visionsdokument fra Byrådet i december 2021. Visionernes pejling ligger fast, men deres indhold og konkrete udformning vil være under fortsat udvikling under udarbejdelsen af konkurrenceprogrammet i tæt dialog med brugerne. Den færdigudviklede vision skal sammen med det endelige konkurrenceprogram godkendes af Byrådet.

De fire visioner beskrives for nuværende som nedenstående:

1. Byrummet helt ned til havnen

Frederikssund Lystbådehavn ligger i dag for enden af en blind vej og med en lukket oplevelse for ankommende gæster. Visionen er, at Maritimt Center og de tilstødende arealer åbnes op og bliver lettere tilgængelige fra Frederikssund by samt tilgængelig for alle borgere. Når man ankommer til lystbådehavnen skal det maritime miljø møde øjet, gerne med tydelige sigtelinjer til fjorden og havnen. Man skal hurtigt kunne danne sig et overblik ved ankomstvejen over områdets muligheder.

2. Nytænkende maritime faciliteter

Samspillet mellem aktiviteter på land og i vand skal nytænkes. De eksisterende maritime faciliteter huser én forening pr. facilitet. Der er ingen synergi, samarbejde eller fælles udnyttelse. Samtidig er faciliteterne lukket for alle andre end medlemmerne. De nye fælles faciliteter skal åbne sig op for alle forbipasserende, og der må gerne være fælles, offentlige arealer i tæt sammenhæng med dedikerede foreningsarealer. Det skal være lettere at blive inviteret indenfor i en maritim forening i Frederikssund.

3. En åben havn for alle

Lystbådehavnen råder over et stort areal, der i dag har den primære funktion at opbevare både. Arealet skal sættes i spil med henblik på at åbne området op for rekreative aktiviteter. Der skal skabes muligheder for, at der kan opstå interessante aktivitetstilbud. Lystbådehavnen skal være et sted man besøger, bruger og taler om - uanset om man dyrker maritime eller rekreative aktiviteter på havnens område. Områderne omkring havnen skal invitere til igangsættelse af spontane og selvorganiserede fællesskaber, i synergi med de organiserede og strukturerede aktiviteter.

4. En moderne bæredygtig havn

Frederikssund Lystbådehavn skal være en moderne og bæredygtig havn. Det betyder, at havnen skal drives med fokus på minimal miljøbelastning på Roskilde Fjord og at landarealerne bruges fleksibelt hele året.

Lystbådehavnen i Frederikssund drives i dag som de fleste danske lystbådehavne. Bådene bruges primært i sommerhalvåret og sættes på land fra oktober til april. Det efterlader havnens område som et opbevaringsareal i seks måneder om året. For at kunne indfri projektets ambitiøse visioner for havnens transformation skal bådopbevaringen nytænkes, således majoriteten af bådene opbevares i havnebassinet året rundt. Et mindre areal disponeres til bådoplag på land i vinterhalvåret. Denne vision betyder, at havnens faciliteter skal optimeres til at kunne beskytte bådene mod vejrlig i havnebassinet. Samtidig skal havnens drift af bådoptagning og bådoplag forbedres sådan, at bådene på land opbevares tættere og behandles miljømæssigt forsvarligt med skyllepladser og klargøringspladser, der sikrer imod udvaskning af farlig kemi fra bådene.

Forundersøgelse af både i vinterhavn

Da byrådet d. 15 december 2021 vedtog at godkende det videre arbejde med visionen om at nytænke bådopbevaring, igangsatte administrationen sammen med Lokale- og Anlægsfonden en forundersøgelse af, hvordan man kan sikre bådopbevaring i vandet om vinteren. Der var et behov for at indsamle viden og erfaringer, så visionen kunne skærpes og forudsætningerne for en realisering af visionen klargøres. Der blev nedsat en følgegruppe til forundersøgelsen som bestod af repræsentanter fra Frederikssund Lystbådehavn, Frederikssund Sejlklub, Direktøren i Foreningen for Lystbådehavne i Danmark (FLID), Lokale og Anlægsfonden og Center for Kultur og Fritid.

Forundersøgelsen har forløbet over tre faser:

  • Fase 1 har været at afdække tekniske, forsikringsmæssige og driftsmæssige spørgsmål til bådopbevaring i vand hele året.
  • Fase 2 har været en erfaringsindsamling med Frederikssund Lystbådehavn, Frederikssund Sejlklub og FLID. Foreningerne har været på studietur i Oslo for at besøge tre inspirationshavne, der arbejder med helårsopbevaring af både i vandet. Inspirationshavnene har også en stærk miljøprofil på håndtering af giftige bundmalinger, sortvand fra både og miljørigtige løsninger for bådejere. Der er generelt skabt en opmærksom omkring behovet for en fremtidig ambition om en miljømæssigt forsvarlig drift af lystbådehavne.
  • Fase 3 har fokuseret på, sammen med Arkitektfirmaet JaJa Arkitekter, at samle den tekniske afdækning og erfaringerne fra Norge til en rapport. Rapporten indeholder inspiration, potentialer og scenarier som kan inkluderes i et konkurrenceprogram for arkitektkonkurrencen for Maritimt Center Frederikssund. Rapportens konklusioner, scenarier og potentialer er blevet fremlagt for lystbådehavnens andelshavere på et informationsmøde den 5. maj 2022. Der deltog 110 deltagere på mødet, og der var et stort engagement og interesse for projektet.

De tekniske delrapporter konkluderer, at der ikke er noget til hinder for at lade sin båd blive i vandet året rundt - sålænge nogle forudsætninger omkring havnens faciliteter er opfyldt. Forsikringsmæssigt skal en lystbådehavn være kategoriseret som en A-havn af forsikringsbranchens organisation Forsikring og Pension for at kunne have både i havnen om vinteren. Frederikssund Lystbådehavn er i dag kategoriseret som en A-havn. Det vurderes i rapporten, at lystbådehavnen skal opgradere sit ydre værn mod syd, som ikke er dimensioneret til storme fra sydlige retning, for at kunne beholde sin plads i helårshavn kategorien.

En vinterhavn skal:

  1. være godkendt som en Kategori A-havn.
  2. være beskyttet af et ydre værn som en mole eller en kraftigt dimensioneret bølgebrydende flydebro.
  3. være installeret med en form for is-værn i havnebassinet.
  4. have flydebroer, der følger almindeligt tidevand og i særlige tilfælde stormflodstidevande.

Rapporten fremlægger igennem forskellige scenarier potentialerne ved at bruge havnens omkringliggende arealer til at invitere flere til rekreative aktiviteter på og ved fjorden. Rapporten viser, at potentialerne ved at nytænke vinteropbevaringen af både kan understøtte projektets øvrige visioner. Rapporten er vedlagt som bilag.

Som bilag til rapporten er udarbejdet fire videointerviews, som udvalget kan tilgå på nedenstående links:

Rapporten, der sammenfatter forundersøgelsen, viser at visionen om en moderne bæredygtig havn er en forudsætning for realiseringen de øvrige 3 visioner i projektet - Byrummet helt ned til havnen, Nytænkende maritime faciliteter og En åben havn for alle.

Realisering af en helårshavn

Omdannelse af de nuværende landarealer fra bådoplag til rekreative og maritime faciliteter kræver at havnens nuværende faciliteter forbedres. Administrationen samarbejder med lystbådehavnens bestyrelse og Lokale- og Anlægsfonden om at udvikle en model for, at havnen kan fungere som vinterhavn. En forudsætning for at sikre Frederikssund Lystbådehavn, er at havnen skal have etableret en bølgebrydende flydebro yderst i havnebassinet mod syd som værn mod dårligt vejr. Endvidere skal havnen have mulighed for at sætte et isværn op i tilfælde af en hård isvinter. Dette er investeringer som Lokale og Anlægsfonden kan se som potentielle støtteelementer i projektet for at realisere visionen om en moderne bæredygtig havn. Det afgørende for at Lokale- og Anlægsfonden kan yde dette tilskud er, at man kan indfri ambitionen om at gøre Frederikssund Lystbådehavn til en foregangshavn for fremtidig havnedrift, hvor landarealerne inviterer til en større rekreativ mangfoldighed.

Nu hvor forundersøgelse er gennemført og fakta belyst, vil administrationen i dialog med Lokale og Anlægsfonden, projektets konkurrencesekretær og de maritime foreninger fremlægge en sag for byrådet i september 2022, der beskriver en model for realisering af visionen om en moderne bæredygtig havn.

Ny konkurrencesekretær

Administrationen har vurderet, at projektet havde behov for at tilknytte en ny konkurrencesekretær, som kunne løfte brugerinddragelsen og sikre at byrådets visioner med projektet tydeligt indgår i en kommende arkitektkonkurrence. Der er indgået en aftale med RUM Arkitekter om opgaven som konkurrencesekretær for arkitektkonkurrencen. Til byrådets godkendelser er i bilag vedhæftet en revideret tids- og procesplan for projektet. Projektet forventes afsluttet i 2025.

Unge, fritid og idræt afholder indledende workshop 23. august 2022.

Udvalgene Unge, fritid og idræt, Plan og teknik samt Klima, natur og energi bliver inviteret til en workshop om indholdet i konkurrenceprogrammet d.11. oktober 2022.

Ændret periodisering i investeringsplanen 2023-2032

Der er i oplægget til investeringsplanen 2023-2032 afsat 48,5 mio. kr. til Maritimt Center fordelt med 26,5 mio. kr. i 2023 og 22 mio. kr. i 2024.

Med nærværende sag indstilles der til en ændret periodisering på anlægsprojektet i investeringsplanen 2023-2032, således at bruttoanlægsudgifterne udgør 9,7 mio. kr. i 2023, 21,3 mio. kr. i 2024 og 17,5 mio. kr. i 2025. Dermed nedskrives bruttoanlægsudgifterne med 16,8 mio. kr. i 2023, 0,7 mio. kr. i 2024 og opskrives tilsvarende med 17,5 mio. kr. i 2025.

Inddragelse

Følgegruppen af maritime foreninger har været tæt inddraget i udviklingen af projektets visioner. Den tekniske forundersøgelse er udarbejdet i tæt dialog med Frederikssund Lystbådehavn og Frederikssund Sejlklub. Begge foreninger har endvidere deltaget i en studietur til Oslo Fjorden for at besøge eksempelhavne, der opbevarer både i vandet året rundt og har stærke miljøprofiler.

Økonomi

I oplægget til investeringsplanen 2023-2032 er der afsat 48,5 mio. kr. til Maritimt Center.

Med nærværende sag indstilles der til en ændret periodisering, således at bruttoanlægsudgifterne nedskrives med 16,8 mio. kr. i 2023 og 0,7 mio. kr. i 2024, mens bruttoanlægsudgifterne opskrives med 17,5 mio. kr. i 2025.

Dermed udgør budgettet til bruttoanlægsudgifterne 9,7 mio. kr. i 2023, 21,3 mio. kr. i 2024 og 17,5 mio. kr. i 2025. og det samlede budget for bruttoanlægsudgifterne udgør 48,5 mio. i 2023-2025.

Resume

Dette tillæg til spildevandsplanen supplerer spildevandsplanen for Frederikssund Kommune: ”Spildevandsplan for Frederikssund Kommune 2013-2021”. Tillægget udarbejdes for at tilpasse spildevandsplanen til faktiske forhold. Med tillægget optages 2 eksisterende udløb i spildevandsplanen og det vil fremover fremgå, at opland 436 er separatkloakeret samt at virksomheden i oplandet er delvist udtrådt af spildevandsforsyningen. Plangrundlaget gør det muligt for Miljøstyrelsen at meddele en revideret udledningstilladelse til virksomheden og dermed at den miljømæssige påvirkning af Græse Å og Roskilde Fjord reduceres.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende at tillæg til spildevandsplan 2031-2021: "Separatkloakeret opland 436, delvist udtræden af klokaforsyningen, privat udledning til Græse Å via udløb U436-1 og udløb U436-2 til Roskilde Fjord" sendes i 8 ugers offentlig høring.

Historik

Beslutning fra Plan og teknik, 7. juni 2022, pkt. 117:

Anbefales.

Beslutning

Anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Hvorfor skal der vedtages et tillæg og hvad besluttes med tillægget:

Tillægget udarbejdes for at tilpasse spildevandsplanen til faktiske forhold.

Det fremgår af Frederikssund Kommunes spildevandsplan, at opland 436, som omfatter matriklerne 15a, 15aæ, 15aø og 16a Ude Sundby, er separatkloakeret. Det betyder, at spildevand, samt tag - og overfladevand skal håndteres af Novafos. Det betyder også, at der er tilslutningsret og pligt til forsyningens ledninger.

Frederikssund Kommune er blevet bekendt med, at overfladevand og mosedrænvand fra ovenfornævnte matrikler ikke ledes til Novafos ledninger, men at vandet ledes til hhv. Græse Å og Roskilde Fjord. De 2 udledninger er reguleret af virksomhedens miljøgodkendelse, som Miljøstyrelsen er myndighed for.

Der er tale om forurenet overfladevand fra virksomhedens aktiviteter. I henhold til Frederikssund Kommunes spildevandsplan skal de 2 udledninger derfor ledes til Novafos spildevandsledning med efterfølgende rensning på Frederikssund renseanlæg og derefter udledes i Roskilde Fjord.

Imidlertid har vandet aldrig været ledt på spildevandsledning, men bliver renset og forsinket på virksomheden før udledning til Græse Å og Roskilde fjord. Novafos har oplyst, at der er begrænset kapacitet på spildevandsledningen og finder det hensigtsmæssigt, at vandet fortsat renses på virksomheden og derfra udledes direkte til recipient.

Administrationen er indforstået med at tilrette plangrundlaget, som muliggør, at de 2 udledninger fortsat kan finde sted. Dette er under forudsætning af, at Miljøstyrelsen stiller krav til virksomhedens udledning, der sikrer, at tilstanden for Græse Å og Roskilde Fjord ikke forværres og at gældende krav til sådanne udledninger overholdes. Dette har Miljøstyrelsen bekræftet.

Dette tillæg udarbejdes således for at sikre det planmæssige grundlag for at de eksisterende forhold fortsat kan finde sted, selvom området er separatkloakeret. Med tillægget optages de 2 eksisterende udløb i spildevandsplanen og det vil fremgå at opland 436 er separatkloakeret samt at virksomheden er delvist udtrådt af spildevandsforsyningen. Da virksomheden reelt aldrig har udledt vandet til hverken regnvandsledning eller spildevandsledning, betales der ikke tilslutningsbidrag tilbage i forbindelse med vedtagelse af tillægget.

Proces

Tillægget til spildevandsplanen og tilhørende miljøscreening skal sendes i 8 ugers offentlig høring. Efter høringsperioden bearbejdes eventuelle kommentarer og indsigelser. Den endelige udgave af tillægget kan jf. delegationsplanen herefter vedtages administrativt, såfremt der ikke er kommet væsentlige indsigelser i høringsperioden.

Inddragelse

Der har ved udarbejdelse af udkast til tillægget været et samarbejde med Miljøstyrelsen, virksomheden og med Novafos. Alle parter foretrækker at tillægget til spildevandsplanen vedtages.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Byrådet skal med denne sag tage stillling til, om de vil godkende lokalplan 152 og kommuneplantillæg 001 for boligområde ved Mekongvej i Vinge endeligt.

Planerne muliggør etablering af en karré-/randbebyggelse i 2-5 etager ud mod Dalvejen og sikre områdets grønne struktur.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:  

  1. Lokalplan 152 og tilhørende kommuneplantillæg 001 vedtages endeligt.

Historik

Beslutning fra Plan og teknik, 7. juni 2022, pkt. 110:

Anbefales.

Beslutning

Anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Om planerne

Plan- og Miljøudvalget igangsatte udarbejdelsen af planerne den 30. november 2021, og Byrådet vedtog planforslagene den 30. marts 2022, hvorefter de blev sendt i offentlig høring.

Planområdet ligger i Vinge mellem Dalvejen, Mekongvej og Deltavej og omfatter et areal på ca. 1,1 ha. Formålet med lokalplanen er at give mulighed for at etablere en karré-/randbebyggelse i 2-5 etager mod Dalvejen med en bebyggelsesprocent på maksimalt 70. Bebyggelsen skal udføres som etageboliger evt. kombineret med tæt-lav bebyggelse. Der muliggøres endvidere fællesfunktioner i bebyggelsens stueetage, der kan medvirke til at skabe ramme om byliv og fællesskab med en aktiv stueetage og bestemmelser for kantzone.

Med lokalplanen videreføres en bebyggelsesstruktur, som understreger den større bymæssige tyngde, der ønskes langs med Dalvejen og Deltavej, der leder frem til de helt centrale dele af Vinge. Den vestlige hjørnebebyggelse mod Deltavej skal således etableres i 4-5 etager og udgør en del af byporten til Deltakvarteret. Lokalplanen sikrer, at bebyggelse på det sted både visuelt og funktionelt bidrager positivt til bylivet i Vinge. Der er bl.a. lagt vægt på arkitektonisk variation, så randbebyggelsen ikke domineres af lange ensarterede facadeforløb. Ligesom der specifikt er stillet krav til op- og nedskalering af bebyggelsens højde samt arkitektonisk opbrydning af facaderne.

Vejbetjening vil ske fra både Deltavej og Mekongvej. Vejen i området hastighedsdæmpes ved indpasning af chikane o.lign. Af hensyn til at sikre grønne byrum med plads til ophold, er der stillet krav om, at parkering så vidt muligt etableres i konstruktion. Det kan ske i form af et selvstændigt punkthus placeret mod krydset Dalvejen/Deltavej eller centralt i bygningen i tilknytning til den grønne kile. Der gives endvidere mulighed for at parkering kan etableres på terræn.

Endelig sikrer planen, at områdets friarealer og stiforbindelser indgår i kvarterets overordnede grønne struktur, og derudover sikrer spredningskorridoren mod nord, der er en vigtig forbindelse for de bilag IV arter, der lever i tilknytning til Tvinsmosen.

Formålet med kommuneplantillægget er at bringe lokalplanen i overensstemmelse med kommuneplanen, således udlægger tillægget et nyt mindre rammeområde, der muliggør ny boligbebyggelse i op til 5 etager/18 m med en bebyggelsesprocent på 70 %. Området er i dag omfattet af en større kommuneplanramme B 2.1 ’Nord for Dalvejen’ og er udlagt til boligformål med bebyggelse i op til 4 etager/14 m og en samlet bebyggelsesprocent på 100 % for rammeområdet under ét.

HøringssvarPlanforslagene har været fremlagt i offentlig høring i perioden fra den 31. marts 2022 til den 3. maj 2022. I høringsperioden er der modtaget 3 høringssvar fra hhv. Grundejerforeningen Deltakvarteret og 2 individuelle høringssvar fra naboer til lokalplanområdet. Høringssvarene omhandler bl.a. lavere bygningshøjder, vindforhold, parkeringsforhold, hastighed på den interne fordelingsvej samt drift af de grønne fællesarealer.

Alle høringssvarene er behandlet i hvidbogen. Af administrationens bemærkninger til høringssvarene kan det kort fremhæves, at en gradvis nedskalering af byggehøjderne fra vest mod øst kan undersøges nærmere, men dette kræver politisk stillingtagen på denne sag. Mindskelse af vindpåvirkning i byrummet er et fokuspunkt i det kommende udbud. Af hensyn til Vinges nuværende udviklingsstadie er parkeringsnormen for planen hævet til 1 p-plads pr. bolig, og parkering ønskes i videst mulig udstrækning udformet i konstruktion for at fremme det grønne byrum. Der er redegjort for det samlede resultat af den offentlige høring i hvidbogen. Samlet set har høringen givet anledning til tekniske præciseringer og suppleringer i lokalplanforslaget og forslag til kommuneplantillægget, men ikke større ændringer.

Hvidbog, høringssvar, lokalplan 152 og kommuneplantillæg 001 er vedlagt dagsordenen som bilag.

Inddragelse

Administrationen har den 4. april afholdt møde med Deltakvarterets grundejerforening, hvor planforslagene blev gennemgået og der var dialog omkring planforslagenes indhold og principper.Kommunen inviterede endvidere under udarbejdelsen af planforslaget til et for-dialogmøde d. 1. februar, hvor administrationen og Byrådet mødtes med interesserede borgere i området for at tale om det kommende planforslag og det mulige byggeri på arealet.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Billetprisen på færgen Colombus er ikke steget de seneste 10 år. Med henblik på at reducere underskuddet for årets færgedrift foreslås det at undersøge mulighederne for at udvide sejlperioden. Det foreslås også at hæve billetprisen for voksenbilletter i 2022 og frem.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Administrationen bemyndiges til at indlede forhandling med den ekterne skipper om at udvide sejlperioden til 1. november såfremt det er muligt på grund af vejrlig.
  2. Billetprisen hæves med 10 kr. pr. voksenbillet (alternativ 2).

Historik

Beslutning fra Plan og teknik, 7. juni 2022, pkt. 123:

Anbefales.

Beslutning

Anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Færgen Colombus normale sejlperiode er fastsat til 1. april til 1. oktober. Det bør undersøges, om det er muligt at udvide sejlperioden frem til 1. november, og dermed også stille servicen til rådighed hen over efterårsferien - til gavn for både turister og de, som i dagligdagen benytter færgen. Det skal dog bemærkes, at der kan komme efterår med øget blæst og kulde, som betyder at det kan være umuligt at sejle. At ændre sejlperioden vil medføre, at kontrakten med den eksterne skipper vil skulle genforhandles.

Henset til stigende brændstofpriser og manglende indtægter som følge af, at færgen på grund af nødvendige reparationer ikke har kunnet sejle i perioden 1. april - forventet primo juni 2022 forslås det, at hæve billetprisen med 10 kr. pr. voksenbillet, hvilket ca. svarer til en årlig prisfremskrivning på ca. 2 %.

Nedenfor vises den økonomiske effekt ved henholdsvis 5 og 10 kroners stigning i billetprisen for voksenbilletter.

Til sammenligning er billetprisen på omkringliggende færger i år 2022:

- Orø-Hammerbakke 39 kr. (længde 0,3 sømil). Øfærger modtager statstilskud.

- Holbæk Orø 37 kr. (længde 3,5 sømil). Øfærger modtager statstilskud.

- Hundested – Rørvig 60 kr. (længde 3,1 sømil)

- Agersø- Stigsnæs (2021 priser) 55 kr. (længde 1,6 sømil)

Colombus rute er til sammenligning 0,4 sømil.

Inddragelse

Der er har været afholdt dialogmøde med færgens eksterne skipper med henblik på at fastlægge forslaget til ny billetpris.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Ved en stigning i billetprisen på 10. kr. pr voksenbillet, vil kommunen alt andet lige opleve en stigende overskudsandel. Det skal bemærkes, at overskuddet fra sejlladset deles med Skipper og afregnes ultimo året.

Resume

Administrationen anmoder i denne sag om en bevilling samt frigivelse af allerede budgetterede midler til implementering af de nye affaldsordninger.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Ud af det samlede finansieringsbehov på 42,617, finansieres de 8,542 af det allerede afsatte rådighedsbeløb til formålet på 8,542 mio. kr. i 2022, som samtidig frigives.
  2. Der gives en anlægsbevilling på (42,617-8,542) 34,075 mio. kr. i 2022, svarende til den resterende anskaffelsespris, som samtidig frigives.
  3. Der gives en bevilling til låneoptagelse på 29,865 mio kr. i 2022, svarende til affaldsområdets forventede gæld til det skattefinansierede område ultimo året.
  4. Den oparbejdede gæld til det skattefinansierede område, forventes afdraget over de kommende 10 år, hvorfor disse afdrag vil modsvare renter og afdrag på det nye lån. Såvel virkninger af nyt takstbilag, samt renter og afdrag vil blive indarbejdet i oplæg til budget 2023 - 2026.

Historik

Beslutning fra Plan og teknik, 7. juni 2022, pkt. 121:

Anbefales.

Beslutning

Indstillingspunkt 1-4 anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

Med denne sag anmoder administrationen om en bevilling, samt frigivelse af allerede budgetterede midler til implementeringen af nye affaldsordninger.

I foråret 2021 tog det daværende Teknisk Udvalg stilling til principper for de nye affaldsordninger. Teknisk Udvalg besluttede, at de nye affaldsordninger skulle have plads til 9 affaldsfraktioner i beholdere, herunder en blandet fraktion med plast og mad-/drikkekartoner (PMDK). Den nye standardløsning i kommunen skulle være 4 beholdere på 240L, heraf tre beholdere med to rum og en med et rum, samt en kasse til farligt affald. Principperne blev udfoldet i et nyt regulativ for husholdningsaffald med tilhørende vejledninger, der i september 2021 blev vedtaget af Byrådet.

I forbindelse med implementering af de nye affaldsordninger er der indkøbt ca. 81.000 nye skraldespande og minicontainere samt 22.300 miljøkasser og et mindre antal miljøskabe. Det nye affaldsmateriel er bragt ud og gammelt affaldsmateriel er ved at blive hentet hjem og klargjort til genanvendelse.

Nyt affaldsmateriel er indkøbt under et rammeudbud udført af Vestforbrænding I/S.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Sagen omhandler finansiering af nye affaldsspande.Der er tale om et brugerfinansieret område, hvorfor anskaffelsen ikke påvirker kommunens bruttoanlægsramme, idet denne udelukkende omfatter det skattefinansierede område.

Det vedtagne budget 2022 indeholder et rådighedsbeløb 8,542 mio. kr. til anskaffelse af affaldsspande, som søges frigivet til delvis finansiering i denne sag.Idet det samlede anskaffelsesbehov er oplyst til 42,617 mio. kr., ansøges den resterende anskaffelse finansieret ved ansøgning om en tillægsbevilling (anlæg) på 34,075 mio. kr. i 2022.

Den kommunale lånebekendtgørelse giver mulighed for at kommunen kan låneoptage et eventuel negativt mellemværende, mellem affaldsområdet og det skattefinansierede område.Det samlede affaldsområde har primo 2022, et tilgodehavende i kommunekassen på 15,1 mio. kr., hvilket forventes at være vendt til et underskud på -29,865 mio. kr. ultimo 2022, når der korrigeres for områdets forventede forbrug i 2022, efter de i denne sag ansøgte bevillinger.

På denne baggrund indstilles bevilling til en låneoptagelse i 2022 på -29,865 mio. kr., svarende til affaldsområdets forventede gæld til det skattefinansierede område ultimo 2022.

Der er en forventning om at affaldsområdet via forhøjede takster, som vil skulle vedtages som en del af budget 2023 - 2026, vil sikre at områdets gæld til det skattefinansierede område, tilbagebetales over ca. 10 år.Af samme årsag indstilles lånet optaget med en tilsvarende løbetid, hvorfor tiltaget ikke forventes at påvirke det skattefinansierede område, idet de nye takster forventes at kunne finansiere lånets renter og afdrag.

De afledte konsekvenser for 2023 - 2026, vil blive medtaget i det kommende budgetarbejde.

Resume

Plan og teknik skal med denne sag tage stilling til, om der skal igangsættes udarbejdelse af lokalplan for et nyt boligområde øst for Præstemosen i det sydlige Vinge.

Ansøger har udarbejdet et skitseforslag for udviklingen af området, jf. vedlagte bilag. Ansøger ønsker at muliggøre opførelse af 160-230 boliger som en blanding af etageboliger og rækkehuse. Etageboliger i 3-4 etager i den nordlige del af området mod Vinge Boulevard og det stationsnære kerneområde i Vinge, og rækkehuse i 1-2 etager i den sydlige del af området mod landsbyen Snostrup.

Området er omfattet af rækkefølgebestemmelser i kommuneplan 2021 og frigives først til byudvikling i anden halvdel af kommuneplanperioden, dvs. 2027-2033. Der skal derfor parallelt med lokalplanforslaget udarbejdes et kommuneplantillæg, der ophæver rækkefølgebestemmelserne og muliggør vedtagelse af ny lokalplan.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Plan og teknik over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Igangsætte udarbejdelse af kommuneplantillæg, der giver mulighed for at fjerne rækkefølgebestemmelserne for området
  2. Igangsætte udarbejdelse af lokalplan for boliger øst for Præstemosen i den sydlige del af Vinge
  3. Administrationens anbefalinger til byggeriets udformning og placering imødekommes.

Historik

Beslutning fra Plan og teknik, 7. juni 2022, pkt. 114:

Anbefales. Udvalget ønsker, at der gennemføres en dialog med borgerne.

Beslutning

Indstillingen fra Plan og teknik anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A).

Rasmus Petersen (Ø).

John Schmidt Andersen (V).

Sagsfremstilling

Overordnet planlægning

Området er omfattet af rammeområde BB 2.2 og BB 2.9 i kommuneplan 2021. Begge rammer er fremtidig byzone, der kan overføres til byzone med lokalplan. Rammerne giver mulighed for blandet byområde: Området forbeholdes byudviklingsformål, herunder bolig og erhvervsformål, offentlig og privat serviceforsyning samt grønne områder, veje og stier.

Området kan ifølge rækkefølgebestemmelserne i kommuneplan 2021 frigives i anden halvdel af kommuneplanperioden, hvilket vil sige efter 2027. Derfor vil vedtagelse af lokalplan før 2027 forudsætte et kommuneplantillæg, der ophæver rækkefølgebestemmelserne. Området er beliggende i den sydlige del af Vinge, som er en del af byfingeren ”Frederikssundfinger” i Fingerplanen 2019, og byudviklingen er dermed i tråd med de overordnede planer for området.

Opmærksomhedspunkter

Administrationen har i dialog med bygherre bearbejdet det oprindeligt fremsendte projektmateriale. Der er stadig nogle opmærksomhedspunkter, som administrationen foreslår håndheret i det videre arbejde. Følgende forhold bør sikres:

  • At byggeriet langs Vinge Boulevard gives en skala der "spiller op" mod den urbane karakter i det centrale Vinge.
  • At dele af bebyggelsen langs Vinge Boulevard gives en aktiv stueetage.
  • At byggeriet på hjørnet af Vinge Boulevard og Snostrupvej får en volumenen og en udformning, så det får karakter af en byport,
  • At der gives vejadgang fra hhv. Snostrupvej og Vinge Boulevard for at fordele trafikken.
  • At bebyggelsen placeres med afstand til Snostrup.
  • At bygninger og veje placeres, så der skabes variation og dynamik i området.
  • At bygningerne gives kvalitet i materialevalg og arkitektur.
  • At minimum 10% af det samlede etageareal afsættes til fælles friareler, der kan indrettes til ophold og aktivitet.
  • At LAR-løsninger udformes, så de ikke fremstår som tekniske anlæg.
  • At det grønne hjerte friholdes for bebyggelse.
  • At der sikres ind- og udkigslinjer til landskab og Snostrup Kirke.
  • At stier kobles med det eksisterende stinet, så der gives god adgang til landskab og by.
  • At overskudsjord anvendes i en bearbejdning af terrænet.

Andre forhold

Der skal fastlægges afstandskrav til den beskyttede §3-natur, som omfatter Præstemosen og de naturbeskyttede søer ifm. med mosen. En habitatvurdering skal redegøre for, hvordan de planlagte aktiviteter ikke skader bilag IV-arters yngle- og rasteområder. Arternes økologiske funktionalitet skal opretholdes.

På den vestlige del af området skal der anlægges et regnvandsbassin (B 308-2). Anlæggets præcise placering, volumen og udformning skal afklares.

Det skal afklares, hvordan det sociale liv i området kan understøttes. Bygherre ønsker evt. at opføre et nærværshus, som kan danne rammen for fællesskab blandt bydelens beboere. Husets placering er afgørende for brugsværdien. Som et alternativ kunne fælleshuset eventuelt placeres udenfor lokalplanområdet, hvor det kunne komme til at fungere som bindeled mellem flere af boligområderne i det sydlige Vinge.

Det anbefales, at kommunens areal på hjørnet af Vinge Boulevard og Snostrupvej indgår i arbejdet med at få skabt et markant byggeri med karakter af en byport - jf. vedlagt kortbilag.

Inddragelse

Det overvejes om der skal afholdes et dialogmøde med borgerne omkring rammerne for lokalplanlægningen.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

I sagen redegøres for status på den kommunale vandløbsvedligeholdelse samt det oparbejdede efterslæb. I sagen anbefaler administrationen en tidsplan og forventet ressourcebehov for, at vandløbsområdet kan leve op til de gældende krav. Udgifterne hertil kan ikke afholdes indenfor den eksisterende ramme, og administrationen anbefaler derfor en ændret prioritering indenfor udvalgets område.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Godkende administrationens anbefaling til tidsplan og ressourceforbrug til opmåling og oprensning af offentlige vandløb.
  2. Godkende at vandløbsområdet bliver tilført driftsmidler svarende til 450.000 kr. pr. år til opgaven med opmåling og oprensning af offentlige vandløb samt 1/4 årsværk svarende til 162.500 kr. pr. år. Udgifterne hertil finansieres via tangberedskabet på 500.000 kr. og 112.500 kr. ud af 450.000 kr. fra puljen for sjældne plantearter.
  3. Godkende administrationens anbefaling til tidsplan og ressourceforbrug til revision af regulativer for offentlige vandløb.
  4. Godkende at vandløbsområdet bliver tilført anlægsmidler for 100.000 kr. det første år til opgaven med revision af regulativer og 500.000 kr. pr. år i syv år samt 1 årsværk svarende til 650.000 kr. pr. år. Udgifterne hertil finansieres via klimapuljen.
  5. Godkende administrationens anbefaling til tidsplan og ressourceforbrug til omklassificering af vandløb.
  6. Godkende at vandløbsområdet bliver tilført anlægsmidler for 400.000 kr. det første år til opgaven med omklassificering og 200.000 kr. pr. år i efterfølgende fem år samt 1/4 årsværk svarende til 162.500 kr. pr. år. Udgifterne hertil finansieres via klimapuljen.

Historik

Beslutning fra Klima, natur og energi, 7. juni 2022, pkt. 67:

Anbefales.

Udvalget ønsker at få screenet områder, hvor det er muligt at udvikle vådområder.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A).

Beslutning

Indstillingen fra Klima, natur og energi anbefales.

Økonomiudvalget ønsker, at Grønt Forum høres om de påtænkte ændringer, inden Byrådet træffer endelig beslutning.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har på vandløbsområdet et efterslæb af opgaver, som kommunen er lovgivningsmæssigt forpligtet til at gennemføre. Der er behov for, at dette arbejde systematiseres fremadrettet. Det drejer sig om:

  • dele af den lovpligtige vandløbsvedligeholdelse af offentlige vandløb i kommunen (opmåling og oprensning),
  • gennemgang og revidering af regulativerne for de offentlige vandløb og
  • ensretning af klassificering af kommunens vandløb.

Alle vandløb i Danmark er klassificeret som enten offentlige eller private vandløb. Frederikssund Kommune er myndighed for alle vandløb, åer og dræn jf. vandløbsloven. Både offentlige og private vandløb ejes af den enkelte bredejer.

Frederikssund Kommune har pligt til at vedligeholde de ca. 120 km offentlige vandløb i Frederikssund Kommune. Ved offentlige vandløb forstås vandløb, der har offentlighedens interesse, hvilket kan dække over alt fra miljø, sikring af levesteder for flora og fauna, til sikring af afvanding. Det er et lovkrav, at der for alle offentlige vandløb findes et vandløbsregulativ, der beskriver vandløbets administrationspraksis. Regulativet kan betragtes som en kontrakt mellem bredejer og kommune særligt omhandlende vedligeholdelsen af vandløbet.

De private vandløb vedligeholdes af bredejer.

Opmåling og oprensning af kommunens offentlige vandløb

Frederikssund Kommune er jf. vandløbsloven forpligtet til at vedligeholde offentlige vandløb i kommunen. Vedligeholdelsen skal udføres som beskrevet i det enkelte vandløbsregulativ. Vandløbsvedligeholdelsen omfatter grødeskæring af de planter, der vokser i vandløbet samt evt. oprensning af aflejret sand og mudder. Det gøres for at sikre afstrømningen i oplandet og dermed forebygge oversvømmelser af marker, huse m.m.

Grødeskæring udføres 1 til 3 gange årligt, i fastlagte perioder. Oprensning af offentlige vandløb må kun ske på baggrund af en opmåling af vandløbets skikkelse eller vandføringsevne. Der er i regulativerne beskrevet med hvilken frekvens, denne kontrol udføres. I Frederikssund Kommune varierer frekvens fra 1 til 3 år.

På nuværende tidspunkt er der alene afsat budget til at foretage grødeskæring. Opgaven med opmåling og oprensning bliver derfor kun udført sporadisk og ikke systematisk. Frederikssund Kommune risikerer at blive erstatningspligtigt for skader på fx boliger og afgrøder som følge af oversvømmelser fra vandløb, hvor manglende vedligehold er årsag til eller har forværret oversvømmelsen.

Et konservativt bud på omkostninger for at igangsætte et opmåling- og oprensningsprogram, jf. kommunens regulativer er 450.000 kr. årligt i drift + 1/4 årsværk årligt.

Revision af vandløbsregulativer

De ca. 120 km offentlige vandløb i Frederikssund Kommune er fordelt på 34 forskellige vandløbsregulativer. Regulativerne varierer meget i alder, det ældste gældende regulativ er fra 1946, de fleste regulativer er fra 90’erne. Frederikssund Kommune er i hvert regulativ forpligtiget til at fastsætte bestemmelser for revision af regulativet. Fælles for alle regulativerne for offentlige vandløb i kommunen er, at de er utidssvarende og er udløbet. De er dog stadig juridisk gældende, indtil de bliver revideret.

Med den foreslåede plan vurderer administrationen, at det kræver et årsværk og op imod syv år, før revideringen af kommunens vandløbsregulativer kan afsluttes. Dertil kommer udgifter til opmåling af vandløb og rådgiverbistand. Der er behov for 100.000 kr. i år 1 til at fastlægge grundlaget for nye regulativer og herefter i gennemsnit udgifter for ca. 100.000 kr. pr. regulativ (afhænger særligt af vandløbets størrelse og længde).

Vandløbsadministrationen forventer, at en revision af regulativer efterfølgende kan medføre besparelser på ca. 200.000 kr. årligt pga. en ensretning af frekvens for vedligeholdelse til både grødeskæring og tilsyn.

Ensretning af klassificering af vandløb

Indenfor en kommunes grænser skal kommunen jf. bekendtgørelse med klassifikation og registrering af vandløb tilstræbe, at sammenlignelige vandløb inden for kommunens grænser i videst muligt omfang er ensartet klassificeret. Det er ikke tilfældet i Frederikssund Kommune, da klassificeringen er sket før kommunesammenlægningen. Der udestår derfor en vurdering af klassificeringsstatus af alle kendte vandløb, åbne som rørlagte og offentlige som private, ud fra en række endnu ikke fastsatte kriterier. Når kriterier er besluttet af Byrådet, anvendes de til vurdere alle vandløb og evt. at omklassificere vandløbene jf. kriterierne. Hvis et vandløb nedklassificeres fra offentligt til privat, skal det overleveres i funktionsdygtig stand. Hvis et vandløb opklassificeres fra privat til offentligt, skal der udarbejdes et regulativ.

Administrationen vurdere at omklassificering kan være gennemført ved tilførsel af 400.000 kr. år 1 til fastlæggelse af kriterier og vurdering af alle vandløb + ca. 200.000 kr. årligt i de efterfølgende 4 til 6 år til at udarbejde nye regulativer for nye offentlige vandløb og renovere nedklassificerede vandløb til funktionsdygtig stand. + et ¼ årsværk årligt i perioden.

Administrationen forventer, at omklassificering af vandløb i kommunen vil medføre færre offentlig vandløb og dermed besparelser generelt på vandløbsområdet på lang sigt, da der vil være færre udgifter bl.a. vandløbsvedligeholdelse, kontrol og regulativrevisioner.

Anbefaling til tilførelse af midler på vandløbsområdet

Administration anbefaler således, at vandløbsområdet bliver tilført midler til løsning af ovenstående lovpligtige opgaver i et omfang på:

  • 450.000 kr. + 1/4 årsværk på driftsbudgettet samt
  • 1 mio. kr. i år 1 og 700.000 kr. årligt i fem år + 1 1/4 årsværk i seks år og 500.000 kr. + 1 årsværk i yderligere et år på anlægsbudgettet (se tabel):

Anlægsmidler

2023

2024

2025

2026

2027 - 32

I alt

Omkostninger

1.000.000 kr.

700.000 kr.

700.000 kr.

700.000 kr.

1.900.000 kr.

5.000.000 kr.

Årsværk

813.000 kr.

813.000 kr.

813.000 kr.

813.000 kr.

2.275.000 kr.

5.525.000 kr.

I alt anlæg

1.813.000 kr.

1.513.000 kr.

1.513.000 kr.

1.513.000 kr.

4.175.000 kr.

10.525.000 kr.

Besparelse

- 800.000 kr.

- 800.000 kr.

I alt

1.813.000 kr.

1.513.000 kr.

1.513.000 kr.

1.513.000 kr.

3.375.000 kr.

9.725.000 kr.

Herefter vil der fortsat være behov for driftsmidler til opmåling og oprensning, men disse kan delvist opvejes med forventede besparelser som følge af de to andre projekter.

På driftsområdet kan finansieringen findes inden for ikke-lovpligtige opgaver på udvalgets område. Der kan her peges på tangberedskabet (500.000 kr.), biodiversitetspuljen (300.000 kr.) og puljen til sjældne plantearter (450.000 kr.). På anlæg kan finansieringen findes på puljen til klimaindsatser eller på puljen til kystbeskyttelse.

Supplerende sagsfremstilling til mødet i Økonomiudvalget d. 15. juni 2022:

Klima, natur og energi drøftede på mødet d. 7. juni 2022 muligheden for at igangsætte indsatserne allerede fra 2022. Da opgaverne i 2022 tidligst vil kunne igangsættes i 2. halvår, vil det i 2022 kun være muligt at gennemføre dele af opgaverne. Såfremt sagen besluttes med igangsættelse i 2022, fremlægges en ny sag til august med indstilling om effektuering af opgaver i 2022 og forslag til ny prioritering af klimapuljen.

Inddragelse

Både ved omklassificering af vandløb og revision af regulativer vil der være lovpligtig inddragelse af bredejere og andre interessenter. Der skal blandt andet faciliteres lodsejermøder, laves forhøringer af bredejere og interessenter og alt sendes i otte ugers høring inden vedtagelse.

Økonomi

I forhold til indstillingspunkt 2 har sagen ingen bevillingsmæssige konsekvenser, idet udgifterne finansieres inden for eksisterende rammer.

I forhold til indstillingspunkt 4 og 6 vil anlægsønsket skulle overgå til arbejdet med investeringsplanen 2023-2032 i forbindelse med budget 2023, hvorfor der ville skulle udarbejdes et handlingskatalog hvor projekt og økonomi beskrives. Finansiering foreslås via klimahandlingsplanen, hvor der i oplægget til investeringsplanen er afsat 9,6 mio. kr. i 2023, 7,5 mio. kr. i 2024, 8 mio. kr. i 2025 og 8 mio. kr. i 2026. Derudover er der i 2027-2032 afsat 32 mio. kr. til klimahandlingsplanen. Finansiering kan ske via en nedskrivning af budget til klimahandlingsplan og en tilsvarende opskrivning af budget på et nyt anlægsprojekt.

Anlægsprojektet er estimeret til, at koste 1,8 mio. kr. i 2023, 1,5 mio. kr. i hvert af årene 2024-2028 samt 1,2 mio. kr. i 2029. Samlet set 10,5 mio. kr. i perioden 2023-2029.

Resume

Vestforbrænding har indsendt et varmeprojekt om at forsyne hele Vinge, Store Rørbæk og det sydlige Frederikssund med fjernvarme. En hurtig afklaring af forsyningsforholdene i Vinge, vil have stor positiv betydning for boligernes bygherrer og for virksomhederne. Med denne sag indstilles projektet godkendt og sendt i 8 ugers høring.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Frederikssund Kommune godkender det ansøgte projekt for varmeforsyning af Vinge, Store Rørbæk og det sydlige Frederikssund og udsender det i høring. Det er en forudsætning for godkendelsen, at Vestforbrænding præciserer forslaget vedr. tekniske forhold inden udsendelsen til høring. Med godkendelsen beslutter kommunen, at der ikke ønskes en belysning af fossile alternativer.

Historik

Beslutning fra Klima, natur og energi, 7. juni 2022, pkt. 65:

Udvalget anbefaler at sende forslaget i høring. Udvalget påpeger, at endelig beslutning træffes først efter høringsperioden. Udvalget opfordrer til, at den i sagen beskrevne dialog med E.ON og Vestforbrænding optages hurtigst muligt. Målet er at konvertere så mange byområder som muligt til fjernvarme.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A).

Beslutning

Indstillingen fra Klima, natur og energi anbefales, idet Økonomiudvalget ønsker, at det netop fremsendte projektforslag fra E.ON. realitetsbehandles samtidig med projektforslaget fra Vestforbrænding.

Projektforslaget fra E.ON. vedlægges referatet fra Økonomiudvalgets møde.

Økonomiudvalget bad administrationen om et notat, der beskriver den hidtidige proces for de varmeprojekter, der er fremsendt til kommunen. Dette fremsendes forud for Byrådets møde.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune har et påtrængende behov for at sikre en bæredygtig og økonomisk attraktiv fjernvarmeforsyning til Vinge. I de nærmeste år ventes et stort antal boliger og flere større virksomheder etableret i Vinge. Bygherrerne for boligerne har behov for hurtigst muligt at kunne få tilbud om fjernvarme, således at de ikke skal etablere selvstændige varmeforsyninger, som forventes at blive både dyrere og mindre bæredygtige end en kollektiv varmeforsyning. Erhvervsvirksomhederne har behov for hurtigst muligt at få afklaret, om de er nødt til at etablere køleanlæg for at bortkøle overskudsvarme fra deres industrielle processer eller om de får mulighed for at aflevere deres overskudsvarme til et fjernvarmesystem. Også for virksomhederne er der både økonomiske og miljømæssige gevinster ved tilknytning til kollektiv varmeforsyning. Der ligger allerede i dag en virksomhed i den nordlige del af Vinge som har et overskud af varme, som først kan nyttiggøres, når der er ført fjernvarmerør frem til området.

Vestforbrænding, som har en eksisterende mindre varmeforsyning i Vinge, har ansøgt Frederikssund Kommune om godkendelse af et varmeprojekt om at forsyne Vinge, Store Rørbæk og det sydlige Frederikssund med fjernvarme fra en fjernvarmecentral placeret på Vestforbrændings grund på Strandvangen 15. Varmen tilvejebringes ved 6 MW varmepumpekapacitet, der dækker grundlasten i starten. Varmepumpen skal i videst muligt omfang nyttiggøre overskudsvarme fra virksomheder i de nærliggende erhvervsområder, men hvis virksomhederne ikke hurtigt nok er klar til at levere tilstrækkelig overskudsvarme kan varmepumperne subsidiært hente varme fra grundvand eller fra luften. Udover grundlastanlægget er det nødvendigt at have spidslastanlæg, som kan dække varmeproduktionen i tilfælde, hvor grundlastanlægget må stoppes for renovering og vedligeholdelse og som kan supplere grundlasten på de koldeste dage på året. Grundlasten udgør 86% af varmeproduktionen. Spidslasten dækkes af el eller gas efter hvad der er markedsmæssigt optimalt. Elkedler vil kunne bidrage til balancering af elnettet i perioden med overskud af vindmøllestrøm. På sigt forventes naturgas afløst af biogas. Projektet inkluderer en hovedledning til Ølstykke, som også kræver godkendelse i Egedal Kommune. Projektet er vedlagt. Projektet udviser en positiv samfundsøkonomi. Det fremgår af projektforslaget at Vestforbrænding vil sælge varmen til kunderne i Frederikssund Kommune til samme pris som til kunder i de kommuner, der forsynes fra Vestforbrændings sammenhængende net i Storkøbenhavn. Administrationen vil sikre, at projektforslaget bliver gjort entydigt på dette punkt og at forslaget desuden præciseres vedr. andre tekniske forhold inden udsendelse til høring.

Frederikssund Kommune har i slutningen af 2021 modtaget to projekter om fjernvarmeforsyning af kommunen fra hhv. Vestforbrænding og E.ON, der i forvejen forsyner dele af kommunen. Klima, natur og energi har den 5. april 2022 godkendt et projektforslag fra E.ON om en spildevandsvarmepumpe, som vil reducere E.ONs forbrug af gas til spidslastvarme.

Administrationen skal behandle alle indkomne forslag til varmeforsyningsprojekter og arbejde for den samfundsøkonomisk mest optimale løsning. Samfundsøkonomiske analyser peger kun på den mest optimale tekniske løsning. De kan ikke svare på, hvilket selskab, der skal drive løsningen. Den gældende lovgivning giver ikke kommunen mulighed for, at fastsætte en fordeling af varmemarkedet mellem to forsyningsselskaber.

Administrationen gør opmærksom på, at der er klageadgang for forsyningerne i den gældende lovgivning, som giver en risiko for at udbredelsen af fjernvarme kan blive forsinket.

I det omfang kommunen godkender nye forsyningsområder til fjernvarme, vil borgerne i disse områder - udover den nuværende mulighed for at vælge en individuel varmeforsyning, som f.eks. kan være en varmepumpe - også kunne vælge at slutte sig på fjernvarmen. Forsyning med fjernvarme er en attraktiv varmeform for borgere pga. leveringssikkerhed og fordelagtig pris. Med de nuværende høje gaspriser er det vigtigt, at borgerne så hurtigt som muligt får at vide, om de vil få tilbud om fjernvarme. Dels fordi det giver borgerne valgmuligheder mellem fremtidige varmeforsyningsformer, som i høj grad efterspørges, dels fordi en langsom proces kan føre til, at borgere der ønsker et hurtigt skifte væk fra gas installerer varmepumper, hvorved det kan blive urentabelt at tilbyde de øvrige borgere i området fjernvarme.

Administrationen forventer, at der som opfølgning på den sikkerhedspolitiske og økonomiske udvikling omkring gas og Regeringens udspil "Danmark kan mere - II" kan komme regelændringer, som evt. kan give kommunerne øgede muligheder for at fremme konvertering fra fossile brændsler til fællesvarmeforsyning udenfor nuværende forsyningsområder. Den ovenfor beskrevne proces kan blive justeret i lyset af evt. nye kommunale kompetencer på energiområdet.

Inddragelse

Projekter for kollektiv varmeforsyning skal sendes i høring til berørte parter. Såfremt høringsperioden løber i sommerferieperioden, vil administrationen forlænge høringsperioden udover de lovpligtige 4 uger, således at høringsparterne får mulighed for at forholde sig til projektet. Kommunens godkendelse af et projekt for varmeforsyning er en forudsætning for, at borgerne i projektets forsyningsområder kan få tilbudt forsyning med fjernvarme. Der kan ikke pålægges tilslutningspligt i nye fjernvarmeområder. Borgere, som får tilbudt fjernvarme, kan frit vælge, om de ønsker at koble sig på fjernvarmen.

Administrationen vil - sideløbende med høringen af varmeforsyning til Vinge, Store Rørbæk og det sydlige Frederikssund - drøfte fremtidens udbygning af fjernvarme med Vestforbrænding og E.ON med udgangspunkt i de to overordnede projekter fremsendt i slutningen af 2021. Målet er at konvertere så mange byområder som muligt.

Økonomi

De estimerede omkostninger til konsulentbistand på 0,1 mio. kr. finansieres inden for eksisterende rammer.

Resume

Med denne sag skal Byrådet træffe beslutning om den videre proces for opgradering og renovering af Willumsens Museum.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Job, erhverv og kultur over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Indtægtsbevillingen på i alt 36,5 mio. kr. svarende til fondsmidlerne fra de fire fonde godkendes og indarbejdes i oplægget til investeringsplanen i forbindelse med budget 2023-2026. Fondsmidlerne udgør 18 mio. kr. i 2024 og 18,5 mio. kr. i 2025.
  2. Rådighedsbeløbet vedrørende bruttoanlægsudgifterne øges tilsvarende med i alt 36,5 mio. kr. fordelt med 18 mio. kr. i 2024 og 18,5 mio. kr. i 2025 og indarbejdes i oplægget til investeringsplanen i forbindelse med budget 2023-2026.
  3. Justere periodisering af budgetlagte beløb i investeringsplanen således, at bruttoanlægsudgifterne udgør 9,7 mio. kr. i 2023, 40,6 mio. kr. i 2024 og 25,1 mio. kr. i 2025.
  4. Styregruppens sammensætning godkendes
  5. Projektet gennemføres som en totalentreprise med omvendt licitation
  6. Udbuddet af projektet gennemføres som et tidligt udbud med forhandling
  7. Tidsplanen godkendes
  8. Tage imod VILLUM Fondens tilbud om at gennemføre en beregning af det samlede projekts klimaaftryk

Historik

Beslutning fra Job, erhverv og kultur, 31. maj 2022, pkt. 84:

Anbefales.

Fraværende: Poul Erik Skov Christensen (A) og Lars Jepsen (A).

Beslutning

Indstillingspunkt 1-8 anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø)

Kirsten Weiland (N).

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede de 16. december 2020 i sag 258, at igangsætte søgning af fondsstøtte til realisering af Willumsens Museums udviklingspotentialer i forbindelse med de afsatte midler til renovering af museets magasinforhold samt ventilations- og sikringsforhold i den gamle fløj. Denne beslutning blevet taget med afsæt i budget 2021-24:

"Med budgetaftalen 2021 har Byrådet besluttet følgende angående Willumsens Museum: Med budgetaftalen 201 afsætter forligspartierne 40 mio. kroner over de næste fire år til Willumsens Museum til nødvendige investeringer i magasinforhold, ventilation mv. i husets bygninger. Til at sikre bevaring af diverse værker i renoveringsperioden afsættes midler til opbevaring. Samtidig ønsker forligspartierne i samarbejde med bestyrelsen og ledelsen på Willumsens Museum at se på muligheden for at skabe en bredere forankring omkring at realisere de udviklingspotentialer, som Kulturstyrelsens kvalitetsvurdering har peget på."

Status på fondsdonationer

Byrådet godkendte den 24. marts 2021 i punkt 61, at der kunne søges fondsmidler til de fem forslag til opgradering af museet som museets bestyrelse havde anbefalet. Wohlert Arkitekter havde udarbejdet oplægget. Det er samme oplæg til opgradering af museet er vedlagt denne sag. Budget for opgraderingerne, som er sendt til fondene, er vedlagt i bilag. I alt forventes opgraderingerne at kunne gennemføres for 36,5 mio. kr.

Dermed forventes det samlede renoverings- og opgraderingsprojekt at kunne gennemføres for 77,7 mio. kr. Dette beløb indeholder både fondsdonationer for 36,5 mio. kr. og kommunal finansiering på 41,2 mio. kr. Af det samlede beløb dækkes udgifter til fondsmoms.

Med afsæt i dette materiale er der udarbejdet og afsendt ansøgninger til Augustinus Fonden, A.P. Møller-Fonden, Louis-Hansen Fonden og Villum Fonden. Alle fire fonde har givet tilsagn og samlet set er der tilskud for i alt kr. 36,5 millioner kr. til renovering og opgradering af museet.

  • Augustinus Fonden har tilkendegivet et tilskud på i alt: kr. 10 millioner.
  • A.P. Møller Fonden har tilkendegivet et tilskud på i alt: kr. 17 millioner.
  • Louis-Hansen Fonden har tilkendegivet et tilskud på i alt: kr. 1 million.
  • VILLUM Fonden har tilkendegivet et tilskud på i alt: kr. 8,5 millioner.

Den fondsstøttede opgradering indeholder følgende punkter fordelt på de fire fonde:

  • Augustinus Fonden: Renovering af Willumsens Museum med udvikling af professionelle magasinforhold, klimarenovering af udstillingssale og forbedrede publikumsfaciliteter.
  • A.P. Møller Fonden: Optimering af museets publikumsfaciliteter bl.a. ny hovedindgang, billetområde, butik, køkken og billedskole.
  • Louis-Hansen Fonden: Opgradering af Willumsens Museum - klima og sikkerhedsoptimering af nyere fløj fra 2005.
  • VILLUM Fonden: Forbedring i forbindelse med museets klima-og sikkerhedsopgradering af den nye fløj, herunder bl.a. optimering af dagslysforhold og vinduer, som led i en samlet opgradering af Willumsens Museum. VILLUM Fonden forudsætter, at bevillingsmodtager så vidt muligt indarbejder miljø- og bæredygtighedshensyn i projektet og implementeringen heraf. Ved siden af bevillingen vil VILLUM Fonden gerne indgå i videre dialog med museet om at gennemføre en beregning af det samlede projekts klimaaftryk. Hvis og såfremt der indgås en aftale herom, tilbyder Fonden at finansiere denne opgave.

Styregruppe

Administrationen anbefaler, at der for projektets næste fase etableres en styregruppen bestå af to medlemmer fra museets bestyrelse samt museets direktør. De fire fonde får hver tilbudt en plads og relevante medarbejdere fra kommunens administration vil være repræsenteret.

Denne model har administrationen gode erfaringer med den første fase af projektet og forslår derfor, at styregruppen fortsætter i næste fase, blot udvidet med repræsentanter fra fondene. Denne model er ligeledes brugt i forbindelse med Kultur- og havnebadet.

Entreprise- og udbudsform

Til rådgivning for projektets gennemførsel er det rådgivende ingeniørfirma Emcon tilknyttet.

Emcon har i samarbejde med Willumsens Museum og Frederikssund Kommune udarbejdet et notat til brug for valg af udbudsform. Notatet er vedlagt som bilag.

Projektgrundlaget, der er udarbejdet af Wohlert Arkitekter A/S og Niras A/S i samarbejde med Willumsen Museum og Frederikssund kommune, er blevet brugt som grundlag.

Administrationen anbefaler på baggrund af nedenstående uddrag fra notatet, at gennemføre renoverings- og optimeringsprojektet for Willumsens Museum som en totalentreprise med omvendt licitation, samt at udbuddet gennemføres som et tidligt udbud med forhandling.

Entrepriseform:

Det anbefales at vælge at lade projektet udføre i én samlet Totalentreprise, men med krav om tilbudsgivers tydelige organisering og mulighed for håndtering i 3 delentrepriser (elektronisk sikring, klimatisering samt byggeri inkl. mekanisk sikring) samt med hensigtsmæssig opdeling i deletaper /delprojekter der evt. kan være tidsmæssigt forskudte. Styringen af Totalentreprenørens organisering gennem opdelingen i 3 delentrepriser vurderes, at kunne sikre økonomisk og teknisk gennemsigtighed. Dette kan ske gennem beskrivelse, udbud og prissætning i 3 sammenhængende pakker samt krav om detaljerede oplysninger om bemanding og koordinering. Ved behov vil det også være muligt at udskille mindre projektelementer i særskilte delentrepriser.

Aftalegrundlag:

Modellen giver mulighed for tidlig entreprenør- og leverandørinvolvering samtidig med en entydigt fastlagt ansvarsfordeling. Det anbefales at lade arkitekten overgå til totalentreprenørens team og projekteringsledelse fra begyndelsen af projektudviklingsfasen for at sikre en entydig ansvarsfordeling mellem Totalentreprenør og Bygherre.

Efter denne model gennemføres projektet i to faser, hvor Fase 1 Projektudvikling, jf. ovenfor, omfatter udvikling og detaljering af projektet i en tæt dialog mellem Totalentreprenøren og Bygherren. Såfremt de definerede succeskriterier kan verificeres – og projektudviklingen medfører det af Bygherren ønskede resultat ift. kvalitet, økonomi, tid og risikohåndtering, så kan Fase 2 Projektering og Udførelse igangsættes. Denne Fase 2 omfatter Totalentreprenørens udarbejdelse af Udførelsesprojekt samt efterfølgende realisering/udførelse.

Udbudsstrategi:

Det anbefales at udbuddet gennemføres som et tidligt udbud med forhandling. Det kan vælges at afvikle udbuddet som en omvendt licitation for at give fuldstændig klarhed over den til rådighed værende finansiering og samtidig understrege ønsket om en høj grad af samarbejde om prisudvikling.

Tilbudsgiverne skal i stedet konkurrere på i hvor høj grad og med hvilket kvalitetsniveau de kan levere på proces og projektets delelementer. Konkurrencen går således alene på at finde den rette samarbejdspartner igennem forhandlingsforløbets dialog baseret på de overordnede udfaldskrav til funktion, geometri og overflader.

Udbuddet anbefales gennemført efter en prækvalifikation af 4-5 tilbudsgivere, der afgiver Første Tilbud som grundlag for en forhandling / præsentation. Herefter kan tilbudsgivere forbedre deres tilbud og afgive fornyet tilbud, evt. som Bedste og Sidste Tilbud. Dette evalueres efter tildelingskriteriet Bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Med dette tildelingskriterie skal anvendes underkriterier som anbefales at rumme følgende forhold:

- Organisation og bemanding

- Princip-løsninger og teknisk beskrivelse

- Procesbeskrivelse for dialog i første fase vedr. projektudvikling

Forhandlingsforløbet har til formål at øge tilbudsgivernes forståelse af de vigtigste projektintentioner – og tydeliggøre totalentreprenørens tilgang, kompetencer og personlige egenskaber overfor bygherren.

Tidsplan

Med udgangspunkt i anbefalingerne til entreprise- og udbudsform ovenfor, er der udarbejdet en revideret tidsplan for projektet. Den er vedlagt som bilag.

Hovedtidsplanen viser, at projektet forventes gennemført medio 2025. Dette er en senere forventet afslutning end ved byrådets behandling i 2021. Udskydelsen i forventet afleveringstidspunkt skyldes primært en senere samlet afklaring af alle fondsansøgninger. Hovedtidsplanen beskriver, hvornår de planlagte politiske beslutninger skal tages. Det drejer sig om følgende:

- juni 2022 - beslutning om entreprise- og udbudsform

- december 2022 - godkendelse af udbudsmateriale - udbud igangsættes

- juni 2023 - orientering om vinder af udbud

- december 2023 - godkendelse af fase 1 igangsættelse af fase 2.

Risici

Notatet fra rådgiver indeholder desuden en indledende vurdering af risici for projektets gennemførelse og kvalitet.

  • Projektets 3 delelementer (klima, sikring og byggeri) har grænseflader og evt. modstridende interesser som kan kræve prioritering og fastholdelse af beslutninger herom
  • Udførelse af sikring skal kunne godkendes af NI-udvalget (kulturstyrelsens sikringsudvalg) ifm. en kommende udstilling
  • De høje krav til kvalitet kan kræve prioriteringer for overholdelse af budgetrammen
  • Forhold i den eksisterende bygningsmasse udgør en ikke ubetydelig usikkerhed for teoretisk og praktisk håndtering af indeklima og til dels sikring
  • Til trods for en grundig indledende afklaringsfase og et omfangsrigt materiale jf. ovenfor, kan Museets ønsker og krav udvikle sig eller ændre sig i en tidsmæssigt udstrakt proces
  • Byggebranchen er ophedet af høj aktivitet og det kan være vanskeligt at tiltrække tilstrækkeligt antal tilbudsgivere til et kompliceret, mellemstort projekt
  • Byggebranchen oplever pt. hidtil usete prisstigninger og leverancevanskelighede

Særligt de stadigt stigende materialepriser er en væsentlig risiko for et anlægsprojekt som dette. Netop den valgte udbudsform vurderes som den mest sikre vej til at kunne realisere projektet indenfor den økonomiske ramme. I relation hertil følges udviklingen tæt og der udarbejdes beredskabsplaner til at håndtere eventuelle forsat stigene priser på materialer.

Ændret periodisering i investeringsplanen 2023-2032

Der er i oplægget til investeringsplanen 2023-2032 afsat 38,965 mio. kr. fordelt med 16 mio. kr. i 2023 og 22,9 mio. kr. i 2024.

I forbindelse med anlægsprojektet er der søgt og givet tilsagn om tilskud for i alt 36,5 mio. kr. til renovering og opgradering af museet.

Grundet ændret tidsplan, indstilles der til en ændret periodisering på anlægsprojektet, således at det samlede budget vedrørende bruttoanlægsudgifterne inkl. fondsmidler udgør 9,7 mio. kr. i 2023, 40,6 mio. kr. i 2024 og 25,1 mio. kr. i 2025.

Inddragelse

Willumsens Museum har løbende været inddraget i projektet. Bestyrelse og direktør har deltaget i styregruppen. Medarbejderne har været inddraget i både forprojekt og fondsansøgningsprocessen.

Økonomi

Der er i oplægget til investeringsplanen 2023-2032 afsat 38,965 mio. kr. fordelt med 16 mio. kr. i 2023 og 22,9 mio. kr. i 2024.

I forbindelse med anlægsprojektet er der søgt og givet tilsagn om tilskud for i alt 36,5 mio. kr. til renovering og opgradering af museet.

Det bemærkes, at der skal betales fondsmoms på i alt 17,5 %, hvilket der er taget højde for i forbindelse med budgetlægningen af udgifterne.

Der skal indarbejdes en indtægtsbevilling i investeringsplanen 2023-2032 fordelt med 18 mio. kr. i 2024 og 18,5 mio. kr. i 2025. Tilsvarende skal bruttoanlægsudgifterne opskrives med hhv. 18 mio. kr. i 2024 og 18,5 mio. kr. i 2025.

Derudover indstilles det, at periodiseringen på anlægsprojektet ændret. Dette betyder, at bruttoanlægsudgifterne reduceres med 6,3 mio. kr. i 2023, reduceres med 0,3 mio. kr. i 2024 og opskrives med 22 mio. kr. i 2025.

Dermed vil budgettet for bruttoanlægsudgifterne udgøre 9,7 mio. kr. i 2023, 40,6 mio. kr. 2024 og 25,1 mio. kr. i 2025.

Resume

Byrådet skal med denne sag udpege en kommunalpolitisk repræsentant til den nye LAG Fjordlandets bestyrelse.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Job, erhverv og kultur over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Der udpeges en kommunalpolitisk repræsentant til bestyrelsen i LAG Fjordlandet.

Historik

Beslutning fra Job, erhverv og kultur, 31. maj 2022, pkt. 90:

Anbefales.

Fraværende: Poul Erik Skov Christensen (A) og Lars Jepsen (A).

Beslutning

Anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Frederikssund Kommune er som en af 57 danske kommuner udpeget af Bolig- og Indenrigsministeren som værende LAG-område i programperioden 2023-2027.

På et informationsmøde den 5. maj 2022 i Skibby blev det besluttet af de 50 fremmødte, at der skal arbejdes for at etablere en ny lokal aktionsgruppe dækkende Frederikssund og Lejre Kommuner. Bolig- og Planstyrelsen godkendte den 18. maj 2022, at der kan oprettes en ny lokal aktionsgruppe (LAG) mellem Lejre og Frederikssund Kommuner. Den nye LAG forventes at uddele støtte på ca. 12,5 mio. kr. i perioden 2023-27. På informationsmødet blev der nedsat en arbejdsgruppe af frivillige, som sammen med de kommunale administrationer har arbejdet for at der kan afholdes stiftende generalforsamling.

Arbejdsgruppen har været med til at beslutte, at foreningen skal hedde LAG Fjordlandet, at bestyrelsen skal have 13 medlemmer samt at den stiftende generalforsamling skal afholdes den 21. juni 2022 kl. 19-21 i Karleby Forsamlingshus.

LAG Fjordlandet skal ledes af en bestyrelse med 13 medlemmer. Af de 13 bestyrelsesmedlemmer vælges ni på generalforsamlingen, mens hver kommune og region udpeger et medlem hver – i alt fire bestyrelsesmedlemmer. Der skal til den stiftende generalforsamling også vælges en forperson for bestyrelsen. Den nye bestyrelse skal konstitueres for at komme videre i processen med at få foreningen endeligt godkendt af Bolig- og Planstyrelsen.

Byrådet skal udpege en kommunalpolitisk repræsentant til bestyrelsen.

Inddragelse

Administrationen i Lejre Kommune og arbejdsgruppen af frivillige er inddraget i sagen.

Økonomi

Center for Økonomi har ingen yderligere bemærkninger.

Resume

Naturstyrelsen Midtsjælland planlægger at udvide Nordmandsskoven ved Skibby. Med nærværende sag skal Byrådet beslutte, om der fortsat skal være politisk repræsentation i et skovrejsningsråd, der inddrages i planlægningen af skovens udvidelse, og i så fald beslutte hvilke 1-2 byrådsmedlemmer, der skal udpeges.

Indstilling

Administrationen indstiller, at Klima, natur og energi over for Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at:

  1. Beslutte om Frederikssund Kommune skal have politisk repræsentation i skovrejsningsrådet for Nordmandsskoven.
  2. Udpege 1-2 byrådsmedlemmer til skovrejsningsrådet for Nordmandsskoven.

Historik

Beslutning fra Klima, natur og energi, 7. juni 2022, pkt. 66:

Indstillingspunkt 1: Anbefales.

Indstillingspunkt 2: Udvalget anbefaler Jørgen Bech (V) og Jesper Wittenburg (A).

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A).

Beslutning

Indstillingspunkt 1-2 fra Klima, natur og energi anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Skovrejsningsprojektet Nordmandsskoven ved Skibby

Naturstyrelsen Midtsjælland Har i samarbejde med Frederikssund Kommune etableret den nye skov Nordmandsskoven ved Skibby. Lokale interessenter og Frederikssund Kommune deltog i et skovrejsningsråd, der bidrog til planlægningen af skoven, forud for tilplantningen i 2018. Referat af skovrejsningsrådets møde i 2018 er vedlagt som bilag. Skovens primære formål er at beskytte områdets grundvandsreserver, men skoven har også en stor rekreativ værdi, og bliver med tiden er værdifuldt levested for dyr og planter.

Den nye skov ligger i forlængelse af det rekreative område Nordmandsmosen. Kort over nordmandsskoven er vedlagt som bilag.

Udvidelse af Nordmandsskoven

Nordmandsskoven har i dag et areal på ca. 27 hektar, men Naturstyrelsen har netop opkøbt yderligere 23 hektar tilstødende jord, nord for skoven, der nu skal tilplantes med skov. Naturstyrelsen ønsker at inddrage lokale interessenter i planlægningen af skovudvidelsen, og har derfor taget kontakt til tidligere medlemmer af skovrejsningsrådet for at orientere om den kommende skovudvidelse og afklare, om de tidligere medlemmer fortsat er interesserede i at deltage i skovrejsningsrådet.

Udpegning af medlemmer til skovrejsningsrådet for Nordmandsskoven

Byrådet udpegede 4. december 2017 de to byrådsmedlemmer Tina Tving Stauning (A) og Jørgen Bech (V) til skovrejsningsrådet. Udpegningen var gældende i perioden 1. januar 2018 – 31. december 2021. Såfremt der fortsat er ønske om politisk deltagelse i skovrejsningsrådet, skal Byrådet udpege to nye medlemmer til skovrejsningsrådet. Naturstyrelsens skovrider forventer, at skovrejsningsrådet kan mødes i efteråret 2023. Såfremt der ikke er interesse for politisk deltagelse i skovrejsningsrådet, repræsenterer administrationen Frederikssund Kommune i Skovrejsningsrådet.

Orientering om Skovrejsningsrådet for Hørup Skov

Naturstyrelsen Nordsjælland har også et skovrejsningsprojekt i Frederikssund Kommune. Det drejer sig om Hørup Skov ved Slangerup. Modsat Naturstyrelsen Midtsjælland, har Naturstyrelsen Nordsjælland ikke tidligere haft praksis for at invitere politikere med i deres skovrejsningsråd. De to lokale enheder i Naturstyrelsen har udviklet en forskellig praksis, og derfor er der i øjeblikket ikke anledning til at udpege udvalgsmedlemmer til deltagelse i Skovrejsningsrådet for Hørup Skov.

Inddragelse

Foruden Frederikssund Kommune og Naturstyrelsen, har følgende lokale interessenter tidligere deltaget i skovrejsningsrådet:

Skibby Aktive

Det Danske Spejderkorps

Friluftrådet

Danmarks Naturfredningsforening.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Sagen omhandler orientering om kommunens gennemsnitlige likviditet samt økonomien for Vinge ultimo maj 2022. Gennemsnittet for de seneste 12 måneders likviditet udgør 412,7 mio. kr. Likviditetsmålet om et gennemsnit på 125 mio. kr. er indfriet i hele budgetperioden. Derudover orienteres om aktuel økonomisk status ligeledes pr. ultimo maj.

Indstilling

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Likviditet er altid udtryk for et øjebliksbillede på et givent tidspunkt, som kan påvirkes af mange faktorer. Når en kommunes likviditet skal vurderes, ses der derfor ofte på gennemsnittet de seneste 12 måneder - den såkaldte kassekreditregel. Frederikssund Kommune er i lighed med landets øvrige kommuner underlagt en kassekreditregel, der betyder, at kommunen skal have en positiv kassebeholdning beregnet som et gennemsnit over de seneste 12 måneder. Formålet med at have likviditet af en vis størrelse er, udover at overholde kassekreditreglen, at kunne klare den daglige drift. En god likviditet skal også kunne udgøre en buffer til finansiering af evt. uforudsete udgifter, indtil de nødvendige kompenserende tilpasninger af budgettet er implementeret. Frederikssund Kommune har vedtaget en økonomisk politik, der indeholder et mål om, at den gennemsnitlige likviditet ikke blot skal svare til dette minimumskrav, men derimod udgøre minimum 125 mio. kr.

Gennemsnittet for juni 2021 til maj 2022 udgør 412,7 mio. kr. Likviditetsmålet om et gennemsnit på 125 mio. kr. er indfriet i hele budgetperioden.

I vedlagte notat uddybes den gennemsnitlige likviditet og likviditetsprognosen, herunder ændringerne siden sidste prognose og forudsætningerne for prognosen.

Derudover vedlægges bilag med økonomisk status pr. 31. maj 2022, som er grundlag for likviditetsprognosen.

Supplerende vedlægges status vedrørende økonomi for Vinge pr. 31. maj 2022: Forbrug siden 1. januar 2018, politisk godkendte bevillinger samt oversigt over politiske behandlinger med fremtidige økonomiske konsekvenser.

Inddragelse

Inddragelse er ikke vurderet relevant.

Økonomi

Aktuel økonomistatus viser en likviditet efter kassekreditreglen på 412,7 mio. kr. pr. 31. maj 2022.

Resume

I perioden den 22. marts-12. april 2022 er der gennemført Trivselsundersøgelse for alle ansatte i Frederikssund Kommune. Svarprocenten for den samlede organisation er på 79,7 %, hvorfor resultaterne vurderes at være dækkende for oplevelsen af trivslen i organisationen. Trivselsmålingen kan ikke stå alene - derfor er der udarbejdet et opfølgningskoncept, der skal sikre, at der følges op på resultaterne på de lokale arbejdspladser i hele organisationen. Dermed kan undersøgelsen omsættes til øget trivsel for kommunens medarbejdere. De overordnede resultater af undersøgelsen forelægges Økonomiudvalget til orientering.

Indstilling

Administrationen indstiller til Økonomiudvalget, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Resultatet af Trivselsmålingen fra 2019 vedlægges referatet fra Økonomiudvalgets møde.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A).

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Forud for gennemførelsen af undersøgelsen har konceptet for trivselsmålingen i 2022 været revideret i forhold til tidligere undersøgelser. Dette er sket på baggrund af en bred inddragelse af organisationen. Der har bl.a. været nedsat en arbejdsgruppe bestående af medlemmer af Hoved MED-udvalget, ligesom Center for Politik og HR løbende har inddraget relevante parter. Resultatet af processen har været et opdateret og mere tidssvarende spørgeskema samt et styrket opfølgningskoncept. Det reviderede koncept for trivselsundersøgelsen er godkendt af Hoved MED-udvalget.

Sammen om Frederikssund - Trivsel i centrum

Den nye udviklingsstrategi ”Sammen om Frederikssund” sætter den samlede strategiske retning for, hvordan vi vil arbejde i kommunen. Det gælder også i forhold til medarbejdernes trivsel. Medarbejderne er kommunens vigtigste ressource i arbejdet med at sikre den bedst mulige service til kommunens borgere og virksomheder. Hvis målsætningerne i strategien skal forløses, er det derfor helt centralt, at kommunen som arbejdsplads har trivsel i centrum. God trivsel i hverdagen skaber rammerne for, at kommunens medarbejdere kan løse deres opgaver med høj faglighed, have åbenhed og tillid i relationerne og udvikle og forbedre opgaveløsningen. Trivselsmålingen er derfor et helt centralt værktøj, der skal følges op på for at sikre den bedst mulige trivsel og gode rammebetingelser for, at medarbejdere i kommunen kan løfte deres kerneopgave(r).

Spørgeskema for undersøgelsen

Spørgeskemaet for undersøgelsen består af 16 spørgsmål. 10 af spørgsmålene tager udgangspunkt i social kapital, der er et værktøj udviklet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA). Metoden har vist en god effekt i forhold til at løfte trivslen på arbejdspladser. Social kapital stiller skarpt på ressourcer og samarbejde på arbejdspladser. Disse ressourcer handler bl.a. om, hvordan man samarbejder, kommunikerer om opgaveløsningen og hjælper hinanden. Social kapital handler også om tillid på arbejdspladsen, herunder at have en fælles tillid til, at vi løfter i fællesskab, løser opgaverne godt og har fokus på de samme kerneopgaver.

Der sondres mellem 4 former for social kapital i spørgeskemaet:

1) Sammenbindende social kapital har fokus på relationerne i den gruppe, man arbejder i på arbejdspladsen.

2) Brobyggende social kapital har fokus på relationerne mellem den gruppe, man arbejder i, og andre grupper på den enkelte arbedsplads.

3) Forbindende social kapital (nærmeste leder) har fokus på relationerne mellem medarbejderne i gruppen og den nærmeste leder af gruppen på den enkelte arbejdsplads.

4) Forbindende social kapital (samlede ledelse) har fokus på relationerne mellem medarbejderne i gruppen og den samlede ledelse på den enkelte arbejdsplads.

Udover spørgsmålene vedrørende social kapital består spørgeskemaet af 6 generelle trivselsspørgsmål. I bilag 1 kan ses hele spørgeskemaet.

Styrket opfølgningskoncept

Trivselsmålingen er et øjebliksbillede for trivsel på arbejdspladsen, men der skal følges op på undersøgelsens resultater lokalt, hvis det skal omsættes til bedre trivsel i det daglige. Derfor er der udviklet et styrket opfølgningskoncept, så resultaterne kan omsættes til et værktøj til at øge trivslen på den enkelte arbejdsplads. Der er udarbejdet rapporter til alle ledere i kommunen, hvor der er flere end 5 besvarelser. Hvis der er færre end 5, udarbejdes der ikke rapporter af hensyn til anonymitet. Med udgangspunkt i resultaterne på den enkelte arbejdsplads skal ledere, arbejdsmiljørepræsentant og medarbejdere i dialog udarbejde en handleplan, hvor der udpeges 1-3 fokusområder, som man vil arbejde videre med for at øge trivslen. Herefter skal der løbende følges op på målsætningerne i handleplanen.

Sammenfatning af resultater

  • Svarprocenten i undersøgelsen er på 79,7 pct., hvorfor resultaterne vurderes at være dækkende for oplevelsen af trivslen i organisationen.
  • Den samlede sociale kapital for hele Frederikssund Kommune er 66,3 på en skala fra 0-100. Scoren er udregnet som gennemsnit af alle svar på spørgsmål vedrørende social kapital. I betragtning af, at trivselsmålingen er gennemført på bagkant af coronaforløbet, må resultatet siges at være tilfredsstillende. Coronaforløbet har således vanskeliggjort mulighederne for relationsopbygning på en række af kommunens arbejdspladser.
  • 69,1 pct. svarer, at de ”I meget høj grad” eller ”I høj grad” er tilfredse med deres job, alt taget i betragtning. Den høje andel, der er tilfredse med deres job, tyder på en generel god trivsel i organisationen som helhed.

De samlede resultater fremgår af bilag 2. I bilag 3 er vist svarfordelingen på alle spørgsmål.

Inddragelse

Der har været en bred inddragelse af organisationen i udarbejdelsen af det reviderede koncept for trivselsmålingen, herunder Hoved MED-udvalget samt andre relevante parter.

Økonomi

Sagen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Resume

Fredag d. 25 mats 2022 opdagede borgere døde fisk i Vandløbet Græse Å. I sagen orienteres om den efterfølgende undersøgelse af, hvad mulige årsager kan være. Administrationen kan på baggrund af undersøgelsen ikke pege på en entydig forklaring på hændelsen med fiskedød i Græse Å.

Indstilling

Administrationen indstiller til Klima, natur og energi, Økonomiudvalget og Byrådet, at:

  1. Tage orienteringen til efterretning.

Historik

Beslutning fra Klima, natur og energi, 7. juni 2022, pkt. 73:

Taget til efterretning.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A) og Hans Andersen (V).

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A).

Rasmus Petersen (Ø).

Sagsfremstilling

Hændelsesforløb:

Fredag den 25 mats 2022 opdages der døde fisk i Vandløbet Græse Å. På den baggrund undersøger medlemmer fra Havelse Å Vandplejegruppe strækningen nærmere, og de har efterfølgende oplyst til Frederikssund Kommune, at de konstaterer mange døde fisk. Frederiksborg Brand og Redning kontaktes lørdag den 26. marts 2022 og rykker ud til stedet, og kontakter DMR (Dansk Miljørådgivning). Indsatsleder konstaterer, at fiskedøden starter ved udløbet fra Slangerup Renseanlæg, og fortsætter ca. 500 meter nedstrøms. DMR vurderer på baggrund af oplysninger fra indsatsleder, at den akutte risiko er overstået og indsamling af analyseprøver udsættes til den efterfølgende mandag. Mandag den 28 marts udtager DMR flere vandprøver i samarbejde med administrationen i Frederikssund Kommune. Prøverne udtages både opstrøms Slangerup Renseanlæg, men primært nedstrøms for at forsøge at lave kildeopsporing. Derudover er der indhentet første hændelsesberetning fra både anmelder, Miljøstyrelsen og lokale borgere.

På baggrund af indsamlede materiale er DMR kommet til følgende konklusioner:

  • At fiskedøden er opstået pga. den toksiske puls
  • At den toksiske puls sandsynligvis kommer fra renseanlægget
  • At det lave iltindhold fra industrien ikke har væsentligt påvirkning af vandløbet grundet opblanding
  • At det ud fra analyseresultaterne af de udtagne vandprøver ikke er muligt at fastslå årsagen til fiskedøden
  • At spildet ikke udgør en akut risiko for miljøet i beredskabsmæssig forstand på det tidspunkt, hvor miljøvagten blev kontaktet vedr. sagen.

Derudover anbefaler DMR, at Frederikssund Kommune går i dialog med Slangerup Renseanlæg for at undersøge, om kilden til den toksiske puls kan stamme herfra. Frederikssund Kommune har været dialog med Novafos om Slangerup renseanlæg og Novafos er kommet med følgende redegørelse.

Redegørelse fra Novafos:

Lørdag middag den 26. marts 2022 modtog Novafos en henvendelse fra Frederikssund Beredskab angående hændelsen i Græse Å. Efter henvendelsen undersøgte Novafos deres SRO-system, hvor ilt-, ammonium, nitrat og tørstofmålinger på Slangerup Renseanlæg bliver overvåget for den forringe uge og den igangværende uge. Novafos vurderede, at alle parametre i det elektroniske styringssystem (SRO-system) var fine. Desuden foretog Novafos en inspektion af renseanlægget og renseanlæggets udløb, men konstaterede, at alt var normalt. Regnvandsudløb fra industriområdet ved Slangerup Renseanlæg blev tjekket og det blev konstateret, at der ikke kan ses vand i regnvandsudløbet, men det kan ikke udelukkes, at der har været hændelser, der har medført udløb fx torsdag eller fredag af miljøskadelige stoffer.

Novafos monitorerer løbende værdier for ilt-, ammonium, nitrat, suspenderet stof (SS) samt vandmængder på Slangerup Renseanlæg. I forbindelse med hændelse udtog Novafos som supplement en stikprøve den 26. marts og døgnprøver fra renseanlæggets udløb fra den. 27 - 30 marts 2022.

Resultatet fra moniteringen og prøverne viste følgende:

  • Der blev ikke observeret ”unormale” niveauer af ilt-, ammonium, nitrat og tørstof i perioden op til den 26. marts.
  • Fredag og lørdag fra kl. 9 var der let forhøjede værdier af ammonium samt fald i iltniveau i tankene, men disse værdier lå indenfor normalen (morgenflush).
  • Der blev ikke målt lave niveauer for ilt i udløbet
  • Der blev ikke målt vandmængder i udløb/indløb, der varierer væsentligt fra normalen.

Novafos konkluderer, at der ikke er blevet registreret værdier af ilt, ammonium eller vandmængder i renseanlægget eller ved ind- eller udløb fra Slangerup Renseanlæg, som umiddelbart kunne forårsaget uheld som fiskedød i Græse Å. Driften på renseanlægget var normal hele uge og Novafos har ikke konstateret alarmer om forhøjede værdier af ammonium eller nitrat. Novafos oplyser, at i perioden op til hændelsen var der ikke blevet tømt eller renset bassiner, samt udført andre opgaver som kunne have indflydelse på udløbskvalitet.

Der ligger flere regnvandsudløb til Græse Å og Novafos mener, at miljøskadelige stoffer vil kunne være løbet ud i åen fra disse regnvandsudløb.

I hele marts var nedbørsmængden lav og Frederikssund Kommune havde registreret lav vandstand i åen, derfor blev Novafos bedt om at overveje fortynding af vandet fra renseanlægget. Novafos vurderede, at det ikke var påkrævet, da det udledte vand fra Slangerup Renseanlæg, overholdte kravene i udledningstilladelsen med god margin.

Administrationens vurdering:

Administrationen har vurderet, at stikprøve og døgnprøver fra Slangerup Renseanlæg overholdt kravene fra udledningstilladelsen for Slangerup Renseanlæg. Målinger af vandføring og ilt (SRO-systemet) i udløbet fra renseanlægget overholdte også kravværdierne i udledningstilladelsen. Administrationen kan på denne baggrund ikke pege på en entydig forklaring på hændelsen med fiskedød i Græse Å. Det er ikke muligt på bagkant at finde årsagen til den toksiske puls, som tilsyneladende har forårsaget fiskedøden.

Inddragelse

I kildeopsporing af forureningen har Frederikssund Kommune samarbejde med Dansk Miljørådgivning, Novafos og den lokale sportsfiskerforening Havelse Å vandplejegruppe.

Økonomi

Nærværende sag har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Beslutning

Tina Tving Stauning (A) orienterede om, at hun på kommunens vegne har sagt ja til at underskriveet brev til finansministeren, klimaministeren og miljøministeren samt ordførere i aftalekredsen bag klimaplanen om en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Brevet samt tilhørende bilag vedlægges referatet fra Økonomiudvalgets møde.

Tina Tving Stauning (A) bad om tilbagemeldinger på en invitation til et gruppeformandsmøde.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø)

Kirsten Weiland (N).

Sagsfremstilling

  • Status vedr. midler til digitalisering med fokus på velfærdsteknologi

Der er i Budget 2022-2025 årligt afsat en mio. kr. til digitalisering med fokus på velfærdsteknologi. Med Byrådets beslutning af den 2. juni 2022 om at udsætte en række anlægsudgifter udgør puljen i indeværende år dog kun 500.000 kr.

På møde den 30. marts 2022 (sag 59) vedtog Byrådet procedure for ansøgning af midlerne. Proceduren foreskriver bl.a., at centrene kan søge to gange årligt med deadline den 1. april 2022 og den 17. august 2022. Der er ikke indkommet nogen ansøgninger ved deadline den 1. april 2022, hvorfor det samlede beløb i puljen vil blive disponeret i forbindelse med ansøgningsrunden i august måned.

  • Økonomiudvalgets sagsliste er vedlagt som bilag.
  • Byrådet har tidligere besluttet, at der skal gennemføres et borgermøde om budget 2023 i forbindelse med den planlagte høring, der er i perioden 26. august - 9. september. Administrationen foreslår, at mødet afvikles torsdag den 1. september kl. 19.-21.00.

Indstillingspunkt 1-3 anbefales.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø)

Kirsten Weiland (N).

Tina Tving Stauning (A) stillede et ændringsforslag om, at sagen sendes retur til fornyet behandling i Social og sundhed.

For forslaget stemte: Tina Tving Stauning (A), Søren Weimann (B), Anna Poulsen (F), Niels Martin Viuff (C), Morten Skovgaard (V) og John Schmidt Andersen (V)

Imod forslaget stemte: Michael Tøgersen (V) med den begrundelse, at han bakke op om udvalgets beslutning op og vil imødekomme ønsket om salg.

Inge Messerschmidt (O) undlod at stemme.

Ændringsforslaget tiltrådt.

Fraværende:

Poul Erik Skov Christensen (A)

Rasmus Petersen (Ø)

Kirsten Weiland (N).

Beslutning

-

Sagsfremstilling

Dette punkt erstatter det fysiske underskriftark. Når der er trykket "Godkendt" svarer det til at underskriftarket er underskrevet.