Frederikssund Kommunes logo

Kvalitetsstandarder - Støtte til voksne 2020

Demensdaghjem

Formål med indsatsen

Formålet med tilbuddet er at give samvær og nærhed til dig med demenssygdom. Samtidig skal tilbuddet understøtte, at du kan skabe netværk og støtte dig og dine pårørende i hverdagen.

Der er fokus på at skabe trygge, vante og tilpas stimulerende rammer for dig med demenssygdom. Derudover, er formålet at aflaste dine nære pårørende.

Målgruppe

Du kan blive tilbudt demensdaghjem, hvis du er hjemmeboende og har demenssygdom eller demenslignende symptomer.

Hvis du bor i plejebolig, så kan du ikke modtage denne ydelse.

Hvis du er på aflastningsophold eller rehabiliteringsophold, så kan du efter en individuel vurdering modtage ydelsen.

Indhold

De aktiviteter, der indgår i demensdaghjemmet, er altid tilpasset dine ressourcer og interesser. Det kan for eksempel være:

  • Støtte i hverdagen
  • Socialt samvær med andre borgere med demenssygdom
  • Vedligeholdelsestræning
  • Sygepleje
  • Sanseoplevelser og stimuli (musik, sang, dans, spil, quiz, højtlæsning)
  • Naturoplevelser
  • Ture ud af huset med vores minibus
  • Ydelsen omfatter ikke ledsagelse til tandlæge, læge, frisør eller lignende.

Omfang og varighed

Du kan blive visiteret til demensdaghjem fra en til fem dage om ugen. Der er åbent alle hverdage i dagtimerne. Demensdaghjemmet er lukket weekender, helligdage samt 1. maj, grundlovsdag, juleaftensdag (24/12) og nytårsaftensdag (31/12). Der tilbydes kun hele dage.

Hvis du ikke bruger demensdaghjemmet i fire uger eller mere, så ophører tilbuddet. Du kan altid blive revurderet til tilbuddet.

Egenbetaling

Der er egenbetaling for demensdaghjemmet efter gældende takst. Egenbetalingen dækker morgenkaffe/te med brød, et varmt middagsmåltid og eftermiddagskaffe/te med kage.

Du skal selv betale kørslen til og fra demensdaghjemmet.

Lovgrundlag

Lov om social service § 84.

Hvem skal jeg kontakte?

Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til afdelingen Myndighed i Center for Voksenstøtte og Rehabilitering. Ring på telefonnummer 47 35 19 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”

Politisk udvalg

Kvalitetsstandarden hører under Velfærdsudvalget.