Gå til sidens indhold
Frederikssund Kommunes logo

Festival tiltrækker internationale gæster

112 gæster fra 24 lande kommer til Frederikssund i den kommende uge for at se dansk scenekunst ved Aprilfestival.

Velkommen til Ouèdrago, Khatiwada, Choi, Liang og alle andre

De mange internationale gæster der har meldt deres ankomst til festivalen er en varieret og farverig forsamling af teaterfolk, skuespillere, instruktører, festivalproducenter og talentspejdere. De kommer alle for at se nyt og banebrydende teater på dette område, deltage i debatter og købe forestillinger til deres egne festivaler rundt omkring i verden.

Dansk scenekunst for børn og unge har nemlig ry for at være af meget høj kvalitet, og er derfor efterspurgt i mange lande over hele verden. Scenekunst for børn og unge er faktisk blandt Danmarks mest markante kultureksportartikler.

Danske børne- og ungdomsteatre turnerer så intenst i udlandet at der statistisk set opføres to forestillinger pr. dag, året rundt et eller andet sted i udlandet. Det sker bl.a. takket være de mange internationale teaterfolk der gæster Aprilfestivalen hvert eneste forår for at opleve dansk scenekunst af høj kvalitet og købe ind.

Art Stage SAN - Feen og Brændehuggeren
Art Stage SAN - Feen og Brændehuggeren.

Søsæt dit papirskib i fjorden

Det er Fjordlandet, der er vært for årets festival - derfor bliver den skudt i gang med en rigtig søsætning søndag d. 19. april. Det maritime grundtema er også slået an på festivalplakaten og det øvrige festivalmateriale, hvor vand og papirskibe er de gennemgående elementer.

Søsætningen begynder kl. 14.00 på torvet i Frederikssund, hvor borgmester John Schmidt Andersen holder åbningstalen.

Herfra vil alle fremmødte blive guidet rundt på en overraskende oplevelsestur gennem Frederikssund By. Sangere, sejlere, skuespillere, gymnaster, et blæseorkester og – ikke mindst – skibet Skjelskør - er nogle af ingredienserne i den store festivalsøsætning, som afsluttes med, at 300 festivalbåde af papir foldes og søsættes i fjorden til tonerne af ’søsætningssangen’, der er specielt komponeret til dagen. Arrangementet er for hele familien.

Forberedelser er slut - vi er klar

Frederikssund er de seneste dage blevet festklædt – bannere og plakater af varierende størrelse pryder husmure og luftrum i midten af byen, og lokale skoleelever har under kyndig ledelse af Bureau Detours været med til at skabe byrumsinstallationer, der skal markere festivalen i bybilledet, og samtidig være med til at lede publikum på vej til teateroplevelserne.

Hele ugen kommer her til at syde og boble af teater på skoler, institutioner og i forsamlingshuse. I næste weekend kulminerer det hele med hundredvis af forestillinger for alle på 11 udvalgte spillesteder i Frederikssund by.