Frederikssund Kommunes Byrådssekretariat udsteder prøvelsesattester, foretager vielser og registrering af partnerskaber.
Hvis I bor i Frederikssund Kommune og ønsker at indgå ægteskab, skal I udfylde en ægteskabserklæring. Erklæringen kan desuden hentes i Byrådssekretariatet på Rådhuset.
Ægteskabserklæringen skal udfyldes og indleveres i Byrådssekretariatet, uanset om I skal giftes i kirke, på rådhus eller i udlandet.
Hvis I ikke bor her i landet, skal ægteskabserklæringen indleveres til den kommune, hvor én af jer opholder sig. Der skal samtidig betales et gebyr på 500 kr. for prøvelsen af ægteskabsbetingelserne. Ekspeditionstid 1-3 uger.
Sammen med ægteskabserklæringen skal I vedlægge nogle dokumenter - gerne i kopi:
Danske statsborgere skal vedlægge dåbs-/navneattest eller navnebevis. Udlændinge, der har fået dansk statsborgerskab, skal vedlægge indfødsretsbevis eller dansk pas. Er I født eller døbt i udlandet, skal I vedlægge pas.
Danske statsborgere som i flere år har været bosiddende i udlandet skal medbringe en attest fra det land de er bosat i, som dokumenterer deres civilstand.
Fraskilte skal vedlægge skilsmissebevilling eller -dom, hvis det ikke fremgår af cpr-registret.
Hvis den tidligere ægtefælle er død, skal der vedlægges skifteretsattest med oplysning om at fællesboet er skiftet. På bagsiden af ægteskabserklæringen kan I se hvilken dokumentation, der evt. også skal bruges.
Udenlandske statsborgere skal fremvise pas og bevis for lovligt ophold i form af opholdstilladelse, visum eller indrejsestempel. Der skal tillige vises civilstandsattest. Er I født i Danmark desuden dåbs- eller navneattest. Se Eheerklärung og Notice of marriage.
Ønsker I at blive gift i en kirke eller på et andet rådhus, skal I bruge en prøvelsesattest. Den bliver udstedt af Byrådssekretariatet på baggrund af oplysningerne i ægteskabserklæringen og jeres personlige dokumenter. Prøvelsesattesten er gyldig i fire måneder.
Skal I giftes i udlandet, udsteder Byrådssekretariatet en ægteskabsattest, som skal afleveres til den myndighed der skal vie jer i det pågældende land. Ægteskabsattesten er gyldig i fire måneder.
Skal I skifte navn i forbindelse med vielsen, skal I udfylde en navneændringsblanket. Blanketten afleveres til kirkekontoret i det sogn I bor i. Kirkekontoret foretager navneændringen. Yderligere information om regler for navneændring fås hos kirkekontoret.
I kan blive viet på Frederikssund Rådhus, Torvet 2, 3600 Frederikssund, indenfor rådhusets åbningstid samt lørdag formiddage.
Dato for vielse skal aftales, før ægteskabserklæringen indleveres til Byrådssekretariatet.
I bedes møde fem minutter før aftalt tid og melde jeres ankomst i receptionen. Ved lørdagsvielser skal I vente uden for hoveddøren på Rådhuset.
Selve vielsen er en kort ceremoni, hvor der er mulighed for at udveksle ringe. Efter vielsen byder Rådhuset på et glas vin.
Vielsen skal overværes af to vidner. Rådhuset stiller gerne vidner til rådighed, hvis I ikke selv ønsker at medbringe dem. Om lørdagen skal I dog selv medbringe mindst et vidne. Blanketten med oplysning om vidner m.v. skal indsendes sammen med ægteskabserklæringen.
Der må gerne videofilmes og fotograferes under vielsen.
Se pjece om separation og skilsmisse eller læs mere på om vielser på borger.dk.