Kontakt
Lurblæsere


6. juni 2012


European Peoples Festival modtager 90.000 kr. fra Europanævnet

Den store Europafestival som løber af stablen til juli har netop modtaget støtte fra Europanævnet.

Foreningen European People´s Festival Frederikssund har igen modtaget et pænt tilskud til årets Festival. Se info om støtte fra EU's program "Europe For Citizens".

Denne gang er det Europanævnet, som har bevilget 90.000 kr. til Festivalen, som holdes den sidste uge i juli.

Foreningens formand Tommy Fritzen udtaler: - Vi er utrolig glade for, at Europanævnet har prioriteret at støtte Europafestivalen.

Foreningen har tidligere lavet samarbejdsaftaler med Frederikssund Erhverv og Frederikssund Vikingerne, ligesom den har modtaget støtte fra Topsøe.

Nyheden vækker naturligvis også glæde i Byrådet, og foreningen har modtaget tilkendegivelser fra byrådsmedlemmerne Grethe Olsen, formand for Kultur-, Fritid- og Idrætsudvalget samt Lis Olsen, der udover en lang karriere i lokalpolitik også har deltaget på adskillige af festivalerne.

Festivalens mål er at udbrede borgernes kendskab til hverdagslivet i EU, og at vise en mere folkelig side af EU på tværs af landegrænser, fra de baltiske lande i øst til Portugal og Irland i vest. Alt dette sker i en Euro Village - en Europa landsby, der bygges op til formålet.

I Europa landsbyen får borgerne indblik i hvad det vil sige at være borger i EU. De ser de forskelle og ligheder, der er mellem borgerne i de deltagende lande. De får mulighed for at gå i dialog med andre EU-borgere, og opnår gennem det personlige møde/ de personlige relationer et andet kendskab end det, de umiddelbart kan læse sig til.

Festivalen finder sted direkte i forlængelse af det danske EU-formandskab. Hovedparten af festivalen er båret af frivillige kræfter. Festivalen støttes endvidere af Frederikssund Kommune.

Fakta om Europafestivalen

European Peoples Festival er en årligt tilbagevendende festival, hvor unge som ældre (ca. 800 stk.) fra 14 byer i Europa, hver sommer mødes i et europæisk værtsland. Hvert medlemsland har sin egen bestyrelse, der forbereder deltagelse i festivalerne og arrangerer afholdelse af en festival ca. en gang hvert 15. år.

Festivalen besøgte Frederikssund sidste gang i 1994.

Læs mere om festivalen på www.epf2012.dk eller kontakt foreningen bag festivalen på eurofestivalen@gmail.com

Ønsker din forening også at søge støtte fra en ekstern fond?

Frederikssund Kommune har pr. 1. januar 2012 valgt at stille en puljeguide til rådighed for alle foreninger i kommunen.

Puljeguiden er et værktøj som din forening kan anvende, hvis I ønsker at søge en ekstern fond. Værktøjet indeholder en komplet database med alle relevante fonde og puljer.

Derudover består Puljeguiden af en vejledningsdel, som giver systematisk hjælp til alle trin i processen. Du kan læse mere om Puljeguiden på kommunens hjemmeside

Nyheder om Kultur & Fritid

6. juni 2012
Den store Europafestival som løber af stablen til juli har netop modtaget 90.000 kr. støtte fra Europanævnet

Se nyhedsarkiv


Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/omrader/kultur_fritid/nyheder_om_kultur_og_fritid/nyheder_2012/flere_penge_til_europafestivalen
Ansvarlig for denne side: Lene Jensen. Senest opdateret den 6. juni 2012 af Dennie Grauballe.