16. februar 2009
Førstepræmien på 7000 kroner ved Frederikssund Skakklubs store 100-års jubilæumsskakturnering blev vundet af favoritten, international mester Lars Bo Hansen. Frederikssunds stærkeste spiller Thomas Johansson endte på fjerdepladsen.
Skakklubbens jubilæumsturnering blev afviklet søndag den 15. februar i Kulturhuset Elværket.
I mesterklassen blev der konkurreret om store præmier udsat af klubbens mange sponsorer, og der deltog 41 spillere med de internationale stormestre Lars Bo Hansen, Jonny Hector, Stellan Brynell og Carsten Høi i spidsen.
Sponsorerne var Topdanmark, Nordea, Sparekassen Sjælland, Danske Bank, Inspiration, Jyske Bank og Dansk Skaksalg.
Frederikssunds stærkeste spiller Thomas Johansson var med fremme i hele turneringen. Han slog blandt andre den svenske stormester Stellan Brynell – men også de danske internationale mestre Karsten Rasmussen og Erling Mortensen.
Turneringen blev åbnet af borgmester Ole Find Jensen som bød spillerne velkommen til byen og turneringen og herefter symbolsk foretog det første træk for favoritten Lars Bo Hansen.
Det blev en spændende turnering hvor de fire stormestre fik konkurrence af (som nævnt) Frederikssund-klubbens Thomas Johansson og Karsten Rasmussen fra Århus og Dennis Jørgensen fra Allerød.
Før sidste runde havde Lars Bo Hansen 5½ point, og Thomas Johansson havde 5 point; mens fire andre spillere på 4½ point også havde chancen for at komme helt til tops. Efter en dramatisk sidste runde blev slutstillingen i mesterklassen:
I de øvrige klasser var vinderne:
Reception på jubilæumsdagen
På selve jubilæumsdagen fredag den 20. februar er der reception i Kulturhuset Elværket kl. 17-20. Alle skakspillere og andre interesserede er velkomne. Skakklubben byder på lidt at spise og drikke. Borgmester Ole Find Jensen er blandt dagens talere.
Der bliver opvisning på klubbens kæmpeskakspil, og der bliver mulighed for at teste sig selv i skakspillets ædle kunst mod klubbens medlemmer.