Frederikssund Kommunes logo
28. juni 2021

Cykel p-pladser ved Vinge Station godkendt

Formålet med de mange nye cykelstativer er at fremme cyklisme i Frederikssund Kommune og i særdeleshed omkring Vinge Station, hvor cykelstativerne kommer til at ligge i umiddelbar nærhed af stationen, busholdepladser og supercykelstien. Skitseprojektet for cykelparkeringen blev godkendt på Byrådets møde torsdag den 24. juni.

Tyverisikring og opladning

Med Byrådets godkendelse ligger det nu fast, at der bliver flere typer cykelstativer. Dels almindelige stativer under overdækning med indbygget belysning, og dels et særligt tyverisikret stativ med en elektronisk låsemekanisme, der får strøm via solceller. Cykelstativet låses ved hjælp af Dankort, sygesikringsbevis eller rejsekort, og den elektroniske løsning giver også mulighed for, at man via en app kan se, om der er ledige cykelstativer.

Endelig bliver der ved udvalgte stativer mulighed for at oplade sin elcykel, ligesom der også bliver pladser til ladcykler.

171 p-pladser i alt

I alt bliver der 45 cykelstativer med elektronisk aflåsning. De 30 af disse (heraf 10 med elopladning) placeres på sydsiden af stationen og de 15 (heraf 5 med elopladning) på nordsiden. Derudover kommer der 126 almindelige cykelstativer, 42 nord for banen og 84 syd for.

Projektet kommer i alt til at koste 1,9 mio. kr. hvoraf halvdelen bliver betalt af en statslig pulje til cykelprojekter. Det ventes at anlægget af de nye cykelparkeringspladser begynder i løbet af efteråret.

Vinge Station med parkeringspladser på begge sider. Foto: Frederikssund Kommune.Vinge Station får i alt 171 cykelparkeringspladser.

Foto: Frederikssund Kommune.