Gå til sidens indhold
Frederikssund Kommunes logo

Kvalitetsstandarder - Støtte til voksne 2020

Beskyttet beskæftigelse

Formål med indsatsen

Formålet med beskyttet beskæftigelse er at tilbyde en målrettet indsats, der skal udvikle og vedligeholde din funktionsevne. Dette skal foregå i et skærmet miljø, hvor du kan udføre produktion og serviceydelser.

Derudover, skal det afklares i hvilket omfang du på sigt kan blive tilknyttet det ordinære arbejdsmarked.

Målgruppe

Du kan blive tilbudt beskyttet beskæftigelse, hvis du har behov for en kortere eller længerevarende indsats under trygge og genkendelige rammer. Derudover skal du have brug for:

  • Udvikling af faglige og sociale kompetencer, så du så vidt muligt kan blive tilknyttet det ordinære arbejdsmarked.
  • At lære nye funktioner, så du kan få arbejde under mindre beskyttede former, for eksempel i et job med løntilskud.
  • Udvikling og fastholdelse af færdigheder samt oplevelse af livskvalitet i et trygt miljø for dig, der har brug for meningsfuld beskæftigelse uden for arbejdsmarkedet.
  • Øget livskvalitet og selvværd ved at deltage i et arbejdsmæssigt fællesskab.
  • At få understøttet dit netværk.

Du kan blive tilbudt beskyttet beskæftigelse, hvis du:

  • Er under folkepensionsalderen.
  • Ikke kan arbejde på almindelige vilkår.
  • Som udgangspunkt ikke kan benytte tilbud fra arbejdsmarkedsområdet.
  • Har et minimum af arbejdsevne.

Indhold

I tilbuddene om beskyttet beskæftigelse er der målrettede aktiviteter i realistiske erhvervsmiljøer, som skal give dig mulighed for at udvikle dig. Dette med henblik på at du kan blive ansat på det ordinære arbejdsmarked. Derudover er der fokus på samarbejde og udvikling af dine muligheder og kompetencer. På denne måde bliver du støttet i at tage styringen i dit eget liv ud fra dine evner, ligesom du oplever forøget selvværd og en følelse af livskvalitet.

Tilbuddet kan eksempelvis tilbyde en målrettet pædagogisk indsats i forhold til:

  • Produktionsydelser: Snedkeri, gartneri, og montageværksted.
  • Serviceydelser: Café- og kantinedrift, rengøring, pasning af grønne områder og dyrehold.
  • Afklarende praktikker, for eksempel i forhold til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU).

Arbejdet kan organiseres i:

  • Beskyttede værksteder.
  • Tilknytning til botilbud, aktivitets- og samværssteder, andre kommunale virksomheder, eventuelt kombineret med specialundervisning. 
  •  Beskæftigelse i private virksomheder på særligt aftalte vilkår.

Du kan modtage en arbejdsdusør i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse herom. Arbejdsdusøren bliver fastsat, så den afspejler din indsats. Dusøren skal være mindst fem procent af den mindste overenskomstmæssige løn på dit arbejdsområde. Dusøren vil være afhængig af, hvor mange timer du arbejder.

Omfang og varighed

Omfang og varighed bestemmes af dine behov og ønsker ud fra en individuel faglig vurdering.

Beskyttet beskæftigelse foregår i hverdagene, og du kan blive tilbudt to til fem dage om ugen.

Egenbetaling

Taksten inkluderer alle beskrevne ydelser og aktiviteter. Hvis du deltager i arrangementer, ture eller andet, så skal du selv betale. Det er frivilligt at deltage i arrangementer og ture.

Din betalingskommune betaler for transport til og fra din arbejdsplads, hvis du har betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og er visiteret til beskyttet beskæftigelse.

Lovgrundlag

Servicelovens § 103

Hvem skal jeg kontakte?

Hvis du har spørgsmål eller får behov for støtte, kan du henvende dig til afdelingen Myndighed i Center for Voksenstøtte og Rehabilitering. Ring på telefonnummer 47 35 10 00 eller se mere i afsnittet ”Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har behov for støtte?”

Politisk udvalg

Kvalitetsstandarden hører under Social- og Sundhedsudvalget.