Frederikssund Kommunes logoFrederikssund Kommunes logo

Varmebreve om fremtidige varmeforsyningsmuligheder

Frederikssund Kommune har i december 2022 udsendt breve om fremtidige varmeforsyningsmuligheder til alle ejendomsejere i kommunen med naturgas- eller oliefyr. Hvilket brev du har modtaget afhænger af hvor du bor i kommunen og hvad beregningerne i Frederikssund Kommunes Strategiske Energi- og Varmeplan 2022 har vist er muligt i forhold til fremtidig varmeforsyning i dit område.

På nedenstående kort kan du se hvad der forventes af fremtidig varmeforsyning i de gasforsynede områder i Frederikssund Kommune. 

Kort over forventet fremtidig varmeforsyning i kommunen

Grønne områder på ovenstående kort er eksisterende fjernvarme. Det blå område er projektområdet for det betingede godkendte varmeprojekt. Lilla områder på ovenstående kort er områder med mulighed eller potentiale for fjernvarme. De orangeområder er gasområder, som ikke forventes fjernvarmeforsynet.

Læs brev til ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor de eksisterende fjernvarmeområder (de grønne områder).

Læs brev til ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor det betingede godkendte varmeprojekt (det blå område).

Læs brev til ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor områderne med mulighed eller potentiale for fjernvarme (de lilla områder).

Læs brev til ejendomsejere med olie- eller gasfyr indenfor områder, hvor der ikke forventes fjernvarme (de orange områder eller områder udenfor de tre ovenstående områder)

Hvis du har modtaget et brev, men ikke har et naturgas- eller oliefyr eller du burde have modtaget et brev, fordi du har et naturgas- eller oliefyr skyldes det, at der ikke er indberettet korrekt information om din opvarmningsform i BBR. Hvis informationen om din opvarmningsform ikke er korrekt er du forpligtiget til at rette oplysninger om din opvarmningsform i BBR. Du kan rette dine oplysninger på BBRs hjemmeside.

Potentiale for fjernvarme/mulighed for fjernvarme - hvad betyder det?

At et område  i Frederikssund Kommunes Strategiske Energi- og Varmeplan 2022 er udpeget til potentiale for fjernvarme/mulighed for fjernvarme betyder, at Frederikssund Kommunes samfundsøkonomiske beregninger viser, at der er potentiale for fjernvarme i området.

Frederikssund Kommune arbejder for, at der i 2023 vil blive udarbejdet et projektforslag for alle områder udpeget til forventet fjernvarme/mulighed for fjernvarme, med tidsplan for etablering af fjernvarmen. For at dette kan lykkes kræver det, at der er et fjernvarmeselskab, der ønsker at etablere en forsyning i områderne. Hvis et varmeprojekt bliver endeligt godkendt vil du blive kontaktet af fjernvarmeselskabet og få information om tidspunkt for, hvornår du kan få fjernvarme samt priser, vilkår for tilslutning, mv. 

Individuel opvarmning

Hvis ikke du ønsker fjernvarme eller ikke har/får mulighed for at få fjernvarme kan du overveje at udskifte dit gas- eller oliefyr med en individuel opvarmningsform.

En individuel opvarmningsform er et muligt alternativ til dit gas- eller oliefyr. Typen af individuel opvarmning, der kan bruges på din ejendom, afhænger af en række forhold, for eksempel afstanden til din nabo og jordforholdene på din grund.

Du kan læse mere mere om individuelle opvarmningsformer på sparenergi.dk om skift af varmetyper.

Mindre fælles varmeløsning

Er I flere ejendomme i nærområdet, der går med overvejelser om at udskifte olie- eller gasfyret, kan det måske være en mulighed at overveje en fælles opvarmningsløsning.

En fælles opvarmningsløsning producerer varme til flere ejendomme, og kan etableres på baggrund af forskellige teknologier. Du kan læse mere om lovgivningen gældende for mindre fælles varmeløsninger på kommunens hjemmeside om energifællesskaber.

Finansiering og tilskud

Der findes en række muligheder for at modtage støtte til at omstille opvarmningen fra olie eller gasfyr.

Der kan eksempelvis søges støtte til frakobling af gasnettet, hvis en række betingelser er opfyldt. Ordningen hedder ”afkoblingsordningen” og giver mulighed for gratis at blive afkoblet gassystemet. Det betyder, at man kan spare det gebyr det i dag koster at afkoble sig gasnettet. Du kan læse mere om frakoblingsordningen på Evidas hjemmeside.

Læs mere om dine tilskudsmuligheder og hvordan du søger her på sparenergi.dk om tilskud.

Rådgivning og vejledning

Du kan på sparenergi.dk om varmetyper, læse mere om de forskellige muligheder for at udskifte dit olie- eller gasfyr med en anden opvarmningsform.

Hvis du ønsker rådgivning om skifte af opvarmningsform, kan du kontakte en af Sparenergis energirådgivere på tlf. 31 15 90 00 mandag – torsdag kl. 8-17 og fredag kl. 8 – 15, eller gå ind på sparenergi.dk om rådgivning.

Du kan også at sende en mail med dine spørgsmål til e-mailadressen info@sparenergi.dk.