Frederikssund Kommunes logo

FrederiksSund Dagene 2023

Frederikssund Kommune holder i foråret 2023 tre sundhedsdage fyldt med spændende, sjove og sundhedsfremmende aktiviteter for borgere i alle aldersgrupper. Det sker i samarbejde med frivillige, sociale-, kultur- og idrætsforeninger.

Hvad er FrederiksSund Dagene?

I 2022 blev det politisk besluttet, at der skal afholdes tre dage fyldt med forskellige aktiviteter. Dagene skal bidrage til et mere sammenhængende fokus på sundhed og trivsel.

Formålet er at vise kommunens borgere de mange lokale tilbud, som blandt andet giver mulighed for at indgå i et fællesskab; som hjælper og giver støtte til personer med kronisk sygdom; og som skaber glæde med en cykeltur i de naturskønne omgivelser.  

Tilgangen for FrederiksSund Dagene er, at foreninger og organisationer står for at planlægge og afholde arrangementer og aktiviteter lokalt. De enkelte aktiviteter udgør indholdet på dagen, mens kommunen vil sikre overblik og kommunikation om aktiviteterne.

Du kan klikke ind på de forskellige datoer herunder for at få information om dagene. Du kan også læse om, hvordan du og din forening kan bidrage med en aktivitet eller et event på en eller flere af dagene.

Flere i fællesskaber – tirsdag d. 21. marts 

Færre med kronisk sygdom – mandag d. 17. april

Flere op på cyklen – torsdag d. 25. maj

Hvordan tilmelder man en aktivitet til FrederiksSund Dagene?

I melder jeres aktiviteter ind på hjemmesiden Oplev Frederikssund. Eneste undtagelse er, at ”åbent-hus”-arrangementet i Valhal d. 17. april skal tilmeldes via formularen på hjemmesiden.

Når man er logget ind på www.oplev.frederikssund.dk, skal man:

  • Vælge ”Opret event” øverst til højre og oprette en bruger/log in
  • Udfylde alle felterne
  • Sætte hak i ”FrederiksSund Dagene” under ”Særlige emner”. Så kan alle se, at aktiviteten er en del af FrederiksSund Dagene, når de læser om aktiviteterne på Oplev Frederikssund.

Dagene er for deltagere i alle aldre, men I kan vælge, om aktiviteten skal være målrettet fx unge eller ældre. I bestemmer også selv, om der skal være et max på antallet af deltagere og om tilmelding er nødvendig. Hvis I har udgifter til materiale eller andet i forbindelse med aktiviteten, er det muligt at tage en mindre deltagerbetaling. Det skal noteres under beskrivelsen af aktiviteten.

Alle de aktiviteter, der er markeret med ”FrederiksSund Dagene” på d. 21. marts, d. 17. april og d. 25. maj, vil komme med i det officielle program, som vi annoncerer via kommunens kanaler.   

Frist for tilmelding af aktiviteter:

”Flere i fællesskaber” er d. 6. marts 2023

”Færre med kronisk sygdom” er d. 6. april 2023

”Flere op på cyklen” er d. 6. maj 2023

Mulighed for økonomisk støtte til arrangementer

Udvalget Social og sundhed i Frederikssund Kommune har valgt at udmønte 50.000 kr. til en særpulje, som kan ansøges af alle foreninger, organisationer m.fl., der har lyst til at bidrage med aktiviteter på FrederiksSund Dagene. Ansøgningsfristen er den 6. marts 2023.

Se kriterierne for ansøgning til paragraf-18 midler i særpuljen her.