Kontakt
Koncert på Euro Stage ved Europafestivalen. Foto: KEJE.


23. juli 2012


Europafestival er i gang

Søndag var officiel startdag for den 20. European Peoples Festival som finder sted i Frederikssund.

I løbet af lørdagen er delegationerne fra de 13 gæstende lande ankommet til byen, og har gjort deres stande på pladsen foran vikingescenen klar.

Parade gennem byen

Det hele startede med en flot parade med de mere end 500 festivaldeltagere. De gik fra Torvet i Frederikssund gennem gågaden, og frem til Kalvøen hvor festivalen vil foregå hele den kommende uge.

Den franske delegation i gang med den sidste sminkning, før paraden gik gennem byen fra Torvet. Foto: KEJE.
Den franske delegation i gang med den sidste sminkning, før paraden gik gennem byen fra Torvet.

Ved ankomsten til Kalvøen blev alle delegationerne præsenteret efter tur ved den store friluftscene, hvor en del borgere også var mødt op for at være med at sætte gang i festivalen. Den er nemlig ikke kun for de deltagende delegationer, men er åben for alle interesserede der har lyst til at kigge forbi og se hvad der sker.

Den italienske delegation ankommer til Kalvøen, der den næste uge er omdannet til festivalplads. Foto: KEJE.
Den italienske delegation ankommer til Kalvøen, der den næste uge er omdannet til festivalplads.

Forventningens glæde

Da alle var bænket på tilskuerrækkerne ved vikingernes friluftsscene blev der budt formelt velkommen.

Delegationerne og alle de fremmødte borgere fra Frederikssund er på plads på tilskuerbænkene ved friluftscenen på Kalvøen. Foto: KEJE.
Delegationerne og alle de fremmødte borgere fra Frederikssund er på plads på tilskuerbænkene ved friluftscenen på Kalvøen.

Første taler var formanden for festivalen i Frederikssund, Tommy Fritzen. Han blev efterfulgt af præsidenten for European Peoples Festival, Nobert Hansjosten fra Luxemburg, formanden for Kultur-, Fritids- og idrætsudvalget i Frederikssund, Grethe Olsen, og til sidst borgmester Ole Find Jensen.

Præsidenten for European Peoples Fesival, Nobert Hansjosten ,ed den lokale formand, Tommy Fritzen, i baggrunden. Foto: KEJE.
Præsidenten for European Peoples Fesival, Nobert Hansjosten, med den lokale formand, Tommy Fritzen, i baggrunden.

Nobert Hansjosten startede med at byde velkommen på dansk, og takke for den varme velkomst byen havde vist alle deltagerne allerede. Han takkede også de lokale, som har arbejdet hårdt for at få det til at lykkes, og sagde at han føler sig sikker på at alle vil komme til at hygge sig, og nyde at deltage i festivalen i Frederikssund.

Han udtrykte dog en vis ængstelse for de vikingekampe - Viking Games - som skal finde sted senere på ugen.

- De stærke vikinger ser noget frygtindgydende ud, men da legene er fredelige er jeg alligevel tryg ved det, sagde han. Og husk: Det handler ikke om at vinde, men om at udvise fair play.

Formand for Kultur-, fritids- og idrætsudvalget, Grethe Olsen, byder deltagerne velkommen. Foto: KEJE.
Formand for Kultur-, fritids- og idrætsudvalget, Grethe Olsen, byder deltagerne velkommen.

Grethe Olsen håbede også at alle vil nyde deres ophold i Frederikssund, og talte blandt andet om H.C. Andersen, og hans glæde ved at rejse

- At rejse er at leve sagde han engang, og han rejste over hele Europa og nød de forskellige kulturer - ligesom vi den kommende uge skal nyde indslag fra hele Europa i form af god musik, masser af kultur, sport og lege - og selvfølgelig mad.

Borgmester Ole Find Jensen byder velkommen. Foto: KEJE.Sidste taler til at byde velkommen var borgmester Ole Find Jensen.

Han sagde i sin tale blandt andet, at det er en stor fornøjelse at byde alle gæsterne fra hele Europa velkommen til Frederikssund.

- Jeg er sikker på at begivenhederne I kommer til at opleve og tage del i her bliver noget I alle vil huske. I udstråler glæde lige fra starten, og jeg er sikker på at det vil smitte af på byen under jeres besøg. Det har det allerede gjort under jeres parade gennem byen.

- Mange husker da også stadig festivalen i 1994 hvor den sidst blev afholdt i Frederikssund.

- Frederikssund er kendt som vikingeby, og for ikke mange uger siden fandt vikingespillet sted netop på dette sted. Jeg håber I også vil finde vikingeånden, og vil nyde at tage del i kultur, sport og alle aktiviteter her i Frederikssund, nu hvor det danske sommervejr endelig er kommet.

Herefter erklærede borgmesteren festivalen for åben, mens en flok duer blev sluppet løs ud over publikum - en happening der ikke var helt uden "efterladenskaber", da flere af duerne valgte at besørge ud over publikum til stor morskab for alle.

Duerne slippes løs, og festivalen er officielt åbnet. Foto: KEJE.
Duerne slippes løs, og festivalen er officielt åbnet.

En uge med fest og lege

Programmet for den kommende uges festival er omfattende, og som sagt er alle Frederikssundere velkomne til at kigge forbi festivalområdet på Kalvøen for selv at overvære begivenhederne - og eventuelt besøge boderne med lokale specialiteter fra de 14 deltagende byer.

Det havde flere gjort allerede søndag, hvor der efter den officielle åbning var koncert på den store scene der er sat op - Euro Stage.

Et kig på festivalpladsens boder - her den belgiske og den ungarske bod. Foto: Preben Gøttsche.
Et kig på festivalpladsens boder - her den belgiske og den ungarske bod.

Deltagere og gæster nyder det danske sommervejr og musikken på Euro Stage. Foto: KEJE.
Deltagere og gæster nyder det danske sommervejr og musikken på Euro Stage.

En benovet præsident

Det var da også en benovet præsident, der efter åbningen fortalte, at han er sikker på alle vil nyde festivalen, og at han håber mange vil lægge vejen forbi og opleve hvor festligt det er.

Nobert Hansjosten er selv med for tiende gang i år. Han blev en del af Luxemburgs delegation i 2003, hvor hans egen hjemby skulle være vært, og han blev spurgt om ikke han ville tage sig af den irske delegation.

- Det var en noget nær umulig opgave at styre så livlige mennesker, men det lykkedes. Næste år, hvor Luxemburg igen er værtsland får den selv samme opgave derfor lov at gå i arv til min 27-årige datter, fortæller han storsmilende.

I år ser det dog ud til at være spanierne der lægger sig i selen for at lede an i festlighederne.

- De har proklameret, at de vil finde nogle gode caféer i byen hvor de kan underholde om aftenen i løbet af ugen, fortæller han. Og det skulle være nemt nok, da alle beværtninger har lov at holde åbent til kl. 5 om morgenen netop på grund af festivalen.

Det er i øvrigt Nobert Hansjostens første år som præsident. Han blev valgt her i Frederikssund ved et planlægningsmøde sidste år, hvor den finne der havde posten før ønskede at stoppe.

- Nu håber jeg bare at kunne få lidt fif af Frederikssunderne til næste år, siger han.

To generationer formænd

Det er anden gang Frederikssund er værtsby i år. Første gang var som sagt i 1994. Dengang hed den lokale formand for festivalen Ole Søgaard. Han bestred embedet i 10 år, frem til 2002 hvor han overlod roret til Tommy Fritzen, der er formand i dag.

De var begge til stede - både på Torvet før paraden, og naturligvis på festivalpladsen.

- Egentlig har jeg jo ikke noget med det har at gøre mere, siger Ole Søgaard. Men jeg er blevet spurgt om ikke jeg vil med som gæst i år, og det kunne jeg jo ikke sige nej til.

- Det bliver spændende at opleve igen.

Den nuværende formand, Tommy Fritzen (th.) i samtale med den forhindværende formand, Ole Søgaard (tv.) på Torvet i Frederikssund. Foto: KEJE.
Den forhenværende formand, Ole Søgaard (tv.) i samtale med den nuværende formand, Tommy Fritzen (th.), på Torvet i Frederikssund.

Kig forbi, og tag del i festen

Alle er som nævnt velkomne til at tage del i festivalen.

Programmet kan ses på Festivalens hjemmeside, og byder i løbet af ugen på mange kulturelle indslag på Scenen og omkring boderne.

Herunder lidt stemningsbilleder fra festivalen søndag eftermiddag og aften.

Børn leger. FOto: KEJE.

Der rockes med til musikken. Foto: Preben Gøttsche.

Robbie Williams-koncert. Foto: Preben Gøttsche.

Mor og barn nyder musikken. Foto: KEJE.

IMG_5359 - Band optræder som AC-DC (PGOET)

Foto: Preben Gøttsche og KEJE.

Nyheder om Kultur & Fritid

23. juli 2012
Søndag tog godt 500 mennesker fra 14 europæiske byer hul på den 20. European Peoples Festival i Frederikssund.

Se nyhedsarkiv


Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/omrader/kultur_fritid/nyheder_om_kultur_og_fritid/nyheder_2012/eurofestival_er_i_gang
Ansvarlig for denne side: Kenneth Jensen. Senest opdateret den 23. juli 2012.