Frederikssund Kommunes logo
6. september 2023

Deltagere til kongelig fest er fundet

H.K.H. Prins Christians fejrer sin 18-års fødselsdag søndag den 15. oktober ved et gallataffel på Christiansborg Slot. I den anledning har Kongehuset inviteret to 18-årige fra hver kommune i Danmark med til festen.

Fundet ved lodtrækning

I Frederikssund Kommune kunne 18-årige søge om at komme med til den kongelige fest, og onsdag den 6. september blev der så trukket lod om de to pladser blandt de i alt 79 ansøgere. Det var borgmester Tina Tving Stauning, der stod for lodtrækningen, og de to heldige unge er Oline Veng Precht og Victor Enemark Cruse.

Oline bor i Frederikssund og går til daglig i 3. g på Hillerød Gymnasium.

- Jeg er nervøs, men det er superspændende og lidt sjovt at jeg blev valgt. Mine venner er meget begejstrede på mine vegne, fortæller Oline. Ud over sine studier på gymnasiet arbejder Oline i en Netto og bruger sin fritid på klaverspil, at male akvarel og at være sammen med sine venner.

Victor bor i Skibby og går på 2. HF på Egedal Gymnasium og HF.

- Jeg glæder mig, og tror det bliver rigtig hyggeligt, at deltage i festen og møde de kongelige, som man har hørt om, mens man voksede op, siger Victor. Den del af fritiden, der ikke går med vennerne, bruger han som svømmetræner for et børnehold i Frederikssund Svømmeklub, og han har også selv tidligere deltaget i svømmekonkurrencer.

Får officiel invitation fra Kongehuset

Frederikssund Kommune sender nu de to navne videre til Kongehuset, som senere sender en officiel invitation direkte til de to unge.