Hvis du flytter i en almen bolig, kan du søge din kommune om lån til beboerindskud. Det er et krav at boligen første gang skal være taget i brug den 1. april 1964 eller senere.
Der kan ydes lån til både lejligheder og enkeltværelser. Hvis du flytter i en almen ungdomsbolig uden selvstændigt køkken, kan du ikke søge om lån.
Kommunen skal som hovedregel yde lån - såkaldt "pligtlån" - hvis husstandsindkomsten ligger under en bestemt grænse.
Hvis du flytter i en lejlighed, må din husstands samlede indkomst ved indflytning ikke overstige 206.212 kr. (2010) om året. Hvis der er børn i din husstand, forhøjes dette beløb med 36.200 kr. (2010) for hvert barn til og med fire børn.
Hvis du flytter i et enkeltværelse, må din husstands samlede indkomst ved indflytningen ikke overstige 139.936 kr. (2010) om året. Hvis der er børn i din husstand, forhøjes dette beløb med 36.200 kr. (2010) for hvert barn til og med fire børn.