Hvem kan få børnefamilieydelse?

For at få børnefamilieydelse skal disse betingelser være opfyldt:

  • Den person, der har forældremyndigheden, skal være fuldt skattepligtig i Danmark. Det kræver som regel, at du bor i Danmark
  • Barnet skal faktisk opholde sig i Danmark. Børnefamilieydelsen kan dog udbetales selvom barnet opholder sig kortvarigt i et andet land i forbindelse med fx ferie eller familiebesøg, eller hvis barnet opholder sig midlertidigt i et andet land som led i sit uddannelsesforløb for at forbedre sine muligheder for at klare sig her i landet. Skolefraværet skal være lovligt, for at undervisningspligtige børn har ret til børnefamilieydelse.
  • Barnet må ikke være forsørget af det offentlige eller have indgået ægteskab.
  • Kommunen må ikke have truffet afgørelse om manglende efterlevelse af forældrepålæg. Et forældrepålæg kan fx gå ud på, at forældrene skal sørge for, at barnet kommer i skole hver dag. Pålægget gives for et kvartal ad gangen.

Du skal ikke ansøge om børnefamilieydelse. Børnefamilieydelse udbetales til barnets mor.

Hvis faderen har forældremyndigheden alene, udbetales børnefamilieydelsen til ham, mod fremsendelse af ansøgning.

I andre situationer er det afgørende for udbetalingen hvem der har forældremyndigheden, hvor barnet bor eller opholder sig mest, og hvor barnet er tilmeldt folkeregisteradresse. Hvis barnet opholder sig lige meget hos begge, udbetales ydelsen til den af forældrene hvor barnet er tilmeldt folkeregistret.

Kommunen kan bestemme at børnefamilieydelsen skal udbetales til barnet, hvis det vil være bedst for barnet.

Er barnet i privat familiepleje, kan ydelsen efter kommunens afgørelse udbetales til den der har taget barnet i pleje. Er barnet i pleje hos et ægtepar, udbetales ydelsen i givet fald til plejemoderen.

borger.dk



Frederikssund Kommune | Torvet 2 | 3600 Frederikssund | Tlf. 4735 1000 | E-mail
Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/borgerinformation/borgerservice/borneydelser/bornefamilieydelse/hvem_kan_fa_bornefamilieydelse
Webmaster for denne side: Suzanne Dalgas. Senest opdateret den 1. juni 2010 af Dennie Grauballe.