Print
17. marts 2017

En bro skal holde til meget

Hvordan bygger man en bro? Hvad sker der med naturen rundt om broen? Hvad koster en bro? Der er mange ting, som man skal tænke over, når man skal bygge en bro. 6.A fra Fjordlandsskolen afd. Dalby er i de sidste fire uger blevet klogere på, hvad det kræver.

Torsdag formiddag besøgte klassen sammen med deres lærere informationscenteret i Skibby. Her blev de vist rundt af faprojektleder Peter Boding, som fortalte lidt om byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro. Eleverne lyttede interesserede efter og stillede spørgsmål som: ”Hvor dyr bliver broen?” og ”Kommer der til at være fortov i siderne?”.

Svarene er, at broen alt i alt kommer til at koste cirka to milliarder kroner (inklusiv informationscentre og undervisning af skoleklasser). Og nej, der kommer ikke fortov i siderne, det bliver en motortrafikvej, der går hen over broen.

På udstillingen i Skibby kan man lytte til den trafikstøj, der vil være ved en bro som Kronprinsesse Marys Bro.På udstillingen i Skibby kan man lytte til den trafikstøj, der vil være ved en bro som Kronprinsesse Marys Bro.

- Jeg er overrasket over, at det tager så lang tid at bygge broen. Det tager tre år at bygge Kronprinsesse Marys Bro, og jeg troede, at det kun ville tage halvandet år, fortæller 12-årige Jesper Bach.

- Ja, det tager lang tid med transport af materialer, og når man skal passe på dyrelivet. Hvis man fjerner det sted, dyrene lever, skal man lave et nyt sted til dyrene, tilføjer 12-årige Roma Victoria Kristensen.

Det er vigtigt, at broen kan holde til trafikken, der kører over den, og at den er høj nok til de skibe, der sejler under den.Det er vigtigt, at broen kan holde til trafikken, der kører over den, og at den er høj nok til de skibe, der sejler under den.

Tværfagligt emne

Det er i Natur/Teknologi, eleverne har arbejdet med brobyggeri, og emnet breder sig over alle de naturfaglige fag: biologi, geografi, fysik og kemi. Eleverne har blandt andet prøvet at bygge en bro digitalt i et program, som Vejdirektoratet stiller til rådighed, og så har de lært, hvordan man genskaber naturen, så man opvejer det, man ødelægger under brobyggeriet.

Det er spændende at se, om brokonstruktionen kan bære en tung bil.Det er spændende at se, om brokonstruktionen kan bære en tung bil.

Efter rundvisningen skulle eleverne selv bygge broer af papir. Her var det vigtigt, at de tænkte over, at den skulle kunne bære en lille træbil, og at der skulle kunne ’sejle’ et træskib under broen.

- Det sjoveste vi har lavet, er det her (bygge broer i papir, red.). Men det var også sjovt det på computeren, fortæller Roma Victoria Kristensen.

- Men det var også lidt svært. Man kunne ikke rigtig få det til at fungere, fordi broen skal kunne holde til rigtig meget, tilføjer 13-årige Mathilde Andersen. Pigerne er enige om, at det har været spændende at lære om alle de ting, der skal tænkes over og arbejdes med, når man bygger en bro.

Det kræver koncentration og godt samarbejde at bygge en bro.Det kræver koncentration og godt samarbejde at bygge en bro.

Et unikt tilbud

I forbindelse med byggeriet af Kronprinsesse Marys Bro er der lavet informationscentre på begge sider af fjorden. Der er ligeledes udviklet et undervisningsmateriale til skolerne, og 30 naturfagslærere har været til en introduktion i, hvordan de kan anvende materialet.

- Når eleverne kommer her, får de sat noget konkret på den nye bro, som de kommer til at bo ved siden af. De får en forståelse, når deres forældre taler om broen, og om at man skal betale for at køre over den, og de får en idé om økonomien i det. Og så får de noget praktisk ved at sidde og arbejde med papir og tape. Det gør, at det hele sidder bedre fast, fortæller Mia Pedersen, naturfagslærer på Fjordlandsskolen.

Hun synes, at det er et godt tilbud til både skoler og lokalsamfund, at man kan besøge informationscenteret i Skibby og blive klogere på den nye bro.

På Østersvej i Frederikssund er der ligeledes et informationscenter. Her har der også været besøg af skoleelever, nemlig 6.B fra Trekløverskolen afd. Falkenborg. Også her blev eleverne vist rundt på udstillingen og efterfølgende designede og konstruerede de stabile og holdbare broer i papir.

6.B fra Trekløverskolen afd. Falkenborg har besøgt informationscenteret på Østersvej, hvor de har konstrueret broer.6.B fra Trekløverskolen afd. Falkenborg har besøgt informationscenteret på Østersvej, hvor de har konstrueret broer. Broerne kan ses i baggrunden af billedet.