Kontakt
Blodtyksmåler

Forebyggende hjemmebesøg

Formålet med forebyggende hjemmebesøg er

  • at fremme og sikre trivsel og aktivitet blandt ældre
  • at støtte og opmuntre ældre i udnyttelse af egne ressourcer og bevarelse af funktionsevnen længst muligt
  • at fremme viden og bevidsthed blandt ældre om sund levevis og om forebyggelse af sygdom, ulykker og isolation
  • at orientere om kommunens tilbud om aktiviteter og støttemuligheder
  • at borgerne får mulighed for at fremkomme med ønsker og idéer til kommunen, med henblik på at forbedre forholdene for ældre.

Læs tilbud ved forebyggende besøg

Læs årsrapport 2012 om forebyggende besøg

Hvordan foregår det?

Den forebyggende medarbejder aflægger, efter forudgående aftale, besøg i hjemmet.
Under besøget, som højst varer en time, er der mulighed for at tale om

  • det at blive ældre - glæder og vanskeligheder, tanker om fremtiden
  • sundhed og helbred
  • trivsel og livskvalitet
  • samvær med andre, interesser og aktiviteter

Der vil ligeledes være mulighed for at få målt blodtryk og blodsukker.

Hvem tilbydes besøg?

Alle borgere i Frederikssund Kommune der er fyldt 75 år, og som ikke er modtager af personlig eller praktisk hjælp, får tilbud om et årligt forebyggende hjemmebesøg. Man behøver ikke at opleve problemer i sin tilværelse for at kunne få glæde af besøget. Hensigten er at kunne sætte ind med råd og vejledning før problemer opstår, eller før de når at vokse sig store.

Hvem aflægger besøg? 

Vi er tre forebyggelseskonsulenter - alle med en sundhedsfaglig baggrund - som er ansat i Sundheds- og forebyggelsesafdelingen, til at varetage opgaven med de forebyggende hjemmebesøg i Frederikssund Kommune. Vi har kontor på Omsorgscenteret Tolleruphøj i Frederikssund.

Aftale om besøg

Første henvendelse er altid et brev med tilbud om besøg, med en fastsat dato og tid. Ægtepar eller samboende som begge er omfattet af tilbuddet om besøg, vil blive tilbudt besøg samtidigt med mindre andet aftales.

Efterfølgende tilbud kan gives skriftligt eller telefonisk. Besøget er gratis og frivilligt, og man kan til enhver tid sige nej tak til besøget. Tilbud om besøg gives to gange årligt, medmindre andet aftales.

Borgere er i øvrigt altid velkomne til at rette henvendelse til den forebyggende medarbejder, hvis der opstår problemer, der er behov for at drøfte.

Hvad sker der med oplysningerne?

Den forebyggende medarbejder har tavshedspligt, og alle oplysninger der registreres opbevares efter gældende registerforskrifter. Indsamlede data kan bruges i anonym form til at lave statistik og sundhedsprofiler for ældrebefolkningen i kommunen.   

Lovgrundlaget

Den 1. juli 1996 trådte "Lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v." i kraft. Loven forpligter byrådet til at tilbyde hjemmebesøg mindst en gang om året til alle der er fyldt 75 år. Det overordnede formål er at opprioritere den forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for ældre.

Den 27. april 2005 kom "Lov om ændring af lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.", som betyder at kommunalbestyrelsen kan vælge at undtage de borgere fra ordningen, som modtager både personlig og praktisk hjælp efter § 71 i Lov om social service.

Forebyggende hjemmebesøg

Forebyggelseskonsulenterne
Omsorgscenteret Tolleruphøj
Roskildevej 160
3600 Frederikssund

Telefontid:
Mandag, onsdag og fredag
kl. 12.00 - 13.00

Telefon: 47 35 17 51


Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/omrader/sundhed/forebyggende_hjemmebesog
Ansvarlig for denne side: Kirsten Kaarsberg. Senest opdateret den 11. juni 2013 af Anni Andersen.